6 mdrs. status og orker ikke at kæmpe mere!!!!


tanja mj

14. februar 2011 - 17:07 | Tilbage til mødregruppen

For 6 mdr. sidden, fødte jeg en vidunderlig dreng.... Sikke en skøn oplevelse, men en frygtlig tid efterfølgende!!

Jeg bristede rimligt meget og fik beskadet min ringmuskel, så efter en tur på operations bordet kom jeg tilbage til min kæreste med vores søn på maven.. Sikke et dejligt syn :)

Jeg måtte kun ligge på siden, så kunne slet ikke få ammeingen op og køre.. mine bryster var ved at springe og mine brystervorter var fyldt med sår...Men ikke nok med det, fik jeg den mest forfærdelige hovdepine af bivirkninger af spinal-bedøvelsen da jeg blevet syet sammen.. jeg kunne ikke holde til at stå op, gå på wc eller bad.. ikke engang skifte min egen dreng...

Kunne bare ligge der, se på alle dem der kom og gik som det passede holde min søn... (tænkte hele tiden, se dog på mig!!! jeg har det af H til, hvorfor tager i ikke hjem...).. Der kom gæster hele tiden, og ganske uanmeldt, kunne ikke sige fra overfor min egen familie og svigerfamilien. Det var bare ikke rart! Hvorfor kunne de ikke se, at de ikke skulle komme så sent om aftenen og hvorfor blev de inde på stuen når jeg skulle prøve og amme, det gjorde så ondt både i bryster og hovdet.

HVORFOR gav de mig ikke lidt alene tid med mine smerter, bryster og barn??? Tog billeder mens jeg forsøgte at amme...!!!

Men vi var på sygehuset, var der nogen i familen som låste sig ind i vores hjem og tog nøglerne til min bil, den kunne de da godt låne, nu hvor jeg lå der... men de spurgte ikke engang om lov! fik bare at vide: Ja (svigerinden) har jo lige din bil!!! blev så mundlam... Hva´ fa..... har de bare taget min bil, men hvad nu hvis og hvis nu og og og!!! men ikke et ord kunne komme ud af min mund!

-weekenden efter min fødsel, skulle den ene af svigerinderne giftes og min kæreste skulle være forlover. Så hans forældre sagde på et tidspunkt inde på sygehuset at de havde ordnet sådan at min mor kunne være hjemme ved gommens forældre med min helt nye søn, og så kunne jeg jo bare gå derom når han skulles ammes. Vores barn var ikke velkommen til brylluppet!!!! Heldigvis fik jeg meldt fra, ved at jeg stadig skulle være på sygehuset til dagen efter brylluppet..

Igang med malkemaskinen og give flaske og så måtte vi komme hjem.. Endelig!!!

Men jeg havde mistet håbet, mistet lysten til mit barn til min kæreste. Til det hele, ville bare helst kunne forsvinde.. JEG VAR LIGEGLAD!!

Smilet blev smørret på, når der kom gæster. Men selvom jeg havde besøg af mine veninder, gik svigerfamilien bare ind og ja blandede sig! De gjorde det også før jeg blev gravid, bare kom forbi og gik lige ind... Lige meget hvad, om jeg var alene hjemme eller havde besøg..

Turde ikke sige fra!!!

Dagen kom, hvor jeg endelig indrømmede overfor mig egen mor at jeg ikke kunne klare mere.. Havde ingen følelser, var tom og udmattet.. Hun fik mig til min læge, og fik medicin til at stoppe mælken, så jeg kunne gå helt over på Nan... Derud over fik jeg anti-depresive medicin og et mobil-team blev kontaktet. Og sundhedsplejesken fik besked.. Så Der var sat gang i en masse.

Ugerne gik og folk omkring os fik besked. Men følte en ligegyldighed sværme omkring mig, når jeg forsøgte at fortælle hvordan jeg havde det og hvad der skete blev jeg mødt med ligegyldighed. Prøvede at fortælle at jeg ikke ville have man bare kom brassende ind, men kunne godt ringe eller sende en sms inden.

