Bogen har en sød historie, som tager et emne op, som kan være svært at snakke om i familier med brudte parforhold/ægteskaber. Pointen er sød i den forstand, at man trækker på smilebåndet, men inderst inde ved man også at det ikke helt fyldestgørende. Den er derfor ikke kun er ’god underholdning’, da den tager et seriøst problem op, som kan være altoverskyggende i børns liv – følelsen af ikke at høre til og være udenfor.

Sproget er let tilgængeligt og typisk for Kim Fupz Aakeson. Det er korte sætninger med direkte tale – men mest set ud fra Vitello (hovedpersonen), som gør at synspunktet får et barnligt islæt.

Bogens layout er tiltrækkende på den måde, at den er fyldt med mange farver. Tegningerne er barnlige på den måde, at de ikke er ’perfekte’, men samtidig er man ikke i tvivl om hvad det skal forestille. Endvidere passer tekst og illustrationer godt sammen, som er med til at understøtte bogens historie og pointe. Desuden er hver side i en ny farve, så baggrunden ikke bare er kedelig hvid hele vejen igennem. Mængden af illustrationer er passende i forhold til tekstmængden, når man tænker på, at den er til små børn (men også meget hyggelig at læse bare for sig selv..)

Som  højgravid, kan jeg forstille mig, at det ikke var en bog, som jeg ville bruge til godnatlæsning, da emnet simpelthen er for komplekst til at barnet skal få sådan en historie lige inden sengetid.

Det ville være en bog man kunne tage op i forbindelse med spørgsmål fra barnet – fx hvorfor har XX ikke nogen far, osv. Jeg mener, det er en bog, som der skal snakkes igennem bagefter med barnet – selvfølgelig på et meget lavt niveau. For at jeg ville bruge den som godnatlæsning skulle historie have et andet emne, men personlig elsker jeg Kim Fupz Aakesons skrivestil og synes den behandler det nuværende emne på en behagelig måde. Hverken for meget eller for lidt. Måske en anden bog i samme serie kunne være godnatlæsning-stof…

Jeg vil give bogen 4 stjerner, da det er svært for mig at vurdere i og med at jeg ikke har børn.