4 råd til at få dit barn til at falde til ro

Når børn tester grænser af, kan det ende ud i råb, skrig og udadreagerende adfærd. Når intet du siger, lader til at virke beroligende, kan du stadig gøre disse ting for at få dit barn til at falde til ro.

Af Redaktionen, Alt om Børn, 04.01.2017

Det er ganske normalt, at børn tester dine grænser af. Det er en ganske normal del af deres udvikling. Dette kan være enormt udmattende, hvis det ender ud i, at dit barn næsten nægter at kommunikere med dig.

Som voksen er man vant til at meget kommunikation foregår gennem tale, men det virker ikke altid på børnene. Og hvis de er helt oppe i det røde felt, må man derfor ty til andre former for kommunikation, for at få barnet til at falde ned igen. Når barnet er roligt, kan man opdrage og sætte de nødvendige grænser.

4 råd til at få dit barn til at falde til ro

1: Kærlig berøring

Selvom det ikke falder dig lige for at være meget kærlig, hvis dit barn har opført sig meget grænseoverskridende, virker det ikke desto mindre på at få barnet til at falde ned. Aen på kinden, et knus eller et lille strøg på ryggen frigiver ‘kærlighedshormonet’ oxytocin, der reducerer stress-hormonerne, der kan have ophobet sig hos det opildnede barn.

2: Vær i øjenhøjde med barnet

Hvis dit barn er i øjenhøjde med dig, vil du fremstå mindre konfronterende, ogdet har en beroligende effekt på barnet. Du kan derfor enten løfte dit barn op på et bord og holde om dem eller sætte dig ned på gulvet, så jeres ansigter mødes.

3: Fremhæv hvad barnet må

Det kan måske falde dig meget naturligt bare at sige nej (eller varianter af det) over for dit barn. Dog virker det oftest mere forståeligt for barnet, hvis du i stedet fremhæver noget positivt overfor barnet og derfor siger, hvad det gerne må. Hvis barnet kravler op i møblerne, kan du i stedet sige: “Nu skal jeg vise dig, hvor du gerne må kravle henne”. Hvis barnet er under 3 år, virker det også at vise ham eller hende, hvad det gerne må gøre. Du kan fx følge dit barn et sted hen, hvor det gerne må opføre sig på den måde, det har gjort et ‘forbudt’ sted.

4: Forebyg situationerne

At skulle forudsige, hvornår dit barn går fra glad til splitterravende sur er selvfølgelig altid lettere sagt end gjort, da børns humør kan vende på en tallerken. Men hvis du nu oplever, at stemningen hos dit barn er ved at vende, kan du reagere energisk og positivt ved at distrahere dit barn fra dét, det umiddelbart er i gang med. Du kan fx sige: “Skal vi ikke gå hen og finde et andet stykke legetøj, du kan lege med?” eller du kan vise barnet hen til et andet sted.

Kilde: Nordicparentic