Sandheder om fødslen

At skulle føde er noget, alle gravide tænker over, men som man umuligt kan vide noget om, før man har prøvet det.

Af Redaktionen, 22.01.2010

Her kan du læse, hvad Alt om Børn-mødre har fortalt om dét at føde, når de har svaret på spørgsmålet:

“Hvad ville du ønske, at du havde vidst om graviditet og fødsel?”

Svar
– At god fødselsforberedelse er GULD! Vi købte os ind på et privat kursus, og det reddede min fornuft gennem en voldsom og traumatisk fødsel, som heldigvis endte godt.

– At man skal, skal, skal SPISE under de tidlige stadier af fødslen, fordi man kaster op, når veerne får den rigtige styrke, og derefter er det svært at få noget ned. Hvilket medfører, at man er fuldstændig kaloriekold, når man når til pressestadiet.

– At man kan føde lynhurtigt, selv om man er førstegangsfødende.

– At man faktisk bløder meget kraftigt, når man lige har født.

– At der nogle gange er store klumper med blod i ens bind efter fødslen.

– At hvis man tror, man kan klare sig med alm. Libresse-bind efter fødslen, så kan man tro om igen – gå efter de store Tena.

– Jeg var også overrasket over, hvor ondt man har forneden efter sådan en omgang. Jeg blev syet, og det var meget smertefuldt. Som ekstra bonus blev jeg første gang syet for stramt, så der gik 1 år, før vores sexliv kørte igen. Det var ikke fedt…

– At det er forbandet at skulle på toilettet lige efter fødslen, fordi man skal skylle sig nedenfor bagefter. Det er bare såå besværligt, når man er alene hjemme med en nyfødt, og man i forvejen har ondt alle vegne og har stress. Jeg løste problemet med en vandflaske med (koldt) vand ved siden af toilettet, så der var hyl og gys efter hver tissetår.

– At hvis man har fået et kateter op i urinrøret under fødslen, så skal man huske at få dyrket urinen efter fødslen, før man forlader hospitalet, så man undgår blærebetændelsen fra HELVEDE, som jeg fik med feber, blodstyrtninger ol.

– At hver fødsel er speciel, og at man ikke kan forvente en hurtigere fødsel, bare fordi man venter barn nr. 2… og hvis man vitterligt har haft kraftige veer i 20 timer, så er det okay at skrige efter smertestillende, selv når jordmoder nr. 6 har sagt at “du føder lige om lidt” og man 5 timer senere stadig ikke har set skyggen af en presseve.

– At fødsler ikke altid går efter bogen, og hvordan man bearbejder et traumatisk fødselsforløb.

– At det altså gør mere ondt at føde end noget andet – men at det er en fantastisk oplevelse – og man gør det gerne igen.

– At man faktisk kan føle sig enormt snydt over ikke at opleve en fødsel, men skal have planlagt kejsersnit, fordi barnet ligger med fødderne først. Især når erfaringen fra at føde allerede er der efter 1. barn, og det var en fantastisk oplevelse.

– At hæmorider kunne gøre så ondt… 🙁

– At de 30 kg, du tog på under graviditeten, ikke bare daffede af under fødslen! Og at din krop har en sjov facon laang tid efter.

– At man ikke behøver at være nervøs over fødslen – det kan ikke betale sig. Nogle får en nem, hurtig fødsel, mens andre får det modsatte. Ingen kan sige dig, hvad du får, så lad være med at bryde dit hoved med det!