6 gode råd: Sådan vælger du en god flyverdragt

Der findes et hav af forskellige flyverdragter på markedet, men hvordan finder man den helt rette til sit barn?

Af Mia Schomacker-Hoff, Redaktionsassistent, 13.10.2017

Efteråret er over os, og det betyder også, at flyverdragt-sæsonen for de små for alvor er skudt igang. Er dit barn klar til at boltre sig i de nedfaldne blade og hoppe i vandpytter? Vi giver dig her 6 gode råd til, hvad du skal være opmærksom på, når du skal købe en flyverdragt.


1. Er dit barn meget aktivt?

Først og fremmest er det vigtigt at vælge en flyverdragt, som dit barn kan bevæge sig i. Har du et meget aktivt barn, bør du tage hensyn til, om dragten er ekstra slidstærk. Det kan være en god idé at tjekke, om dragten har ekstra slidlag på bagdelen og knæene, da det er her, flyverdragten oftest bliver slidt. Og hvis dit barn elsker at plaske i vandpytterne, bør du sikre dig, at dragten er vandtæt. Vær opmærksom på, at der er forskel på, om en flyverdragt er ‘vandafvisende’ eller ‘vandtæt’. En vandafvisende flyverdragt kan klare mindre end en vandtæt.


2. Tag barnet med og prøv dragten

Ikke alle flyverdragter er lige store, selvom størrelsen på mærket i nakken er den samme. Tag derfor dit barn med ned i butikken og prøv dragten. Så kan du også nemmere vurdere, om der er plads til, at dit barn kan vokse i den henover vinteren – også med plads til en ekstra trøje på de koldeste dage. Dragten må ikke være for stram, da barnet så ikke kan bevæge sig i den, men den må heller ikke være for løs, da dit barn derved kan blive for koldt.


3. Tjek at dit barn ”kan selv”

Er dit barn stort nok til at kunne tage jakken af og på selv, vil det også automatisk prøve at tage flyverdragten af og på. Tjek derfor, om dit barn selv kan bruge de lynlåse, velcrolukninger og eventuelle trykknapper, der sidder på dragten.


4. Tænk på sikkerheden

Undgå hætter, der lukkes ved hagen samt snore eller elastikker i halsområdet. De kan nemlig nemt hænge fast i legestativer, træer eller lignende. Hvis flyverdragten har hætte, så sørg for at den er med velcro, så den let kan tages af. Vælg desuden en dragt med reflekser af hensyn til trafiksikkerheden.


5. Tørretumbling er en fordel

Kan du finde en flyverdragt, der kan tørretumbles, er det en fordel. Så kan du nemlig hurtigt vaske og tørre den, så den er klar til brug den næste dag. Hvis du tørretumbler en flyverdragt, der ikke kan tåle det, mister den sin vandafvisende overflade. Tjek derfor altid vaskeanvisningerne, inden vasker og eventuelt tørretumbler den.


6. Værn om miljøet og dit barns sundhed

Vælg en flyverdragt, der ikke indeholder plastmaterialet PVC. Det kan nemlig være blødgjort med ftalater, som er skadelige for miljøet og har en hormonforstyrrende effekt. Flyverdragter med PVC tåler ikke at komme i tørretumbleren og skal afleveres som farligt affald på genbrugsstationen.

AOB’s mødre: “Hvilken flyverdragt er den bedste?

Din mening!
Skriv dit bedste råd om flyverdragter i kommentarfeltet nedenfor.
Hvilken vælger du – og hvorfor?