Da jeg så fik det lidt bedre, og kom lidt ud... Startede det forfra, igen kom de bare forbi.. 

Jeg fik et angstilfælde en fredag aften, hvor min kæreste kom hjem fra arbejde og blev indlagt psyk og var der en uges tid. Min mor informede svigerforældrene, og de troede det hele handlede om at vi bar ved at gå fra hinanden!!

Men de spurgte jo aldrig til mig!

Indlæggelsen var en øjnåbner for mig selv, og kæmpede for at komme op... Og nu gik det skisme den rigtige vej, kom endda i mødregruppe... hvilket er det bedste jeg kunne gøre for mig selv. De er nogele seje tøser og nyder at være sammen med dem..

Fik jævnligt besøg af mobilteamet, og de mente at der var andre ting der spillede ind at jeg havde fået sådan en reaktion på at få et barn. 

ADHD blev bragt på banen og skulle så igang med forskellige teste og samtale med overlægen for voksne med ADHD.. Diagnosen blev sat, den stille ADHD! Bom, så fik man den smidt i bolden!! 

Vi tog det i stiv arm, og fulgte råd om struktur nøje, vores hverdag blev bedre og jeg kunne slappe af.. Følelserne for min søn og kæreste blomstrede, Hvordan har nogensinde kunne være så ligeglade med dem?? 

Bette manden, var ved at nærme sig de 3 mdr. og vi gik igang med at planlægge barnedåb. Vi glædet os :D

Maden blev bestilt, invitationer og bordpynt kom på plads. Fadderne blev valgt og spurgt.. 

Desværre forløb det sig sådan at gudstjenesten startede kl 9.00, så vi ville gerne at fadderne kunne komme til kirken 8.30, så vi kunne få taget billeder inden. 

Men Fredagen inden, var svigerforældrene nede for at hjælpe med at få borde og stole ind, så jeg kunne gå og hygge mig med borddækningen, som jeg havde været meget omhyggelig med og det skulle være en overraskelse for vores gæster.. Svigerfar begyndt at snakke om at det med at fadderne skulle være ved kirken en halv time før, bare for at få taget billede, var der ingen grund til. For Svigerinden og hende mand der skulle stå fadder ville ihvertfald ikke stå så tidligt op og det havde hun sagt til dem.. Jeg sagde, at sådan var det bare for vi ville helst ikke have for travlt efter kirken med at komme hjem og byde gæsterne velkommen. Han blev ved, og sagde at et kvater var da nok.. jeg sagde at det synes jeg ikke han skulle blande sig i for det tager jo lidt til og stille folk op osv. og nu havde vi det planlagt og aftalt med min far der er hobby-fotograf. Og nu havde vi sådan strukturet dagen ned til mindste detalje for at jeg ikke skulle bukke under. Han grinte bare og sagde, at det kunne jo være at vi ikke noget det til kl. 8.30, hvis nu vores dreng var umulig. Jeg blev rigtig ked af det og sagde at det ikke blev et problem for vi kender vores dreng og vi har det altså ret godt planlagt hvem der gør hvad.. Han grinte bare!!! Og Så sagde han inden de kørte at han vil komme og vaske vores vinduere om lørdagen, jeg bad ham lade være da jeg ikke fandt det nødvendigt og ville jo så gerne at de ikke så bordet inden..

Lørdag kom, og havde bestemt os for at køre en tur og hente en julegave vi ville give hinaden. Kæresten mobil ringede- det var hans far, han skulle lige vide hvor nøglerne var til MIN bil. Så han var inde i huset, han havde vasket vinduerne og taget min bil. og nå ja fået mig til at skrive til fadderne at de bare skulle dukke op kl 9....

Trods alt dette, klarede jeg mig igennem barnedåben og nød dagen. dog uden at snakke med svigerfar!!

 

tiden går, humøret stiger dog med dage hvor det er knap så godt.
Jeg kommer lidt ud, bliver luftet af gode veninder og barnevogne.

