Første jordemoderbesøg i graviditeten

Jordemoderbesøg

Når du er cirka 13 til 15 uger henne i din graviditet, bliver du indkaldt til dit første jordemoderbesøg.

Af: Redaktionen

Til det første jordemoderbesøg skal din jordemoder lære dig at kende, og hun skal undersøge dig og informere dig om kost og livsstil under graviditeten.

De fleste steder forsøger man at sørge for, at man ser den samme jordemoder gennem hele forløbet, men ofte ser man et par forskellige i de ni måneders graviditetsforløb.

Undersøgelser

Til det første jordemoderbesøg vil din jordemoder blandt andet:

  • tjekke din vægt
  • måle dit blodtryk
  • undersøge din urin

Hvis det er nødvendigt, får du muligvis også en underlivsundersøgelse. Jordemoderen lytter som regel ikke efter hjertelyd til den første undersøgelse, da hjertelyden oftest er vanskelig at finde, og det kan føre til unødig bekymring hos den gravide.

Først efter 28. uge vil jordemoderen kunne vurdere barnets vægt og hvilken vej, det vender.

En lille snak

Din jordemoder vil sandsynligvis spørge ind til, hvordan du har det med at være gravid og hvilke tanker, du gør dig, om at skulle være forælder. Det kan være en god idé at tage den kommende far med til konsultationen også.

Din jordemoder vil også snakke med dig, om du ønsker at have gruppe-konsultationer med andre kommende gravide.

Derudover informerer din jordemoder dig blandt andet om:

  • kost og vitaminer under graviditeten
  • livsstil i graviditeten
  • rygning og alkohol

Det næste besøg i graviditeten er i uge 20, hvor du igen skal til jordemoder. De forskellige besøg i graviditeten ser således ud:

  • Uge 6-10: Praktiserende læge
  • Uge 13-15: Jordemoder
  • Uge 21: Jordemoder
  • Uge 25: Praktiserende læge
  • Uge 29: Jordemoder
  • Uge 32: Praktiserende læge
  • Uge 35-36: Praktiserende læge
  • Uge 37-39: Jordemoder
  • Uge 41: Jordemoder

Læs også: Første lægebesøg i graviditeten