Børn har godt af at være på egen hånd i naturen

Børn kan danne større samhørighed med naturen ved at bruge mere tid udenfor på egen hånd. Det understreger et nyt studie.

Af: Trine Gjerlevsen, Redaktionsassistent, 11. august 2020

Vi vil alle gerne opdrage vores børn med gode værdier. For mange forældre indebærer det blandt andet at lære sine børn at have empati og respekt for andre mennesker. Men mange ønsker også at give deres børn et godt forhold til naturen – et forhold, som er præget af respekt og omtanke.

Et nyt amerikansk studie fremhæver, at børn kan danne en stærk relation til naturen ved at bruge mere tid på egen hånd i det grønne.

Og der er mange fordele ved at skabe et stærkt forhold til naturen og opholde sig udenfor, understreger Kathryn Stevenson, der er en af forskerne bag studiet. Et tæt bånd til naturen er ikke bare godt for barnets mentale og fysiske helbred på lang sigt. Ifølge forskerne er det samtidig godt for jordens fremtid, da et barn med en tæt relation til naturen med højere sandsynlighed vil føle en trang til at passe på naturen i fremtiden.

Ud i det blå: Aktiviteter med børn i naturen

Alenetid under åben himmel

Studiet er baseret på data fra 1.285 børn i alderen 9-12 år. Forskerne har stillet børnene en række spørgsmål om den tid, børnene bruger i naturen. De var særligt interesserede i, hvilke aktiviteter børnene lavede i naturen, om de var komfortable i naturen, og hvordan de generelt havde det med at være udendørs blandt planter og dyr.

Ifølge studiet udgør selv byparker og træer i bybilledet en stor forskel for børns forhold til naturen. Det er særligt barnets alenetid i naturen, der er afgørende for, at barnet identificerer sig med naturen og føler sig komfortabel i den.

Dansk studie: Børn finder glæde i naturen

Forskerne fremhæver, at de voksne fortsat skal være til stede for at holde øje med børnene og sikre, at børnene er i sikkerhed og har det godt. Men børnene har ifølge studiet godt af, at de voksne træder i baggrunden og lader børnene udforske naturen på egen hånd.

Ved at få børn til at interessere sig for naturen i de år, hvor de dannes mest, kan man ifølge forskerne skabe en ny generation, som har større omtanke for klima og natur.

Få flere nyheder i Alt Om Børns Nyhedsbrev her

Kilder: Taylor & Francis Online, ScienceAlert