Det er altså nogen fine problemstillinger du finder frem :-)

Må da lige læse llidt mere om hvorfor det er en ommer?! ;-)

Manual til livet...hmmmm....

Giv aldrig op på kærligheden. Når du finder en sød dreng du vil være kæreste med, når din kæreste en dag slår op med dig, eller du med ham. Giv dig selv lov til at mærke sommerfuglene i maven, dyrk dem! Lad dem blive flere og flere...og lad dem summe rundt i hele din krop. Giv dig selv lov til at græde og savne,  når han ikke er der mere, når du ikke vil have ham mere i dit liv.

Vær i følelserne og giv slip min skat... Det er okay at græde og være ked af det.

Vær tålmodig, med dig selv og dine kære. Når alt bare blir' for meget og du ikke kan overskue det du står midt i, søg en af dine nærmeste der kan støtte dig.

Lad andre få et kig ind i dig og det du indeholder og igen - kig ind i andre mennesker før du kigger på dem KUN.

Få grint en masse min skat... Vær' fjollet, vær tosset, være åndsvag, alt skal ikke altid være så alvorligt. Få danset en masse med dine veninder, kærester, venner, gå amok på dansegulvet og glem tid og sted.

Fyr den af big time! SÅ smag dog de smøger, ryg en fed, gå i seng med en kæreste, en du føler dig tryg ved, når du føler det er det rigtige tidspunkt.

Men selvom mor ikke helt vidste hvornår du skulle komme Dharma, så tog jeg skridtet og 'lavede' dig alligevel :-)

Så det er sgu ikke altid det rigtige og mest sikre valg vi skal tage.

Mor har trådt ved siden af MANGE GANGE og jeg har brændt mig rigtig mange gange på fingrerne, men jeg har altid efterfølgende tænk over mine handlinger og konsekvenser det har fået/eller kunne have fået. Og jeg er kkun blevet lidt klogere for hver gang ;-)

Ja livet er en fest, og der skal danses og gåes AMOK min skat. Og du skal kysse med rigtig mange drenge før du finder en du kysser aller bedst med. Og det kan altså godt være at han måske ikke er den bedste kysser de første 50 gange, men måske har han et hjerte der banker rigtig meget KUN for dig, og gerne når du er rigtig dum og et kæmpe fjols, men også når du smiler, griner og giver dig hen til ham.

Når hans hjerte blir' ved med at banke KUN for dig trods op og nedture, så kan det godt være at han også skal have en ekstra chance når han er et kæmpe fjols.

Giv aldrig op på kærligheden, til ham, til dine nærmeste, til dig selv.

Selvom du når bunden, og det vil du på et tidspunkt, så kravl op igen!

Kæreste Dharma og Lara - jeg elsker jer, og jeg har kæmpet for at være en del af jeres liv i i så lang tid jeg nu kunne. Vi ses oppe i himlen. Så snak med mig når I savner mig, jeg lytter og våger over jer det bedste jeg kan.

KYS fra Jeres mor, altid.

Okay...sidder her og HYLER og får besøg om 30 min. :-)

Men det føles nu meget rart for vi tænker jo alle på hvis nu det skulle ske, at vi måtte dø før vores børn.

Ihhh altså Sus  de sidste linier giver sgu også mig tårer i øjnene - og jeg er altså på ARBEJDE!!!!

Tror sgu du kunne skrive en go' bog Sus...men det har jeg vist nævnt for dig før ;)

Kh. Pia

Lyt til dit hjerte, men lad os lige følelsen gå en tur gennem hjernen.

Gør det der gør dig glad, og vær ligeglad med hvad andre tænker om dig, uden at træde på andres følelser.

Lev hver dag som om den var din sidste på jorden.

Husk at mor altid vil våge over dig.... i hjertet, på jorden og i himlen....

MVH

Anette, som nok kunne skrive en hel roman om emnet, men det var lige det der spontant faldt mig ind.

jeg kan heldigvis sidder herhjemme i min barselsboble og få klump i halsen og tårer i øjnene :-) Rigtig godt skrevet, Sus!!

