Skæv hovedfacon og fladt baghoved: Sådan forebygger I det

Spædbørns hovedform kan påvirkes, fordi kranieknoglerne stadig er bløde. Her er en række råd til, hvordan I kan forebygge, at barnet får skæv hovedfacon og fladt baghoved.

Af Julie Fristed Hansen, Redaktionsassistent, 12.08.2019

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at spædbørn altid sover på ryggen for at mindske risikoen for vuggedød. Med disse anbefalinger er antallet af børn med skæv hovedfacon og fladt baghoved dog steget. Men hvad kan man så gøre for at forebygge det, selvom barnet skal sove på ryggen? Her har vi samlet anbefalingerne. 

Læs også: Babysøvn: Det skal du vide  

Sundhedsstyrelsens anbefalinger 

Sundhedsstyrelsen anbefaler:

  • Sørg for, at barnet hviler sit hoved skiftevis til højre og venstre, når det sover (altid på ryggen)

  • Sørg for, at barnet generelt håndteres fra både højre og venstre side – Det gælder eksempelvis når barnet bæres, når det skal bøvse, når det får flaske, og når barnet pusles. 

  • Børn skal lige fra fødslen vænnes til at ligge på maven, når de er vågne – det fremmer samtidig barnets motoriske udvikling og øger barnets muskelaktivitet 

  • Har barnet en foretrukken hovedrotation, skal barnets hoved altid vendes mod den side, som barnet ikke foretrækker, indtil det ændrer vane og ikke længere har en foretrukken side.   

  • Brug ikke hjælpemidler til forebyggelse af skævt kranie. 

Du kan læse mere om Sundhedsstyrelsens anbefalinger til at undgå skæv hovedfacon og fladt baghoved her.