Bilferie: Sådan forbereder du den lange køretur

Når I starter ferien med en lang køretur, er det vigtigt at forberede den rigtig godt. Så går det nemlig ikke helt galt med børnene på bagsædet.

1: Dit barn skal sidde godt
Det første og vigtigste er, at dit barn sidder i en godkendt autostol, at det er sat godt tilrette og kan se ud af vinduet. Husk puder, tæpper og sovebamsen til at lave en god sovestilling. 
Vær opmærksom på at hvordan og hvor i bilen dine børn må sidde, afhænger af reglerne i det land du er i. Se her hvilke regler, der gælder der hvor du skal hen.


2: Undgå søde drikke og sukker
Når ferien starter, hiver mange forældre de søde sager frem. Men vent lidt med det, for sukker-aktive børn på en lang biltur er en farlig cocktail, der sandsynligvis ikke bringer jer meget længere væk end lige syd for grænsen.

Sørg i stedet for sunde snacks, såsom grøntsagsstænger, frugt og gode madder samt en flaske vand. Rosiner og figen-stænger er godt til at tage den søde trang (og når det så er sagt, så kan et par back-up vingummier gøre underværker i nødstilfælde!).

3: Hold pauser
I trænger alle sammen til at strække benene. Det er ret nemt at høre, hvornår børnene trænger til pause, så respektér det, og sørg for at få tisset af, skiftet ble og løbet lidt omkring. Giv børnene masser af opmærksomhed i pauserne – så klarer de sig lidt længere ad gangen, når bilen kører.

4: De små uheld
… kan let klares med køkkenrulle, vådservietter, lommetørklæder og skiftetøj. Husk at have alt dette i din umiddelbare nærhed, for man ved aldrig, hvad der sker. Hav også altid en lille plasticpose i din nærhed – nogle børn kan blive køresyge, og man har desuden brug for et sted at smide bananskræller, æbleskrog og affald hen.

5: Aktiviteter til børnene
Underholdning, underholdning, underholdning. Hvordan får man dog beskæftiget børnene i de mange timer? Jo – medbring bøger, det nyeste legetøjskatalog, lidt nyt (men småt!) legetøj – for eksempel yndlingsdukken eller et stykke lego, der kan holde dig barn beskæftiget i nogen tid. En magnetisk tegnetavle passer til de børn, der tegner meget, og så undgår du at udføre akrobatiske krumspring for at finde den tabte røde tus mellem to sæder og bag autostolen.

Lydbøger er et hit, så snart barnet er omkring 2 år og du kan låne alle de gode Astrid Lindgren eller Ole Lund Kierkegaard på biblioteket. Her kan du også låne god børnemusik, der kan give anledning til fællessang på bagsædet i nogle timer.

Til de ældre børn kan du overveje at have en tablet, Nintendo DS eller PSP med. Så burde du være sikret ro i bilen i et par timer.

6: Køresyge
Har dit barn tendens til køresyge, ja så skal I nok indstille jer på, at køreturen bliver afbrudt af mange pauser og i værste fald – opkast! Gode råd mod køresyge er blandt andet:

  • Sørg for at barnet hverken er for sulten eller mæt på turen. Hav altid en frisk snack klar såsom æble, vindfruer eller banan og hav vand klar på flaske.
  • Luk jævnligt frisk luft ind i bilen. En varm bil øger kvalmen.
  • Lad barnet se lige ud. Hvis det er muligt, så sæt barnet i midten af bilen, så det kan holde øje med vejen og kørslen.
  • Hold mange pauser
  • Kør forsigtigt. Undgå hurtige sving og hårde opbremsninger.