Modermælkserstatning og træg mave

Har dit barn også oplevet anderledes fordøjelse med MME? Læs her om modermælkserstatning kan ændre barnets mavefunktion

Af Redaktionen, 22.01.2010

Spørgsmål:

Der kommer kun luft!

 Min lille datter på 14 dage begyndte i fredags at få suppleret op med modermælkserstatning (MME), da min mælkeproduktion slet ikke var nok. Hun får cirka 2/3 MME og 1/3 modermælk. Da hun kun fik modermælk, var der god gang i maven, men nu sker der ikke meget på den front! Hun har ikke haft afføring i næsten to døgn, men kommer af med masser af luft. Hun presser og presser flere gange om dagen, men uden held. Hun virker veltilpas og har ingen skrigeture, men jeg er da bange for om det pludseligt kan vende. Er der grund til bekymring? Kan MME gøre maven mere træg? Eller er det ganske normalt, at hun springer nogle dage over?


Svar fra sundhedsplejersken:

MME er hårdere for maven

MME er langt hårdere for barnets mave, end ammemælken er, og det er helt normalt at opleve en ændring i afføringen og afføringsmønsteret, hvis barnet begynder med MME.

Et barn, som udelukkende ammes, kan have afføring i hver ble, men der kan også gå op til både en og to uger, før barnet har afføring. Det skyldes, at barnet kan optage og omsætte ALT det, som ammemælken består af.

Det er ikke tilfældet med MME, som jo er kunstigt fremstillet. Det betyder, at det blandt andet indeholder nogle bindestoffer, og disse kan barnet ikke optage, hvorfor de er at betragte som et affaldsstof, som barnet skal skille sig af med. Det kan du godt beskrive som at have træg mave.

Derfor er det bedst, hvis barnet har afføring dagligt, hvis det udelukkende ernæres af MME, men det er ligeledes normalt for nogle børn på MME, at de har et afføringsmønster, der hedder hver anden eller tredje dag.

Dit barn som både ernæres med ammemælk og MME skal således helst have afføring hver anden eller tredje dag.

Det, at hun har luftpassage, er et fint tegn, for det fortæller dig, at der er passage, og at hun ikke er forstoppet. Du skal regne med, at der går mindst en uges tid, inden din datters mave-tarmsystem har vænnet sig til MME. Det, du oplever, er således helt normalt, og der er således ingen grund til at bekymre dig på nuværende tidspunkt.

De bedste hilsner fra
Anne Brødsgaard,
Sundhedsplejerske