Tirsdag begyndte jeg at bløde, hvorfor min mand og jeg kørte til tjek på Roskilde Sygehus. Jeg var 18+5. Jordemoderen kunne ikke finde hjertelyd. Så skulle jeg scannes, af ikke mindre end fire læger, de gav os desværre den nedslående nyhed at der intet liv var, vores lille baby var død. Det var et chok uden lige, og vi var begge to sådan helt paf. Jeg fik en pille der skulle afbryde graviditeten og besked på at møde op til igangsættelse dagen efter kl. 9.
Igår, d. 17/3, blev jeg så sat igang, det tog lidt tid før der skete noget, men ved halv tretiden begyndte veerne for alvor at bide, det tog hurtigt til, og vestormen var så voldsom at jeg kl. 15 intet kunne se for bare tårer og jordemoderen Mette gav mig derfor også både en stikpille med noget smertestillende og noget morfin. Efter 20 minutters tid begyndte det at hjælpe og jeg kunne slappe lidt af. Kl 16 var der jordemoderskift, og vi fik endnu en sød jordemoder ved navn Vivi. Jeg kunne takket være det smertestillende ligge og slappe lidt af. Kl 17.15 begynder jeg pludseligt at bløde voldsomt og ryste over hele kroppen og jordemoderen vil gerne have at vi får sat lidt gang i sagerne. Stille og roligt kommer jeg op og sidde, jeg kan mærke at tyngdekraften hjælper med. Ca. 17.45 beder hun mig presse lidt med, det er svært for jeg har ikke presseveer og har svært ved at rette mine pres mod noget. Men det hjælper og snart kan jeg også selv mærke at der er noget på vej og det gør det nemmere at presse. Tre pres senere er vores lille engel født, med intakt fosterhinde og moderkage på en gang. Jeg har indvilliget i at se den lille og jordemoderen åbner fostersækken så jeg kan se min lille baby. Lille og fin er vores engel, der er to arme og to ben, ti tæer og ti fingre på de bitte små hænder og fødder. To små øre. Navlesnoren ligger bag om nakken på den lille, og er meget tynd nogle steder. Jordemoderen og jeg betragter den lille et par minutter inden hun svøber et klæde om fosteret og lægger det til side, min mand ønsker ikke at se det.
Jeg sendes op til udskrabning, en standard procedure når man er mindre end 20 fulde uger henne.
Min mand og jeg fik lov at overnatte på hospitalet. Klokken er lidt i ti da vi kan lægge os til at sove. I løbet af dagen og aftenen taler vi med en masse jordemødre og læger, og vores lille engel vil blive undersøgt for kromosomfejl og obduceret så vi måske kan få et svar på hvad der gik galt.
Det har været sindsygt hårdt rent følelsesmæssigt, jeg føler mig hul og tom, savner min baby. Heldigvis er det en stor trøst at vi har vores to raske drenge herhjemme, de er mit lys i mørket.
Nynne
Log ind for at besvare indlægget
Del med andre
