Min datters ben er ikke lige lange

“Min datters ene ben er en centimeter længere end det andet. Hun er nu seks måneder gammel. Kan det få konsekvenser for hende senere i livet?” Læs lægens svar her.

Spørgsmål:
Jeg har netop været hos lægen med min lille datter på snart 6 måneder.

Min datter er i lighed med andre spædbørn blevet undersøgt flittigt i hendes første levetid både af egen læge og af sundhedsplejersken. Men først nu blev vores egen læge opmærksom på, at hendes ene ben muligvis er kortere end det andet.

Hun har sendt en skrivelse til hospitalet, og vi indkaldes senere til en kontrolundersøgelse. Mens jeg/vi venter på denne kontrolundersøgelse vil jeg meget gerne have svar på om dette kan være alvorligt, eller om det er forholdsvis almindeligt?

Vil det kunne rette sig af sig selv (længdeforskellen var højest 1 cm)?

Er det for resten meget eller lidt når man taler om spædbørn?

Hvad vil konsekvenserne være for min datters fremtid, og hvordan behandler man dette problem?

Med venlig hilsen

en spørger

Svar fra lægen:
Kære spørger

Umiddelbart vil jeg mene, at hvis din datter i øvrigt er sund og rask, så betyder benlængde-forskellen ikke noget.

Forskel eller ej
Det næste spørgsmål er så: Er der i virkeligheden forskel i benlængden?

Det er faktisk ikke så nemt at måle på sådan en lille størrelse. Hun skal ikke ligge ret meget skævt med bækkenet, før der tilsyneladende fremkommer en forskel.

Man skal også prøve at bestemme, om det er på lårbenet eller underbenet, forskellen er. Hvis børn for eksempel har haft et brud på en knogle, kan der være en periodisk overvækst i en sådan knogle, men det går jeg ikke ud fra er tilfældet.

Mange voksne har op til en centimeters forskel i benlængde uden at være klar over det. Altså har de ingen symptomer.

Hvis der er en reel forskel, og hun ellers ikke fejler andet, vil man næppe foretage sig noget. Hvis hun får problemer, når hun begynder at gå, kan man supplere med et indlæg. Det er muligt, at kroppen selv vil udligne forskellen.

Kort sagt, så vil din datter vil næppe få problemer med benet.

Med venlig hilsen

Hans Gad Johansen

Speciallæge i ortopædkirurgi og idræt

Flere spørgsmål:
Er hoppegynger og gå-stole skadelige for motorikken?
Kolik – skal jeg gå til kiropraktor?
Hvordan lærer vi børnene at sove alene?

Flere spørgsmål og svar i brevkassen