Fertilitetsbehandling: Nedfrosne æg og direkte oplægning giver samme resultat

Et nyt studie peger på, at chancerne for at blive gravid efter oplægning af nedfrosne, befrugtede æg er de samme som ved direkte oplægning. Det betyder, at barnløse pars ventetid kan blive kortere.

Af: Trine Gjerlevsen, Redaktionsassistent, 11. august 2020

Der er gode nyheder til barnløse par og enlige i fertilitetsbehandling.

Mindre studier har tidligere antydet, at den metode, hvor man nedfryser de befrugtede æg i en periode på 1-2 måneder, er at foretrække frem for en direkte oplægning af de befrugtede æg.

Det skyldes, at forskerne har haft en mistanke om, at den hormonstimulerende cyklus, som kvinden er midt i, når æggene tages ud, påvirker livmoderslimhinden i negativ grad. Forskerne mente således, at chancerne for graviditet var betragteligt mindre sammenlignet med, hvis man nedfryser de befrugtede æg og lægger dem op under kvindens normale cyklus.

Mere om fertilitetsbehandling: IVF og ICSI

Nyt studie giver kortere ventetid

Men nu viser et nyt studie, at chancen for at blive gravid er fuldstændig den samme lige meget, om de befrugtede æg lægges op med det samme, eller om de bliver nedfrosset i 1-2 måneder, før de lægges op i kvindens normale cyklus. Det nye studie, der er publiceret i det medicinske tidsskrift BMJ, er udarbejdet af Rigshospitalet og Hvidovre Hospital.

Og det er en god nyhed for par og enlige, der er i fertilitetsbehandling. Det betyder nemlig, at de kan komme uden om de 1-2 måneders ekstra ventetid.

– Studiet betyder, at vi nu med sindsro kan lægge æg tilbage med det samme i den hormonstimulerede cyklus, siger professor Anja Pinborg, der har været i spidsen for studiet. 

6 gode råd: Til par i fertilitetsbehandling

Undtagelsen er overstimulation

Det er dog ikke i alle tilfælde, at de befrugtede æg kan lægges direkte tilbage igen. Hos cirka 10 procent af kvinderne i behandling er der nemlig risiko for, at de bliver overstimulerede af hormonbehandlingen. Det kan i værste tilfælde føre til væske i bughulen og på lungerne samt blodpropper.

I de tilfælde, hvor kvinden har risiko for overstimulation, bør man derfor fortsat vente med oplægningen af æggene, understreger Anja Pinborg.

– Samtidig ved vi nu takket være dette studie, at vi helt kan undgå overstimulation, hvis vi nedfryser de befrugtede æg for de kvinder, der har en særlig risiko for overstimulation. Vel at mærke uden at deres graviditetschancer forringes, og det er vi utroligt glade for, forklarer Anja Pinborg.

Ingen af de 460 kvinder, som indgik i studiet, blev overstimulerede.

Få flere nyheder i Alt Om Børns Nyhedsbrev her
Kilder: Rigshospitalet, BMJ