Jeg håber dem der læser dette, vil læse det til slutningen. Undskylder på forhånd mit lange indlæg!
Jeg fik min søn for 11 mdr. siden. De første par dage på sygehuset var fantastiske! Jeg sov dog ikke, da jeg ikke kunne andet end at ligge, og kikke på denne skønne skabning.
Så kom vi hjem, og der gik det hele for alvor galt! Jeg fik en fødselsdepression! Jeg følte ikke glæde eller lyst ved noget som helst, og samtidig havde jeg enormt svært ved at mærke kærligheden til dette lille barn. Jeg fik psykologhjælp og startede i selvhjælps gruppe. Efter ca. 2 mdr. fik jeg det bedre og bedre. Så havde jeg faktisk 6-7 mdr. hvor det gik rigtig godt. Jeg tæmkte ikke så meget over min kærlighed til ham, den vidste jeg bare med sikkerhed var der. Jeg elskede at snakke om ham, og nød ham i fulde drag.
Langsomt begyndte jeg at mærke at jeg til tider fik det lidt dårligt. Når jeg blev træt, så følte jeg at det blev forstærket til MEGET TRÆT. Det skal der til siges, at vi har en RIGTIG aktiv dreng! Det er ikke kune noget vi oplever, men hele vores omgangskreds siger det jævnligt. Han bliver meget let sur og ked, men er dog også en utrolig glad dreng. Når jeg hørte mødre sige. "Mit liv har fået meget mere dybte og glæde, efter jeg er blevet mor" Så fik jeg det rigtig skidt, og dårlig samvittighed, fordi jeg ikke havde det på samme måde...
En eftermiddag hvor min mand og søn ligger og sover, står jeg står i køkkenet og laver frokost til mig selv. Jeg fik pludselig lyst til at lave noget lækker frokost til mig selv, så det gjorde jeg. Da jeg havde taget 2 bidder, blev jeg PLUDSELIG (som lyn fra en klar himmel) ramt af (læs: kalder det angst, da jeg ikke ved hvad jeg ellers skal kalde det).... Og i angsten mærkede jeg pludselig frygten. "Tænk hvis du ikke elsker din søn mere".... Aner ikke hvor den kom fra? Jeg fik voldsom kvalme, dårlig mave og rystede over hele kroppen, mens mit hjerte hamrede derud ad. jeg stod bare der i køkkenet og anede ikke hvad jeg skulle stille op. Resten af dagen græd jeg konstant, da jeg pludselig ikke rigtig kunne mærke kærligheden/følelserne for min søn. jeg følte nærmest intet. Ville dog stadig for alt i verden beskytte ham, og tage mig af ham...havde bare ikke nogle følelser med. Sådan fortsat det i flere uger, hvor jeg skiftevis fik det godt(dog stadig med en knude siddende i maven) og andre gange røg jeg ned i kælderen igen... Nu mere jeg forsøgte at mærke mine følelser for ham, nu mere forsvandt de. Jeg følte at jeg havde en osteklokke på, og uden for den kunne jeg se mine følelser, men ikke nå dem. Jeg gik til lægen, og fik med det samme den samme psykolog som i første forløb.
Nu er det ca 4 uger siden, og jeg har det stadig skidt. Har dog lige haft 2 dage hvor jeg synes jeg mærkede kærlighed og varme følelser for min søn, så dem slugte jeg råt, og gjorde alt for at lege med ham osv. men frygtede samtidig hvornår de ville forsvinde igen. Når det går rigtig dårligt, så får mine tanker frit spil...Det bliver som en spiral, hvor de mørkeste tanker tager over....
- Du har i virkeligheden ALDRIG elsket dit barn!
-Du kan ikke engang mærke at du bliver ked af det hvis han skulle dø eller blive taget fra dig.
osv.......
Hver eneste morgen jeg vågner op, tænker jeg som det første. "Hvad føler du for ham lige nu..."
Jeg udsætter mig selv for et en masse prøvelser oppe i hovedet. Feks. Hvem ville du vælge hvis du skulle vælge mellem din mand og din søn... Jeg elsker min mand sindsygt højt, og jeg kan ikke vælge den ene fra eller til. Min mand siger at det er en forfærdelig tanke at lege med, da den er total urealistisk. Men straks analyserer jeg den, og konstaterer at det er nok fordi jeg ikke elsker min søn.
Hvis jeg lukker øjenene, og tænker på at min mand dør, skær det i mit hejrte med det samme!! Men hvis jeg tænker det samme om min søn, så(ved jeg selvfølgelig at jeg ville dø indeni) men jeg kan ikke få følelserne frem.. Det har jeg ellers kunne før i tiden. Nu er der bare slukket...HVORFOR!??? Min søn har på ingen måde fortjent en sådan mor, som ikke engang ved hvad hun føler for sin søn?
Hvis jeg bliver spurgt lige NU, og jeg vil vælge mit eget liv fra, frem for min søns. Så ville jeg UDEN tvivl sige JA! Jeg vil helt klart ofre mig for ham! Tankerne køre rundt i mit hoved, og jeg sidder her og græder foran computeren...Jeg kan ikke længere kende forskæl på op og ned, i forhold til min søn. Det ENSETE jeg ønsker mig RIGTIG brændende, det er at mærke mine følelser for ham.
EN TING VIL JEG GERNE SLÅ FAST!! Jeg har aldrig følt had til ham, eller lyst til at skade ham eller smide ham ud af vinduet!!
Når jeg har det skidt(som nu) får jeg et SUG(angst) i mave hver gang jeg ser på ham. Specialt hvis han vil op til mig eller smiler. Tror måske det er en følelser af dårlig samvittighed overfor ham! Når jeg ser på min mand, så bliver jeg også ramt af dårlig samvittighed, over mine manglende følelser. FÅr on dt i maven bare ved at tæ ke på min søn nu.....
Jeg passer ham lige efter bogen, og undlader hverken at kysse eller kramme ham. Han skal på ingen måde mærke det på mig. Men jeg føler mig som en ROBOT tit og ofte!
Jeg forsøger at holde fast i de minder jeg har fra de gode tider. Feks. da min mor overraskede mig på mit arb, men min søn siddende i barnevognen. Jeg blev så glad, og boblede af lykke indeni, da jeg så ham...
Når jeg har det skidt, så kan jeg (som lyn fra en klar himmel) blive ramt af pludselig lykkefølelse, og får pludselig lyst til at kysse min søn og være sammen med ham...Men så frygter jeg hvornår jeg ryger ned i hullet igen....
Jeg starter på lykkepiller onsdag i næste uge. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre hvis de ikke hjælper bare lidt!? Håber ikke jeg bliver dømt på dette indlæg......
En sidste ting... De mødre der IKKE elsker deres børn, og alrig har gjort det. Burde de ikke være "ligeglade"? Jeg er i det i´mindste i PANIK hver gang jeg bliver ramt af frygten og de manglende følelser... Er her noget overhoved som har det lidt som mig, eller er jeg helt alene i verden??
Log ind for at besvare indlægget
Del med andre
