Børnefamilier og grøntsager

Sunde børn og grøntsager er for alvor kommet på dagsordenen, og forældre fra hele landet har deres egne fif til hvordan børnene får en grøn hverdag.

Af Redaktionen i samarbejde med “6 om dagen”-kampagnen, 25.01.2010

1.300 råd fra børnefamilier strømmede ind til 6 om dagens konkurrence “Vild med grønt”. De tre vindere lader børnene smage og vurdere grønsager, servicerer let dovne teenagere og serverer grønt til alle måltider – også morgenmaden. 

Mange gode løsninger  

  • Stil krav om, at børnene skal smage på grønsagerne og acceptér, at de ikke kan lide alt første gang.
  • Skær store mængder af grønsager ud og stil dem på køl, så familien altid har en god snack ved hånden.
  • Og husk lidt grønt til alle dagens måltider – så kan du glemme alt om uoverkommelige grønsagsbjerge til aftensmaden.

Det er ingredienser i de tre bidrag, som vandt konkurrencen “Vild med grønt”, som 6 om dagen-kampagnen afholdt over sommeren 2009. 1.300 familier indsendte råd, der på en overkommelig måde nu skal hjælpe flere grønsager ind i andre familiers hverdag, og dommerpanelet er imponeret over rådenes kvalitet.

Eksperterne var:

  • PB i Human Ernæring Christian Hovmann fra Viffos
  • Børnepsykolog Margrethe Brun Hansen
  • Sociolog Emilia van Hauen
  • Sundhedschef og ph.d. Ida Husby fra FDB
  • Madekspert og ph.d. Gitte Laub Hansen fra Kræftens Bekæmpelse

»Det er fantastisk, at 1.300 familier er så engagerede, at de deler ud af deres erfaringer. Mange råd virker velafprøvede og ernæringsrigtige og er lige til at bruge,« siger kok og PB i Human Ernæring Christian Hovmann.

1. Vinder: Sæt ord på smagen

Den ene af de tre præmier – et års abonnement på frugt og grønt fra Coop NETtorvet – gik til Karin Hougesen. Familiens to piger på 8 og 11 år skal smage på al mad på bordet. Hvis de ikke kan lide dele af maden, er det ok at vælge én del fra. Sådan har det været, siden pigerne var små, også selvom “ad” var en tilbagevendende kommentar. Når Karin og hendes mand serverer en ny ret, beder de pigerne give maden karakterer fra 1 til 5. Ofte er pigerne med på indkøb, og opdager de nye grønsager, for eksempel grønne blomkål eller hvide gulerødder, køber Karin Hougesen dem og lader pigerne smage.

Emilia van Hauen er begejstret for forældrenes lederskab: »De kæmper for deres overordnede værdier, men sætter som moderne ledere ikke bare deres vilje igennem. De viser respekt ved at anerkende, at alle ikke har samme smag, og de opdrager børnene til at blive nysgerrige og til selv at kunne klare en husholdning en gang. De virker bevidste om, hvad de giver videre.«

2. Vinder: Grøn snack foran computeren

Lisbeth Aastrup fra Roskilde indså, at hendes drenge på 12 og 14 år ikke spiser grønt, selv om køleskab og frugtskål er tanket op. Derfor skærer hun om morgenen grønsager i mundrette bidder, som hun putter i plastbokse. Boksene stiller hun for eksempel på trappen op til drengeværelserne, så de ikke kan undgå dem, når de vil spille computer efter skole. Det, drengene ikke spiser i løbet af dagen, smider Lisbeth ikke ud, men genbruger i familiens aftensmad. »Der skal et højt serviceniveau til. Når de er sultne om eftermiddagen og spiller pc med vennerne herhjemme, spiser de grønt som snack,« siger Lisbeth Aastrup.

Den løsning kalder Margrethe Brun Hansen omsorgsfuld: »Hun forstår, at drengene har deres eget liv og subkultur. Hun respekterer, at de har brug for at pleje venskaber, og hun tilbyder grønsager, når drengene er modtagelige. Dermed reducerer hun konflikter, og jeg tror, at drengene oplever det som omsorg,« siger Margrethe Brun Hansen.

3. Vinder: Agurker på morgenbordet

Den tredje vinder serverer grønt til alle måltider. Necla Anik fra Ikast sætter efter tyrkisk tradition skivede agurker, tomater og peberfrugter på morgenbordet.

Det råd tager Christian Hovmann til sig: »Grønsager er ikke en naturlig del af dansk morgenmad, men kan indgå som halen på for eksempel havregryn. Med mange små serveringer til alle dagens hoved- og mellemmåltider bliver det overkommeligt for alle at spise mange grønsager. Hvis man samler alle grønsagerne til et bjerg ved ét måltid, kan det virke uoverkommeligt,« siger Christian Hovmann.