Og godt indlæg, Lone. Jeg ved ikke, om det kan betale sig at læse Aalunds udgave af manualen, sådan som du beskriver det. Men man er vel alligevel lidt nysgerrig, så måske jeg må kigge på det senere.

hilsen,

Britta

Blev lige opfordret af Sus til at læse dit indlæg Lone, - og det er et rigtig interessant emne du tager op... Jeg ville helt sikkert også kunne skrive mangt og meget (dog nok ikke om make-up og bryster) - men at kunne efterlade noget på skrift som mine piger engang når de er voksne kan gå i dialog med, er faktisk en rigtig god ide... 

Jeg ville ønske at jeg selv havde sådan en "bog", - eller i det mindste et brev fra min far som jeg mistede i en lidt for ung alder. Jeg ville ønske jeg havde haft hans ord, fra far til søn, som voksen til voksen, om mange af livets aspekter. Men hvad ville jeg selv give videre... Hmm... 

I indledningen ville der nok stå at dette er en laaaang bog (det er godt at blive advaret om sådan noget), - og så ville der stå at man også bare kunne vælge at læse den sidste side.

Der ville nok indledningsvis være et kapitel om far som ung. Om alle de fantastiske ufornuftige "fejl" jeg begik, - og om vigtigheden af at begå dem så man kan lære noget. Jeg ville skrive, at jeg fortæller om de oplevelser for at de skal vide hvad jeg gennemgik, - ikke fordi de nødvendigvis skal lære af dem. De lærer kun af deres egne (fantastiske) fejl.

Og så vil der være et langt dejligt kapitel om dengang unge far mødte unge mor. Og et skriv om at det sgu godt kan betale sig at kæmpe for kærligheden. På trods af forskelle. På trods af afstand. På trods af alt. 

Og så ville der være et par kapitler til Dharma, og et par kapitler til Lara... De er så forskellige som personer, at jeg har lyst til (lige nu i hvert fald) at give dem forskellige ord med på vejen. Men der vil også være et afsluttende kapitel til dem begge, hvor jeg vil fortælle dem om mit syn på livet. Jeg ville skrive at det var mit syn. Ikke nødvendigvis deres... men de kunne reflektere over det. Bygge deres eget i samme eller modsat billede.

Jeg ville fortælle dem at det aldrig er forkert at melde ærligt ud.

Jeg ville fortælle dem, at det bedst kan betale sig at bruge energi på det man har indflydelse på. Ja, - andre mennesker tænker visse ting om dig, - og det kan du ikke ændre. Men du kan ændre hvordan du ser på de personer, - og på hvor meget værdi du tillægger deres mening.

Jeg ville fortælle dem at de skulle lukke øjnene og trække vejret. 

Jeg ville fortælle dem at de så skulle åbne dem igen, - åbne armene, - og kysse deres unger til de løb skrigende væk. 

Jeg ville fortælle dem at virkeligheden som de ser den altid er én fortolkning blandt uendeligt mange. At det de ser som selvfølgeligt, - kan være noget helt andet for andre mennesker, - og at andre menneskers virkelighed er ligeså gyldig som deres egen.

Jeg ville fortælle dem om begrebet anerkendelse. At det ikke det samme som at blåstemple og godkende, - men at dét at forsøge at forstå andres tilgang/verdensbillede, bidrager uendeligt meget til ens eget.

Det ville nok blive en længere filosofisk afhandling :o) - måske skulle den opbevares sammen med børneopsparingen der først bliver tilgængelig når de bliver 18 år. Lige på nær den sidste side.

Der vil jeg tegne et stort hjerte.

Jeg vil tænke over det.

Kære piger

Lev altid med jeres børn som var det den sidste dag i jeres liv, I kan ikke gøre mere end det, der er heldigvis ingen der kender sin egen skæbne.

For snart fire år siden havde jeg mit livs værste opgave, jeg måtte fortælle vores 3 børn at deres mor var død af et hjertestop.

Sådan noget kan man ikke foreberede sig på og det skal man heller ikke.

Lev livet mens I har det.

Farx3

Du har så ret.... vigtige ord at give sine børn med på vejen...

 ....og er ked af Jeres store uretfærdige  tab.