Strækmærker

Når maven vokser under graviditeten, får op mod 90% af kvinderne strækmærker. Men hvorfor er det nu, at man får dem, og hvad kan man gøre ved det? Vores jordemoder Camilla Härtel giver svaret her.

Af Camilla Härtel, jordemoder, 24.10.2018

1.Hvorfor får man strækmærker?

Strækmærker er arlignende strækninger i underhuden, som typisk forekommer under puberteten, under stor vægtøgning og/ eller i forbindelse med en graviditet. Kvinder får oftest strækmærker på balder, mave, lår og bryster, mens mænd oftest får dem på overarmene.

Strækmærker er først rød-lilla i farven og efter tid vil de blive mere hudfarvede eller hvide. Hos gravide er det mellem 55 og 90%, der oplever at få strækmærker, og årsagerne til det er flere. Det kan nemlig skyldes genetisk/familiær disposition, hormonforandringer eller stor vægtøgning under graviditeten.

Man har fundet ud af, at der ofte er øgede østrogenreceptorer hos de kvinder, som får strækmærker sammelignet med de kvinde, der ikke får dem – det er her der er en genetisk indflydelse. Hos gravide er der nemlig en tendens til, at kvinder med en højere før-graviditetsvægt, før-fødselsvægt, større barn i maven og yngre alder har større risiko for at få strækmærker.Det er typisk ved første graviditet og i slutningen af 2. trimester eller starten af 3. trimester, at de begynder at komme.

Tænk på mærkerne som noget positivt:

Strækmærker er ufarlige, men der kan forekomme lidt kløe eller en brændende fornemmelse ved dem. Grunden, til at det kan være relevant overhovedet at beskæftige sig med strækmærker, er, at det for nogle kvinder kan påvirke dem psykisk eller følelsesmæssigt, at deres kroppe forandrer sig på denne måde. Men fysisk er det kun en kosmetisk ændring. Sommetider kan det hjælpe at prøve at tænke på mærkerne på en positiv måde. Gøre dem til genstand for den seje bedrift, man har været igennem, da man lavede sit dejlige barn, og at man kan se kroppens foranderlighed i forskellige livsfaser. Man kan give sine mærker andre navne, som tigerstriber eller kærlighedsmærker og vise dem frem med stolthed frem for at gemme dem væk.

2. Kan strækmærker undgås?

Som udgangspunkt er der ikke rigtigt noget, man kan gøre for at forebygge strækmærker. Man kan selvfølgelig være opmærksom på sin vægt generelt og sin vægtøgning under graviditeten. Som de generelle anbefalinger siger, kan man spise sundt og varieret og få motion under sin graviditet.

Massage med olie:

Der er muligvis en sammenhæng mellem massage af den gravide mave med olie, eksempelvis oliven – eller mandelolie eller hyaluronsyrecreme og en forebyggende effekt på strækmærker. Men om det er olierne eller massagen, der er den udslagsgivende faktor er uvist. Det kan i hvert fald ikke skade, så en lækker massage dagligt med en god olie er en lækker forkælelse.

3. Kan strækmærkerne forsvinde igen?

Strækmærker forsvinder ikke, så den fysiske ændring er varig. Dog kan farven falme over tid, så strækmærkerne kommer til at få samme farve som huden eller blive hvidlige.

Der er ingen behandling, som kan fjerne strækmærkerne helt. Men laserbehandling med non-ablativ laser har vist en mulig forskel. Det er også den form, der bruges til behandling af acne, ar og solskader.

Jeg opfordrer derfor kvinder til at lære at glædes over sin krop, som har næret og båret ens dyrebare børn og tænke på, at de fleste kvinder har strækmærker, så det er en normal del af kvindekroppen.