Så skete det - min skønne vidunderlige datter, min solstråle kom til verden i går den 16 maj kl. 18.23 - 3700 g og 54 cm, så perfekt.

Havde besluttet mig for at en gå tur kunne sætte det i gang, så min mor kom på besøg og vi hentede min søn i børnehave, derefter gik vi på fisketorvet, hvor min mor havde lovet Liam en burger, og mens vi sidder der, kl 14.43 mærker jeg nogle jag og tænker, hmm er det nu, havde mærket kramper før og troet det var ved og lige op over, og tænker de skal da gåes til. Så vi er i bog og idé for at købe en bog til hende om hende, og jeg forlyster mig i føtex og naivt køber jeg en hel kylling til aftensmad - mens jeg får kraftigere og kraftigere smerter og støtter mig til alt hvad jeg kan og klemmer på alle hylder jeg går forbi. Selvfølgelig skulle jeg da også lige i matas og købe mave creme, for tænkte lidt det går væk så snart jeg kommer hjem og ligge ned og var jo løbet tør.

På vej hjem bliver det ret uoverskueligt, og kan ikke rigtig se hvordan jeg skal komme hjem, min mor spørg hele tiden, er du ok, ja ja jeg har det fint svarer jeg, for vidste at sagde jeg noget ville hun gå i panik.

Da vi kommer hjem ved 16.15 tiden og jeg ligger på sofaen og min kæreste er lige kommet hjem fra job, siger jeg til min mor, hun nok skal ringe til min far, så han kan hente hende og Liam, for tror det vil ske snart.

Kl. ca 16.55 er der 6 min mellem veerne og siger min kæreste skal ringe til føde gangen og mens vi taler med jordemoderen bliver der kortere og kortere mellem veerne og der er faktisk kun 1-1½ min mellem dem -

Kan høre i telefonen at jordemoderen siger, vi har en anden gangs fødende som skal bruge en stue nu, først der gik det op for mig at puha inden længe var jeg i gang.

På vej i bilen bliver det så kraftige veer, og selvfølgelig er der myldre trafik og min kæreste prøver at køre til, men hver gang han vil overhale eller dreje gør det bare så ondt.

Da vi kommer til hospitalet kan jeg stort set ikke komme ud af bilen, og siger til min kæreste jeg når ikke at komme derop, du må ringe efter dem, men selvfølgelig er der ingen dækning i pakeringskælderen på Hvidovre, så på en eller anden måde får jeg kommet hen til døren og ind i elevatoren og ned ad mod afsnit 346 - en anden patient har set, OG HØRT mig og løber ned og henter en jordemoder som kommer gående først stille og roligt og spørg på 20 meters afstand om det er mig og om hun skal hente en kørestol, JA  svare jeg og så spørg hun har du pressetrang, JA er svaret igen - 10 sek efter kommer to jordemødre løbende med en seng, jeg kommer i en fart op på den, ind på akut modtagelse hvor de får tøjet af mig, undervejs siger jeg flere gange, jeg har ikke fået laument, men der er intet at gøre, da de mærker mig er jeg 10 cm åben altså helt klar, det er bare vandet som ikke er gået endnu (så underligt, for med min søn, der gik vandet og så kom veerne, her var det omvendt) - heldigvis (fo min egen blufærdigheds skyld) siger de, at hun ligger så dybt så jeg skal ikke koncentrere mig om jeg ikke har fået laument, der sker intet.

Vi ankom til hospitalet 18.05 og kl. 18.200 går vandet i den første presse ve, og kl 18.23 er hun født ved 1-2 presse veer.

Det gik simpelthen så stærkt og var lidt chokket over lige at have købt en hel kylling til aftensmad og nu i stedet lå jeg med min skønne datter på maven og havde født på 3 minutter. Selve fødslen havde taget ca 2½ time - så det var meget forvirrende, især da vi stod klar ved bilen kl 21.30 og var på vej hjem igen.

Hun var så smuk da hun ble født, som om hun bare var kommet fra himmelen, hun var ikke smurt ind i blod eller snask, hun lå der helt lyserød og mørkt hår (lidt skægt, for min søn var rødhåret da han ble født)

Ved 20 tiden kom min søn så op på hospitalet og så sin lillesøster, der var jeg godt nok ved at tude, det var det øjeblik jeg virkelig havde været spændt på, og tårene pressede sig virkelig på. Han kom op og sidde ved siden af mig og forsigtigt tog han hendes hånd og aede hende på panden og spurge er det min lillesøster, er det Nana (det er det han har kaldt hende mens hun lå i maven) og så sad jeg ellers med mine to dejlige fantastiske børn og var så lykkelig.

I dag kan jeg stadig ikke helt forstå at hun er her, det skete meget meget hurtigt, og er SÅ GLAD for min veninde var med og filme, selvom det nok kun ble til en 12 min - men så kan jeg genopleve det igen.

ER BARE SÅ LYKKELIG -

pøje pøj til jer andre

kærligst Lisemoren nu til 2 ;-) <3 <3

Log ind for at besvare indlægget

Del med andre