Feberkramper: Sådan skal man forholde sig

Feberkramper kan virke voldsomme, og som forælder bliver man utrolig bange. Det er dog yderst sjældent, at det er farligt eller medfører varige men. Her giver vi dig en række råd til, hvordan du skal forholde dig, hvis dit barn får et feberkrampeanfald.

Af Julie Fristed Hansen, Redaktionsassistent, 10.04.2019

Feberkramper opstår primært hos børn mellem et halvt år og fem år, det er dog kun tre til fem procent af alle børn, der får det. Normalt opstår feberkramper på første sygdomsdag, hvis temperaturen stiger hurtigt og brat.

Feberkramper varer normalt kun et par minutter, men kan virke voldsomme. Det skyldes, at barnet mister bevidstheden, hvorefter krop, arme og ben stivner, og huden bliver bleg og evt. blålig. Hovedet bøjer bagover, og der kommer rykvise trækninger i arme og ben.

Læs også: Sådan lindrer du dit barns forkølelse og influenza

Hvad kan man gøre, hvis ens barn får feberkramper?

Lægen skal altid kontaktes, og barnet bliver ofte indlagt første gang, I oplever feberkramper.

  • Mens krampeanfaldene står på, skal man ikke foretage sig noget. Mange tror, at man skal putte en genstand i munden under krampeanfald for at undgå tunge-og læbebid. Det skal man IKKE.

  • Du skal kun foretage dig noget under krampeanfaldene, hvis barnet begynder at kaste op. Her skal du meget forsigtigt vende barnet på siden med hovedet let nedad.

  • Når kramperne er overstået, skal I lægge barnet i aflåst sideleje.

  • Ved krampeanfald, der varer længere end et par minutter eller ved flere krampeanfald i træk skal I ringe 112.

  • Har barnet tidligere haft feberkrampe, er det ikke altid nødvendigt med indlæggelse. Dog skal barnet altid tilses af en læge.

Vil du læse mere om feberkramper, behandling og forebyggelse af det, så se Netdoktors artikel om feberkramper.