Endometriose: 5 symptomer

Endometriose er en sygdom, som kan påvirke fertiliteten og gøre det sværere at blive gravid. Symptomerne er ikke entydige, men alligevel er der nogle ting, du kan holde øje med, da det kan være tegn på endometriose.

Af: Julie Fristed Hansen, Redaktionsassistent, 31. august 2019

Endometriose er en sygdom, hvor man har væv af samme type som livmoderslimhinden et andet sted – det kan blandt andet findes i livmoderens muskulatur eller æggestokkene, men det kan også være i blæren, i bughulen eller i tarmen. 

Typisk viser endometriose sig ved små blåsorte pletter på bughinden eller æggestokkene, som kun kan ses ved en undersøgelse. I visse tilfælde kan det medføre dannelse af blodfyldte cyster, også kaldet chokoladecyster. Ofte er der også sammenvoksninger af de indre kvindelige kønsorganer. Sammenvoksningerne opstår som følge af blodet, der irriterer bughinden, så organerne ikke kan glide uhindret forbi hinanden, men har tendens til at klæbe til hinanden.

Læs også: Amning reducerer risikoen for endometriose 

Endometriose kan gøre det svære at blive gravid og fuldføre en graviditet på grund af sammenvoksninger, men også fordi det mindsker sandsynligheden for, at et befrugtet æg sætter sig fast og øger risikoen for abort. 

Smerter ved samleje kan være et tegn

Enometroise er en meget almindelig tilstand, og mange kvinder mærker ingen gener. Symptomerne er ikke entydige og kan være tegn på andre ting, hvorfor det også kan være udfordrende at stille diagnosen. Der er dog fem symptomer, som ofte ses hos kvinder med endometriose.

  1. I de tidlige stadier af endometriose vil man typisk opleve smerter i forbindelse med, at man har sin menstruation. 
  2. Med tiden vil smerterne være mere kroniske og derfor være uafhængige af menstruationen. 
  3. Hvis man har de såkaldte chokoladecyster, kan det mærkes ved, at man har en fornemmelse af, at der er noget, som “fylder” i maven. 
  4. Ofte vil man opleve smerter ved samleje. Dette kan betyde, at samlejefrekvensen er mindre, hvilket også kan være en faktor, der påvirker chancerne for at blive gravid. 
  5. Nogen mærker smerter ved vandladning og afføring. 

Læs også: 10 gode råd til kvinder om fertilitet 

Har du gener og mistænker, at du har endometriose, bør du kontakte lægen, da det i disse tilfælde kræver behandling. Du kan læse mere om endometriose, hvordan lægen stiller diagnosen og behandling af endometriose i Netdoktors artikel om emnet

Få flere nyheder i Alt Om Børns Nyhedsbrev her