Puha - havde ikke troet at jeg nogensinde skulle ende i den situation jeg befinder mig i nu..

Jeg er gravid i 8. uge og er "blevet" single og faren ønsker INTET kontakt til barnet.
For tre uger siden var jeg i et forhold som kørte på 15. måned - min ex erklæret at han ville alle aspekter med mig, dertil hørende at skulle stifte en familie og vi skulle flytte sammen til oktober.. Ingen af os kendte til min graviditet.

For to uger siden var mit liv noget rod da min ex fik kolde fødder.. han turde ikke at flytte sammen og skulle stifte familie igen  (skal lige siges at han har tre børn fra tidligere forhold - alle med samme kvinde i alderen 8-18 år.). Han var bange for at få flere børn og frygte at han atter kunne blive delefar. Han kunne heller ikke helt magte det at skulle få små børn på ny og derved tilsidesætte den ugentlige frihed han har nu hvor han ikke har børn. Vi var to mennesker der var to vidt forskellige steder i vores liv. Han ønskede at nyde sin frihed igen og jeg ønskede at stifte en familie. Så hvis jeg skulle have ham var det uden børn og "bare" ham ellers skulle jeg videre..

For en uge siden, i mit forsøg på at komme videre, fandt jeg ud af at jeg er gravid... Alle åbenlyse omstændigheder taler for en abort. Og mit eget værdisæt har egentlig altid været at man er to styks til at stifte en familie - at man er fælles om sådan en beslutning. Og man ikke skal sætte et barn i verden for enhver pris. Og at det skal være under lykkelige omstændigheder.

Men føj hvor det konflikter mod min inderste følelser! For mine inderste følelser beder mig beholde barnet. Jeg følte mig så tæt på en drøm for tre uger siden - og nu skal jeg tage stilling til om det er etisk korrekt at pådutte en sådan "dom" for et andet menneske ved at få barnet, skal tage stilling til om jeg kan ”tillade” at sætte et barn i verdenen på baggrund af et måske egoistisk behov – og især når omstændighederne vil være alenemor, ingen far overhovedet og et hårdt hårdt liv og ingen aflastning.. Mit netværk er begrænset i og med at de tætteste veninder fortsat bor i Århus, familien på fyn og de veninder jeg har i Kbh alle har deres egen familie at forholde sig til.

Men følelserne for at få en abort er ikke de rette – ikke hvis jeg skal mærke helt efter. Jeg frygter at jeg inderligt vil fortryde mit valg nu og ikke mindst senere i livet. Ligeledes, vil jeg nogensinde kunne få børn igen. Bliver 33 til oktober.. og er udfordret af en kommende undersøgelse der går på min hormon produktion (bliver klogere omkring dette den 14 september). Pludselig har jeg svært ved at forsvare mine egne følelser i og med at jeg føler at det kun bliver for min egen skyld - og dermed en egoistisk handling og ikke særlig etisk. Samtidig kan jeg heller ikke slippe den følelse at jeg af en eller anden urealistisk årsag ser det her væsen som et kærlighedsbarn hvor han ser det som en forhindring... Og bliver det så igen ikke "bare" til en egoistisk handling?

Jeg er bange for at jeg inderligt vil fortryde en abort og at det vil forfølge mig for altid. Men samtidig kan jeg heller ikke lade være med at tænke om det samme ikke gør sig gældende for min ex? At mit valg om at beholde barnet vil forfølge ham for altid og han vil altid føle sig som en fiasko. Og at jeg derigennem ødelægger hans liv såvel som en abort vil ødelægge mit liv.. Derudover skræmmer det mig også bare at skulle gå igennem en graviditet alene og ikke mindst når barnet er født – at det KUN er mig.

Jeg er sikker på at jeg vælger at beholde barnet - men jeg føler virkelig at jeg ændre en andens liv ved at træffe det valg. Ved også godt at taknemligheden for at vælge en abort nok heller ikke vil være der fra hans side.. men hvordan tackler man dette i sådan en situation? Han har jo heller ikke været ansvarlig i det her - han flygter og svigter mig atter. Han får mig til at føle mig uønsket ved at udmelde at han intet kontakt ønsker. Er der andre i samme situation der ønsker at dele ud med deres tanker?

Kh Charlot

Log ind for at besvare indlægget

Del med andre