Sundhedsforsikring: 6 spørgsmål om sundhedsforsikring til børn

Vi har stillet seks spørgsmål om sundhedsforsikringer til børn til en konsulent for Forsikring og Pension. Se, hvad de svarer her.

Hvorfor skal jeg tegne en sundhedsforsikring til mit barn?
En privat sundhedsforsikring gør, at du ikke behøver at vælge behandling hos det offentlige, men kan vælge hurtig adgang til undersøgelse og behandling i forbindelse med sygdom eller tilskadekomst.

En privat sundhedsforsikring dækker udgifter til undersøgelser, behandling, medicin og genoptræning – for eksempel på et privathospital. Det betyder ofte, at du ikke skal vente så længe på behandling.

En privat sundhedsforsikring kan også dække behandling hos fysioterapeut, zoneterapeut, kiropraktor, fysioterapeut, akupunktør eller psykolog.

Er jeg ikke dækket af den offentlige sygesikring?
Den offentlige sygesikring sørger for, at du kan få behandling på et offentlig hospital eller skadestue. Hvis du udelukkende har en offentlig sygeforsikring, så kan dit barn kun blive behandlet på privathospital, hvis ventetiden er længere end behandlingsgarantien, som er to måneder.

Hvis dit barn skal behandles hos en fysioterapeut eller kiropraktor, så skal dit barn have en henvisning fra lægen. Her yder det offentlige et tilskud og resten af behandlingen, skal du selv betale for. 

Den private sygesikring vil typisk dække det fulde beløb ved behandlingen.

Kan en sundhedsforsikring overhovedet betale sig?
En sundhedsforsikring til dit barn er en økonomisk tryghed – ligesom alle andre forsikringer. En forsikring træder i kraft, hvis dit barn bliver alvorligt sygt eller kommer til skade. Du vil derfor sikkert opleve, at der kan gå noget tid, før du får brug for forsikringen. Men hvis det sker, så vil du have mulighed for at komme hurtigere til på et privat sygehus, og du vil få alle dine behandlingsudgifter dækket. Hvis man gerne vil have den mulighed, er den god at have.

Hvad kan jeg få ud af en sundhedsforsikring?
Sundhedsforsikringen dækker udgifter til undersøgelser, behandling, medicin og genoptræning fx på et privathospital. Den kan også dække behandling hos fysioterapeut, zoneterapeut, kiropraktor, fysioterapeut, akupunktør eller psykolog. Du skal dog tjekke med dit forsikringsselskab, om der er begrænsning på antallet af behandlinger.

Mit barn har en ulykkesforsikring – er det ikke nok?
En ulykkesforsikring og en sundhedsforsikring er to forskellige ting. 

En ulykkesforsikring betaler en kontanterstatning, hvis dit barn kommer ud for en ulykke, hvor det får et varigt mén på typisk over 5 %. Nogle selskaber dækker også følger fra visse sygdomme. Nogle af selskaberne har ulykkesforsikringer, hvor behandlingsudgifterne hos fysioterapeut og kiropraktor er dækket, men det er så kun efter en ulykke – og ikke efter en sygdom. 

En sundhedsforsikring dækker udgifterne til behandling m.m. uanset om årsagen er sygdom eller ulykke. Den dækker dog ikke sygdom eller tilskadekomst, der er opstået eller sket, før du købte forsikringen.

Jeg har selv en sundhedsforsikring på arbejdet – dækker den ikke mit barn?
Nogle har tegnet en sundhedsforsikring via arbejdet, som også dækker børnene. Hvis du vil tjekke, om dit barn er dækket, så kan du tjekke det på Pensionsinfo.dk. Du kan også spørge dit forsikringsselskab eller din arbejdsgiver.