Jeg tror ikke, der er så meget ide i at bede om at snakke med en psykolog, hvis I allerede er inde i det børnepsykiatriske system - med mindre, naturligvis, at du har behov for at få talt med nogen om alle disse livsomvæltende ting, der sker for jer.
Det, Børneambulatoriet gerne skulle gøre for jer, er at få klarlagt din søns symptomer og diagnosticeret, hvad der ligger til grund for dem. Når I har en diagnose, skal kommunen så på banen med en plan for, hvad der er den bedste vej frem.
For min datter foregik det ved, at hun nærmest gik i børnehave dér i stedet for sin almindelige børnehave; altså en ambulant indlæggelse. Hun havde så lege-seancer og børnevenlige samtaler med både en psykolog og en psykiater og blev observeret dagen igennem i sin leg og (manglende) kontakt til de andre indlagte børn.
Efter opholdet fik hun diagnosen på Aspergers syndrom, og der var et møde, hvor børnepsykiatrisk personale, personale fra min datters børnehave, kommunens psykolog og en kommunal sagsbehandler alle var til stede, så et bredt samarbejde kunne blive etableret.
Vores kommune har et rigtig godt tilbud til børn på autismespektret. Det ligger fysisk adskilt fra den 'almindelige' skole, så børnene har fredelige rammer, klasserne er små (7-9 elever), undervisningen er differentieret, så alle børnene kan følge med på deres niveau, der er god plads til time-outs, og voksne, som kan håndtere, når børn (fx min datter) er stærkt udadreagerende.
Jeg ved ikke, om vi er priviligerede med et exceptionelt tilbud, eller om det er tilsvarende i andre kommuner. Men jeg kan love dig for, at det har gjort en kæmpe forskel. Mit barn ville have haft nedture og konflikter fra dag 1, hvis hun skulle gå i en almindelig klasse, og jeg kan godt frygte, at hun ville være blevet tabt fuldstændigt både undervisningsmæssigt og socialt. I stedet er hun nu lige fyldt 7, læser på 3. klasses niveau og har matematik på 2. klasses niveau. Socialt er hun bagud; hun har ingen nære venner, men hun kan rummes af det trygge miljø, og der er ingen form for mobning for at være 'anderledes'.
Knus og godt mod herfra :)
Log ind for at besvare indlægget
|