Fastsiddende moderkage og hinderester

Det er vigtigt at moderkagen kommer ud efter fødslen, fordi en fastsiddende moderkage eller rester af moderkagevæv i livmoderen kan forhindre tilstrækkelig sammentrækning af livmoderen og således forårsage blødning.

Af Sanne Lausen Wolff, jordemoder, 30.03.2016

Moderkagens fødsel

Når barnet er født, fortsætter sammentrækningerne i livmoderen, herved løsnes moderkagen. Nogle gange kommer moderkagen helt af sig selv, men ofte vil jordemoderen trække let i navlesnoren, for at hjælpe den ud. Der efterlades et stort sår på livmodervæggen, hvor moderkagen har siddet. Og det er vigtigt at livmoderen trækker sig sammen efter fødslen, for at sikre, at såret ikke bløder for meget.

Jordemoderen undersøger om moderkagen er intakt. Hvis en del af moderkagen ikke er kommet med ud, kan livmoderen have svært ved at trække sig sammen, hvilket kan forårsage alvorlig blødning. Ved blødning på mere end en liter kan det være nødvendigt at tømme livmoderen manuelt for rester af moderkagevæv eller fosterhinder. Dette indgreb foretages på en operationsstue og foregår under bedøvelse på.

Mindre vævsstykker eller hinderester behøver ikke umiddelbart at give problemer, men senere kan der blive problemer med infektion, hvis der er efterladt væv i livmoderen efter en fødsel. Kvinder, der oplever blødning, stærke mavesmerter eller feber kort efter fødsel, vil derfor blive undersøgt, for at udelukke, at der er væv tilbage i livmoderhulen. Behandlingen vil være en udskrabning og eventuelt antibiotika.

Fastsiddende moderkage

Ved cirka to til tre procent af fødsler i Danmark er der fastsiddende moderkage. Det vil sige, at moderkagen ikke løsnes og fødes af sig selv. Hvis ikke det bløder fra livmoderen har man god tid, og kan forsøge forskellige tiltag, der kan hjælpe livmoderen til at trække sig sammen.

Det kan for eksempel være at lægge barnet til brystet, fordi det stimulerer kroppens egen produktion af oxytocin, som er det hormon, der får livmoderen til at trække sig sammen. Nogle gange sprøjtes medicinsk oxytocin eller saltvand op i navlesnoren.

Man kan også lægge akupunktur på specifikke punkter, som skal virke sammentrækkende på livmoderen. Hvis moderkagen ikke er kommet en time efter barnets fødsel, må man fjerne den manuelt.

I enkelte tilfælde medfører den fastsiddende moderkage betydelig blødning, og i så fald må den fjernes straks.

Behandling

Ved fjernelse af moderkagen fører lægen sin hånd ind i livmoderen, og moderkagen fjernes uden brug af instrumenter. Dette kræver bedøvelse, oftest en spinalbedøvelse.

I de sjældne tilfælde, hvor livmoderen har problemer med at trække sig sammen efter at moderkagen er fjernet, kræver tilstanden intensiv medicinsk behandling. Dette skyldes, at der kan opstå vedvarende, livstruende blødning. Lægen vil først bruge de former for medicin, der kan få livmoderen til at trække sig sammen. I sjældne tilfælde er dette imidlertid ikke tilstrækkeligt, og man må udstoppe livmoderen med servietter eller balloner i mindst et døgn.