Nu går det den rigtige vej :D

BOM!!!! svigerfamilien planlægger en ferie, ingen spørger mig om det er noget jeg magter..
De bliver ved og ved med at snakke om det.. Jeg tager en snak med sundhedsplejersken, hun forklare alle de praktiske ting og siger at hun synes jeg skal gøre op med mig selv om det er en god ide!!
De praktiske ting bliver sagt videre til svigerfamilen og jeg for det dårligere og dårligere.. Kan slet ikke maget at skulle på en rejse nu... det hele går jo så godt...

Jeg får taget mig sammen og siger, at de ikke skal bestille rejse til mig, da jeg ikke føler mig klar og vil ikke være et problem og have med..
De bliver skuffet og siger ingenting... men jeg er lettet...
Hmm, bliver ringet op af min mor- der forklare at hun synes jeg skal tage med og svigerfamilien kan ikke forstå hvorfor jeg ikke vil med.. Jeg forklare hende- at jeg bare ikke magter det lige nu, og desuden synes jeg heller ikke vi har råd..
Ugen går og en sms bibber ind, det er min mor der skriver- Jeg skal nok betale lommepenge og pas, synes i skal med.. Jeg finder så ud af at svigerfamilien har igen været ved min mor.. hele dagen bliver hun ved med at presse... Tilsidst siger jeg til min kæreste, at han skal skrive til han mor og sig vi tager med på den lorte ferie... for så er alle glade!!!

Samme aften, kommer svigerforældrene ned og vil snakke og rejseforsikring osv.. og spørger til om der er noget vi vil høre om ang rejsen.. Jeg siger at det kom bag på mig at det er en 5 timers flyvetur.. Svigerfar begynder- jamen det kan små børn godt og dem vi har snakket med osv.
Jeg bliver rasende og siger (meget højt) at jeg ikke var tryg ved det og det er jo ikke til at vide hvordan det er at rejse med en lille baby..
Svigerfar- Det ser jo nok anerledes ud til den tid hvor vi skal rejse.
Mig (bliver tosset og råber) hvad fanden mener du med det!
Svigerfar: jamen der er barnet jo ældre!
Mig: (råber) Det er fandme mig og min kæreste der kender vores barn bedst. og er pisse træt af at jeg skal med på den rejse.
Dem begge: jamen vi vil jo bare så gerne have dig med.
Mig: det kan godt være, men nu er jeg også blevet presset nok til at tage med.
Jeg forlader stuen og låser mig inde på badeværelset..

REJSEN BLIVER BESTILT!!

Min kontakt person inde på sygehuset, tilbyder at få dem med ind til en samtale, hvor hun vil for klare dem hvad en depression er.. Det kommer de så, og de går ret hurtig efter og var meget kede af det. De forlangt en læge erklæring så de kunne afbestille rejsen for mig og kæresten..

Det får de så og endnu engang er jeg lettet...

Men så høre jeg sig fra en god veninde, hvis svigerinde er bedste veninder med min svigerinde. De har sagt at jeg har en sygdom der gør at jeg ikke kan klare at de bare kommer brassende... 

Jeg Kan slet ikke fatte det, hvordan kan de sige sådan noget. Der er jo ingen af dem som spørger til mig, spørger til min diagnose eller om hvordan det hele lige går. De lukker jo åbenbart af og høre kun det de vil høre, når jeg har forsøgt at fortælle om det hele. Og jeg har valgt at være meget åbent om det... 

Jeg ved bare snart ikke hvad jeg skal gøre, jeg har kæmpet så længe og så meget. Kæmpet for mig selv, for mit forhold og for mit barn. kæmpet for at få dem til at forstå...

Men bliver grint af, afbrudt og nærmes latteriligt gjort.

Trods alt det, så har jeg det godt. Jeg elsker min søn, elsker at jeg kan få ham til at grine, elsker at se den udvikling der hele tiden sker med ham.

Han har fået han to første tænder, og elsker at få grød.

Han er super aktiv, glad og sund dreng.

Han er perfekt :D

 

Puuuh, så fik da lige lettet hjetet lidt :).

