Din søgning gav:

 

Køn og fejlscannining - erfaringer?

13

Nete13

13. september 2017 - 14:00

Hej alle,

Jeg går rundt med en rigtig svær følelse i maven, som jeg simpelthen ikke kan slippe af med. Og jeg hader, at jeg føler sådan. Håber ikke emnet bliver misforstået – jeg ved godt at emnet er tabuiseret og ville ALDRIG have troet, at jeg selv ville få det sådan her. Har ikke lyst til at tale med nogle om min følelse udover min kæreste og han mener, at nu er det på at tide at ”komme videre” og jeg synes jo, at han har fuldstændig ret. Nu skal i høre.


Jeg har en søn på snart 4 år, som er en dejlig og elskelig søn. Han elsker fodbold og actionfigurer – fuldstændig ligesom alle andre drenge.

I sidste uge var jeg ind og få lavet en 2d kønsscanning på en privatklinik. Det var egentlig ikke noget, jeg selv havde tænkt, at jeg ville gøre. Men så fik vi det i gave af min kærestes faster og ja, så bestilte vi en tid. Vi havde babyens storebror med og vi var meget spændte på kønnet. Jeg havde egentlig ikke de store præferencer, selvom jeg selvfølgelig tænkte, at det kunne være fantastisk at få en pige. En af hver.
Kvinden som scannede os havde svært ved at fastslå det rette køn. Hun sagde at babyen lå med krydsede ben. Efter hvad der føltes som meget længe sagde hun: Jeg er meget meget sikker på kønnet, jeg ville ikke sige det, hvis jeg ikke virkelig var sikker – det er en pige. Vi blev rigtigt rigtigt glade. Jeg følte en kæmpe forløsning, så må nok alligevel have ønsket at babyen skulle blive en pige. Kvinden sagde så, at hun alligevel synes, at vi skulle komme forbi til en ekstra scanning ugen efter.

Det gjorde vi så to uger efter i uge 19. En ny kvinde scannede mig og igen havde hun rigtigt svært ved at se kønnet. Babyen lå med ryggen til. Jeg lå på briksen i næsten en time og kvindens tvivl hang tykt i luften – igen. Efter en time sagde hun: Jeg tør godt sige, at du skal have en lille dreng.
Min hals snørede sig sammen og med et følte jeg, at jeg havde mistet noget. Jeg havde skabt et behov for at få en datter, som jeg ikke rigtigt havde inden den første scanning.

Nu er det en måned siden jeg tænker stadig på at jeg ikke skal have en pige, rigtigt mange gange om dagen. Jeg bliver ked af det og går lidt i panik over, hvis jeg aldrig skal nå at få en datter. Det er IKKE fordi jeg er ked af at jeg skal have endnu en søn - jeg glæder mig allerede til at møde ham og elsker ham så højt!! Jeg føler jo samtidig også en mega dårlig samvittighed over ikke at sætte pris på den lille dejlige gut, som ligger i maven og føler mig frarøvet fra følelsen af, bare at blive lykkelig ved scanningen over at skulle have en lille dejlig dreng.
Det er en underlig følelse af at føle, at jeg har mistet en datter. I to uger gik jeg og forestillede mig hvordan det ville blive at få en pige. Jeg nåede at sige det til familie og venner, som alle sagde: Hvor er du heldig! En af hver! Så behøver du ikke at stresse over det! Jeg nåede at fortælle mange at jeg var SÅ lykkelig over, at det var en lille pige og at det havde jeg bare altid ønsket mig osv osv. Efterfølgende har alle været ”skuffede” på mine vegne – og folk, som ikke engang kender scanningshistorien virker skuffede på mine vegne, når jeg siger det er en dreng. Og det gør rigtigt rigtigt ondt på mig. Deres skuffelse har ligesom brændt sig ind i mig og hører det hele tiden for mig: Ej er du ikke skuffet? Eller Øv, håbede du ikke det blev en pige.

Og det er jo netop der de rammer hovedet på sømmet - for jeg går rundt med en lille bitte følelse at stress, for jeg vil jo gerne nå at have en datter og alle siger til mig: at når du allerede har to drenge, så bliver den næste også en dreng. Jeg ville simpelthen bare sådan ønske, at jeg kunne være ligeglad. Vil ikke spilde min graviditet på de her sindssyge tanker.
Samtidig går jeg rundt med ekstrem dårlig samvittighed, for jeg har jo en sund og rask dreng i maven og det er da uden tvivl det allervigtigste.
Men ved virkelig godt at det lyder langt ude, for bare baby er rask og sund! Ved ikke hvor disse følelser kommer fra!!

Er der mon nogle af jer der har prøvet noget lignende eller kan sætte sig ind i mine følelser?

Jeg VED at følelsen går over meget meget snart og at det snart bare vil være en god historie. Men ligenu har jeg det bare rigtigt svært og jeg HADER mig selv for det ;( ;(

Mange hilsner Nete

 


Log ind for at besvare indlægget

Del med andre

Facebook Twitter Twitter

Svar (0)

Du skal være logget ind for at kommentere.
Klik her for at logge ind eller oprette en ny konto.


Mødregrupper
Debat
Blog
Køb/salg

10 seneste indlæg i debatterne

Tid:Emne:Skrevet i:
15:12hjæælp :)Snart gravid
13:18Alt Om Børn | Sauna og damp badJordemoderens debat
13:18Alt Om Børn | Sauna og damp badJordemoderens debat
13:18Alt Om Børn | Sauna og damp badJordemoderens debat
13:18Alt Om Børn | Sauna og damp badJordemoderens debat
09:13Alt Om Børn | Sauna og damp badJordemoderens debat
09:13Alt Om Børn | Sauna og damp badJordemoderens debat
09:12Alt Om Børn | Sauna og damp badJordemoderens debat
09:12Alt Om Børn | Sauna og damp badJordemoderens debat
07:43Alt Om Børn | Sauna og damp badJordemoderens debat
Se seneste 100 debatindlæg

10 seneste køb/salg annoncer

Dato:Titel:Pris:
23/7Leander-seng3.500 kr.
23/7Silvercross barnevogn4.000 kr.
17/7Barnevognspuder199 kr.
13/4Salg af nye Kennedy Sko til lagerpriser 175 kr.
2/8LÆKKER BODYPILLOW PÅ UDSALG!!399 kr.
2/6drenge cykel 250 kr.
2/6trammeseng 100 kr.
24/5Hjemmelavet personlige bamser250 kr.
4/5Sød vugge i træ100 kr.
4/5God barnevogn sælges nu900 kr.
Gå til Køb&Salg

Seneste fra brevkassen

Når far skal være væk
Sundhedsplejerske Hej.Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, og hvad der er bedst for vores 2...
Multiallergi hos børn
Sundhedsplejerske Hej sundhedsplejerske ​Min 7-årige søn er multiallergiker (astma, pol...
Opdragelse og parforhold: Hvordan tackler jeg, at vi er forskellige?
Familierådgiver Hej GitteJeg lever sammen med min kæreste (en kvinde). Hun er 47 år, o...