Hvornår kan baby sove på eget værelse?

Spørgsmål til sundhedsplejersken:

Hvornår kan man begynde?

Hvornår kan man gradvis lære sit barn at sove på eget værelse? Min datter er to måneder. Hendes nattesøvn er cirka ni timer, og hun sover igennem om natten.

Svar fra sundhedsplejersken:

Som regel i samme rum de første måneder

Normalt anbefaler man, at barnet sover i samme værelse som moderen de første måneder. Det er både af hensyn til moderen og barnet.

For moderens skyld fordi det er lettere lige at tjekke barnet og eventuelt trøste det, eller tage det op og give det mad, når det er lige ved siden af hende. Derved får moderen mere søvn og hvile, end hvis hun skal op af sengen og ind i et andet rum, hver eneste gang hun har behov for at tjekke barnet, eller fordi barnet har brug for hjælp. Med andre ord at moderen skal vænne sig til det nye barn og situationen med det. Først efter nogle måneder kender moderen normalt barnet så godt, at hun vil vide, hvad der er det bedste.

For barnet skyld fordi det lettere bliver hørt, når det beder om mad eller anden form for hjælp.

Jeg vil normalt anbefale de første fire måneder i samme rum. Men der er ingen regel uden undtagelse, og der er bestemt også familier, jeg har rådet til at lægge barnet i eget værelse efter to til tre måneder, fordi moderen slet ikke fik sovet på grund af barnets mange lyde.

De bedste hilsner
Anne Brødsgaard,
Sundhedsplejerske

Stil dine egne spørgsmål  i sundhedsplejerskens debat – så er du garanteret ekspertsvar