Venligste Hilsner fra Tanja

0 synes godt om indholdet.

Log ind for at besvare indlægget

Del med andre

Facebook Twitter Twitter

Svar (8)

Dina-D

14. februar 2011 - 20:51 | Tilbage til mødregruppen

Føler med dig.

Ih hvor jeg dog føler med dig. Kender alt til problemer med depression og besværlige svigerforældre, to problemer jeg selv har tæt ind på livet. Det er dog lige før jeg holder lidt ekstra af mine svigerforældre efter at have læst om dine.

Jeg har selv lidt af en depression i 8 år og er først blevet rask nu her for nyligt. Det er en forfærdelig følelse, at man bare ikke føler sig forstået af nogen. Den smerte man oplever inden i forstår ingen, og man kan heller ikke rigtig forklare den. 

Det bedste råd jeg kan give dig er, at blive ved med at tro på at det bliver bedre. Det var det der hjalp mig videre, selvom det har været svært.

Med hensyn til svigerforældrene... Hører du nogen sinde Mads og monopolet på P3? Hvis jeg var dig ville jeg skrive ind til dem, og hører deres svar på hvordan du får dem til at forstå dine grænser. De skal da ikke bare komme brasende og blande sig, og tage din bil uden at spørge om lov. Det gør man da ikke. 

Held og lykke.

Kh Dina

Log ind for at besvare indlægget |

sonne38

14. februar 2011 - 21:23 | Tilbage til mødregruppen

Jeg har ikke den store erfaring med depression, men vil bare sige at det er skønt at du føler at det går bedre:) Det må være en rigtig hård omgang at føle sig ligeglad:(

Jeg blev helt arrig af læsningen om dine svigerforældre, jeg havde klart sagt fra, men det ved jeg godt er nemmere sagt end gjort. Din kæreste burde tæmme sin familie, så du ikke skal slæbes igennem alt deres hurlumhej...

Tillykke med din søn:)

Kh Anett og Jacob 6 mdr.

 

Log ind for at besvare indlægget |

tanja mj

14. februar 2011 - 22:02 | Tilbage til mødregruppen

....

Jeg har tit overvejet, at skrive til mads og monopolet... aner bare ikke hvordan jeg skal skrive, da jeg ved med sikkerhed at svigerforældrene a og til høre det. 

Åhh, synes bare det er så svært at skulle sige fra over for dem. Det er skide svært lige meget hvad...

 

Log ind for at besvare indlægget |

MorTilChilli

14. februar 2011 - 22:12 | Tilbage til mødregruppen

Hej , føler meget med dig ..

har selv haft en depri i nogle år , .. jeg havde et stort problem med at sige fra og til , og havde det utrolig dårligt med mig selv når jeg følte jeg havde gjort noget som ikke blev ''godkendt'' af andre ..

jeg fik det meget bedre med mig den dag jeg sagde at nu er det kun det jeg vil som sker og det som jeg siger er det jeg mener .. det var dog noget svært de første par gange , men det blev nemmere og nemmere .. 

hvis jeg havde nogle svigerfamiller og ikke bare tale om min egen famille som bare kom og gik som de ville , var det første jeg havde gjort var og få de nøgler tilbage .. ville godt nok blive sindsyg over folk bare kom og gik , ''lånte'' bilen og kom selvom man sagde nej .. 

har selv for en månede siden haft et MEGA skænderi med min mor fordi jeg synes hun ikke er der nok for os ikke ikke mindst deres barnebarn .. på kæresten side kan jeg slet ikke klage over .. de er de mest hjælpsomme og søde mennesker .. der har jeg sgu været heldig .. 

men håber snart du kommer ovenpå igen .. det er og har været en skide svær tid tror jeg på .. en depri er ikke sjov at lege med og slet ikke hvis famillen ikke forstår hvad det er .. 

men mange gange tillykke til din nu 6 måneder gamle søn .. de vokser så hurtigt , forstår ikke hvor tiden bliver af ..

/Rikke og Chilli 6 dage fra de 6 måneder .. 

