Forebyggelse af vuggedød

Forebyg vuggedød

Selvom vuggedød i dag er forholdsvis sjælden, er det stadig alle forældres største mareridt at miste sit barn.

Af Julie Fristed Hansen, Redaktionsassistent, 19.08.2019

Det er ikke kendt, hvorfor vuggedød sker, men der er tre kendte ting, som øger risikoen: sovestilling, rygning og varme.  

På baggrund af det har Sundhedsstyrelsen lavet tre enkle råd til forebyggelse af vuggedød.

  1. Barnet skal altid sove på ryggen
    Kun hvis forældrene er vågne og kan holde øje med barnet, må barnet sove på maven på forældrenes bryst. Det anbefales derfor, at babyer altid sover på ryggen på en relativ fast madras.

  1. Undgå rygning under graviditeten og efter fødslen
    Rygning både under graviditeten og efter fødslen øger risikoen for vuggedød, og derfor anbefales det, at man stopper med at ryge.

  2. Sørg for, at barnet ikke har det for varmt, når det sover
    Barnet bør sove i et køligt rum – ideelt set omkring 18-20 grader, men det må ikke udsættes for træk. Alt Om Børns Sundhedsplejerske, Janes Lyngs, anbefaler, at spædbørn sover med en tynd babydyne, som passer til sengen, og som barnet nemt kan sparke af uden at blive viklet ind i den. Desuden bør sengen være fri for puder, tæpper, bamser, løse stofbleer og lignende.

Læs også: Derfor skal du dele soveværelse med dit barn 

Det er også påvist, at risikoen for vuggedød ved samsovning er større de første tre måneder. Det sikreste sted for barnet at sove er derfor i sin egen seng i samme rum som forældrene. Ønsker man alligevel at samsove, bør spædbarnet have lige så meget plads, som hvis det havde sin egen seng, ligesom det bør have sin egen lette dyne og ikke ligge mellem forældrene. 

Læs også: Babysøvn – Altid på ryggen 

Større søskende og husdyr bør ikke sove i samme seng som forældre og spædbarnet, da de kan tage for meget af pladsen. Forældre, der ryger, er påvirket af alkohol eller medicin, eller er meget trætte, bør aldrig sove i samme seng som barnet.

Kilde: Sundhedsstyrelsen,  Alt Om Børns artikel om babyers sovestilling

Få flere nyheder i Alt Om Børns Nyhedsbrev her