8 gode råd til at skælde mindre ud

Det går hårdt ud over barnets selvværd, når voksne råber og skælder ud. Og det kan faktisk godt lade sig gøre at opdrage et barn uden skæld ud. Vi giver dig 8 gode råd til, hvordan du kan gøre det.

Selv om barnet er midt i selvstændighedsalderen, gør ting det ikke må eller måske ligefrem slår et andet barn, så er det ikke nødvendigt at skælde ud. Hvis du skælder meget ud, kan det gå hårdt ud over dit barns selvværd, og vi giver dig derfor otte gode råd til, hvordan du kan opdrage dit barn – uden at råbe!

  1. Tæl til 10
    Hvis du bliver vred over noget, dit barn gør, så tæl til 10, inden du siger noget. På den måde får du tid til at tænke, inden du handler.
  2. Spørg barnet
    Spørg først ind til situationen og til barnets følelser. Start for eksempel med: “Hvordan kan det være, at du ….?”
  3. Se tingene fra barnets perspektiv
    Børn handler oftest anderledes end voksne, så brug lidt tid på at se det fra barnets side.
  4. Lyt til barnet
    Lad barnet selv fortælle, hvad det tænkte i situationen. Hvis barnet endnu ikke kan tale, så giv dig tid til at aflæse barnets følelser.
  5. Giv barnet ord
    Hjælp barnet med at forklare og sætte ord på. Du kan for eksempel sige:  “Var det fordi, at du gerne ville have skovlen?” eller “Det er også rigtig svært at tage bukser på selv.” På den måde viser du barnet, at du godt kan forstå dets følelser.
  6. Sæt grænser
    Det kan godt lade sig gøre, at sætte grænser uden at skælde ud. Øv dig på at sige tingene stille og roligt og se, om det ikke virker på dit barn.
  7. Giv barnet alternative løsninger
    Som for eksempel: “Ville du gerne have skovlen? Den leger Tobias lige med, men du kan tage riven her istedet for.” “Du må ikke slå, men du må gerne ae.”
  8. Indstil dig på, at du skal sige det mange gange
    Små børn forstår ikke tingene hverken første eller anden gang. Indstil dig på, at du skal sige tingene mange gange, og at det ofte kræver, at du kombinerer talen med handling. Du skal for eksempel ofte flytte barnet væk fra ‘konflikten’ eller aflede dets opmærksomhed på anden måde, før et barn kan slippe tanken om noget, det virkelig gerne vil.

Læs mere om børn, opdragelse og selvstændighedsalder