Log ind for at besvare indlægget |

Fidus2010

15. februar 2011 - 9:46 | Tilbage til mødregruppen

Uha Tanja det er noget af et halvt år du har været igennem. Dejligt det går bedre, jeg forstår godt du ikke orker kampen længere - du er da meget uheldig med din svigerfamilie. Men når du ikke har det super godt kan jeg godt forstå det er svært at sige fra. Jeg håber din kæreste kan /vil støtte mere op om dig og måske han kan få dem til at lytte??? Selvom ud fra det du skriver nok godt kan være svært.

Men super godt du fik skrevet det hele her inde og husk endelig at bruge os... Vi kan altid lytte/læse og måske give gode råd eller bare ombakning og trøst.

Tillykke med sønnen.

Kh Anne-Mette og Jonas ½ år i morgen

Log ind for at besvare indlægget |

Gøjsen

15. februar 2011 - 12:56 | Tilbage til mødregruppen

Hej Tanja,

Føler med dig, og er glad for at du trods alt føler at det går bedre.

Jeg blev helt arrig indeni af at læse om din svigerfamilie. Det kan simpelthen ikke være rigtig at de skal opføre sig sådan! Jeg tænker, at du måske skal tage en snak med din kæreste om at han må tage sit ansvar for sin familie, og være ham der siger fra overfor dem, når han ved at det er svært for dig pt. Og det skal ikke være sådan en "Tanja har bedt mig om...", nej det skal være fra ham selv at han siger at jeres familie har behov for...Således at familien ved at det også er et ønske fra ham, således at I som familie kan få en god hverdag op at køre, og fortsat ser fremskridt for dig.

Det er jo svært at læse ud fra dit brev hvor meget I to snakker om det, men måske du kan vise ham hvad du har skrevet til os, så han kan se at det altså virkelig er over dine grænser hvad din svigerfamilie gør.

Jeg ønsker dig det bedste, og håber på fortsat bedring.

 

Log ind for at besvare indlægget |

anakman

16. februar 2011 - 14:06 | Tilbage til mødregruppen

Hej Tanja.

Puha for en historie du har, jeg føler med dig. Jag kan godt nikke genkendende til flere af dine beskrivelser i forbindelse med en hård fødsel og tiden derefter som bare ikke altid er så rosenrød som man havde forestillet sig. Du er så ekstra hårdt belastet med en svigerfamilien med total mangel på situationsfornemmelse.

Jeg vil, så flere af de andre opfordre dig til at tale med kæresten og kræve at han træder i karakter overfor sin familie. Nu er det dig og jeres søn der er de vigtigste i hans liv og jer, han skal beskytte og passe på. Så må han få sine forældre mfl til at respektere jeres privatliv og behov.

De bedste ønsker til dig, håber du får den rigtige hjælp af kæresten og professionelle til at komme videre.

Kh Ana 

Log ind for at besvare indlægget |

tanja mj

20. februar 2011 - 9:56 | Tilbage til mødregruppen

Dejligt med svar :D

Det er rigtig dejligt at i gider læse om mine problemer og dermed give nogle skønne svar.

Jeg har forsøgt med kæresten, helt fra starten af. Så der er ikke meget hjælp og hente der!

Jeg må vel bare bide i det sure æble og fortælle svigerforældrene om hvordan jeg har det. og så bare se hvad der sker!!

Log ind for at besvare indlægget |

Indsend svar

Du skal være logget ind for at kommentere.
Klik her for at logge ind eller oprette en ny konto.


Mødregrupper
Debat
Blog
Køb/salg

Seneste fra brevkassen

Vil udsendelse skade far-søn-relation?
Familierådgiver Hej Jeg arbejder til dagligt i politiet og har mulighed for at søge in...
Dominerende barn skaber splid i børnehaven
Sundhedsplejerske Hej, Jeg håber at du kan hjælpe mig. Jeg har en datter på snart 4 år. ...
Morsyg datter vil ikke far
Sundhedsplejerske Hej Jane Vi har et spørgsmål, der vedrører hele familien, men drejer s...