Søvn skal der til

Af Alt om børns redaktion, 08.02.2010

I de sidste måneder af graviditeten begynder dit foster så småt at kunne drømme. Når barnet er født, vil dets søvn bestå af halvt drømmesøvn og halvt drømmeløs søvn. Det femte og sidste stadie i REM søvnens proces er det stadie, hvor drømmene er mest kraftfulde og fantasirige, og stadiet har derfor stor betydning for barnets udvikling i dets første uger af livet. REM – søvnen er så utrolig vigtig, da barnets hjerne ikke er færdigudviklet ved fødslen, og derfor behøver barnet søvnens kraftige aktiviteter, der giver hjernen impulser til at modnes.

Dit barn vil i første måned sove gennemsnitligt 15-16 timer pr. døgn, men da alle børn er forskellige, kan en nyfødt sove helt op til 20 timer. Barnet kender endnu ikke forskel på nat og dag, og det er først efter et par uger efter fødslen, at barnet mærker tidsforskellen. Dit spædbarns bevidsthedsniveau, irritabilitetstærskel og temperament har også stor indflydelse på barnets mulighed for at finde ro, når det er træt og søvnigt.

Hvis du vil få det lille spædbarn til at falde i søvn, kan du hjælpe det på vej ved at lade ham eller hende falde til ro i dine arme, lægge barnet i barnevognen et roligt sted, eller nusse og ae det over hovedet og ned over øjnene. Hvis dit barn er meget følsomt over for forstyrrelser i sine omgivelser, så prøv at lade ham eller hende falde i søvn, hvor der er allermest ro. Som udgangspunkt skal I dog ikke “skåne” babyen for de naturlige lyde og larm, som hverdagen byder på. Sover barnet om dagen, behøver I ikke at trække gardiner for eller udsætte støvsugningen til et bedre tidspunkt.