Min søn på 5 måneder vil ikke sove om dagen. Han vil bare ikke gi sig, fordi han ikke vil gå glip af noget. Hvis han endelig er faldet i søvn så sover han kun i 40 min ad gangen om dagen (højst 3 gg/dagligt). Det betyder, at han ofte er overtræt om aftenen, og ikke vil sove. Hvis vi forsøger at putte ham ved 20-tiden, vågner han også efter 40 min. Det er først efter han er faldet i søvn igen at han falder helt i søvn. Derefter sover han okay godt, med lidt uro i kroppen.
De første 2 måneder af hans liv, var en tortur for mig (ked af at skulle føle det sådan). Han ville hverken sove om dagen eller natten (når han endelig faldt i søvn varede det ca i 20 min). Han skreg og skreg lige så snart han åbnede øjnene. Det var så hårdt, at jeg fik depression igen og ikke kunne være i nærheden af ham. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv.
Han er begyndt at brokke sig når han kommer i seng om aftenen. Har så meget angst for at der kommer flere aftner hvor han bare ikke vil sove. Er sket 3 gange efter de 2 måneder hvor han har skreget og skreget.
Om dagen nægter han stadigvæk at sove. Og han er bare så træt!
Vi har indført putteritualer både til aften og til dag, men han går i flitsbue når han bliver lagt i liften (når han skal sove om dagen) uanset hvor hyggeligt vi lige havde det. Han begynder med at ”kalde” via gråd (mere som skaberi) og hvis der så ikke sker noget, øger han tempoet og skriger i vilden sky indtil man tager ham op.
Han er en dreng med temperament og viser klart og tydeligt når der er noget som ikke går efter hans plan. En meget stædig fyr. Jeg synes også han er rigtig godt udviklet i forhold til hans alder. Derfor har jeg prøvet op/ned metoden for at få ham til at forstå, at nu er det altså puttetid! Men har hurtigt givet op.
Ellers er han en glad baby, der gerne vil se og opleve ting. Han er meget social og elsker at snakke. Og lige meget om øjnene lukker i og er røde af træthed, så kæmper han alligevel med at holde dem åbne. Hvilke så resulterer i overtræthed. Og så er vi der igen hvor der er skrig og skrål om eftermiddagen/aftenen. Der skel lige siges at han har meget stærke lunger.
Lidt om mig. Jeg har haft angst siden 6 år tilbage. Indimellem har jeg også haft depression. Problemet er at jeg går med angst hele tiden, fordi jeg er bange for min søns reaktioner når han ikke får det som han vil ha det. Tror det minder mig om tiden de 2 første måneder. Jeg er bange for at han ikke får nok søvn og bliver overtræt så jeg ikke kan trøste ham. Derfor falder jeg let tilbage til ”hovsa-løsningen” – nemlig ved at vugge ham, til han falder i søvn. Og atter igen sover han kun 40 min. Har prøvet at stå klar og vugge liften så han sover videre men han kæmper imod. Han græder meget hurtigt efter han er kommet ned og ligge igen.
Det samme sker når han ligger i barnevognen. Lige meget om vi triller så vågner han stadigvæk efter 40 min og vil op. Det resulterer i at jeg ikke tør gå for langt væk hjemmefra, men går tur rundt om blokkene. Jeg er så frustreret. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke er ked af det. Jeg føler mig så svag og føler heller ikke han kan falde til ro i mine arme. Jeg ammede den første uge, men var nød til at gå tilbage til mine gamle antidepressiv medicin, og kunne derfor ikke amme mere. (Jeg var endt i depression) Det tog også hårdt på mig eftersom jeg havde forestillet mig at amme og at det var det ”rigtige”. Dagen i dag tænker jeg, hvad nu hvis jeg havde fortsat med at amme, mon jeg havde fået bedre kontakt med ham og det hele ville være anderledes?
Jeg tør heller ikke tage ham ud blandt mennesker – f.eks. bilka, shoppingcenter – da han får for mange indtryk og bliver træt men ikke vil sove. Og det ender så atter igen i skrig og skrål om eftermiddagen/aftenen. Vi er begyndt til babysvømning. Det overvejer jeg også at droppe, da han er helt færdig efter det, men nægter at sove og så starter skrigeriet. Føler ikke jeg har noget liv med ham andet end at være inde i lejligheden.
Log ind for at besvare indlægget
Del med andre
