Skilsmisse - undgå, at børnene bliver taberne

Spørgsmål

19. august 2013

Kære Charlotte

Ingen sex, kys eller kram
Jeg er nået til et punkt (nåede vist dertil for længe siden), hvor jeg ikke tror, jeg elsker min kæreste (børnenes far) mere.

Vi går ikke i seng sammen, kysser, krammer eller bare rører ved hinanden. Det er mig, der ikke har lyst, og han protesterer ikke mere. Jeg ved, at hvis ikke vi havde børnene, var jeg flyttet, men det er bare så svært at byde sine børn det.

Jeg er kun glad, når han ikke er hjemme
Der er så mange gnidninger mellem os alle sammen, og det driver mig til vandvid. Jeg har sagt til ham, at jeg ikke elsker ham mere, men han tror, at det kommer igen. Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg et eller andet sted ikke lyst til at vende tilbage. Der er sket for mange ting.

Når vi er sammen uden børn, snakker vi ikke rigtig om noget. Der er ikke rigtig noget at snakke om.

Jeg er glad og hygger med børnene, når han ikke er hjemme. Det er han næsten altid (desværre). 

Mine børn bliver taberne i det her
Han er skilsmissebarn med ringe kontakt til sin far, og han bliver meget vred og reagerer voldsomt, når jeg siger, at jeg synes, vi skal flytte fra hinanden. Han vil både begå selvmord og have børnene hos sig hver dag. Jeg har fortalt ham, at vi har lige meget ret til at have børnene, og at jeg også vil skulle undvære dem, når de er hos ham.

Et eller andet sted virker hans trusler efter hensigten, for vi bor stadigvæk sammen. Han siger, at vi da har det godt nok. Jeg tænker på det her hver dag, og det tapper mig for energi. Jeg ved bare, at børnene bliver taberne i det her, og det vil jeg for alt i verden undgå.

Hvad skal jeg gøre?

Hilsen den kede mor

Svar

Kære kede mor

Først og fremmest mange tak for dit brev. Jeg kan høre, at du tvivler på din kærlighed til din kæreste og i bund og grund ikke har lyst til at ’vende tilbage’ til ham.

Skilsmisse eller ej?
Umiddelbart kunne jeg godt tænke mig at udfordre dig med den første tanke, som dukker op hos mig: Har du/I prøvet parterapi for at give forholdet en sidste chance og se, om kærligheden stadig er et sted imellem jer? Måske har børn og praktiske gøremål formået at lægge et slør af irritation og manglende tro på jer som par ud over kærligheden og gjort det hele til et sted, hvor du ikke længere vil være.

LÆS OGSÅ: Skilsmisse - sådan fortæller I det til børnene

For det sker desværre for rigtig mange par – at vi glemmer hinanden, når børnene ’tager’ opmærksomheden. Og pludselig kan vi ikke længere huske, hvorfor vi er sammen... Det kunne måske være et forsøg værd.

På den anden side fornemmer jeg på dit brev, at du mere eller mindre har besluttet, at du vil ud af forholdet til din kæreste. Men at det er jeres fælles børn og angsten for, hvad der skal ske med dem i kølvandet på en ’skilsmisse’, som holder dig tilbage fra at gå. Og det kan jeg godt forstå.

LÆS OGSÅ: "Skal vi flytte fra hinanden i en periode?"

For selvom det sikkert ikke er det, du har allermest lyst til at høre lige nu, så er det for de fleste børn en stor sorg, når mor og far vælger at gå fra hinanden. Og alt efter hvor gamle børnene er på skilsmissetidspunktet, kan bruddet medføre mange og forskelligartede følelser og reaktioner hos børnene, som det som forældre er smertefuldt at være vidne til og oven i købet være årsag til.

Børnene behøver ikke bliver ’tabere’
Men når det så er sagt, så er det vigtigt at huske på, at en skilsmisse ikke per definition gør vores børn til ’taberne’ i processen. For nok skal de til at dele deres tilværelse mellem to hjem. Og de skal lære at leve med et konstant savn af den ene forælder. Og de skal før eller siden højst sandsynligt acceptere, at mor og/eller far danner nye familier, som de skal tilpasse sig og træde ind og ud af. Og det er store udfordringer for et barn, ingen tvivl om det.

LÆS OGSÅ: Sådan finder I en god deleordning

Men alt det kan børn faktisk godt lære at leve med. Og de kan endda leve ganske fint med det og lære en masse af det, hvis vi som forældre gør os helt og aldeles klart, at det er os og vores måde at håndtere skilsmissen og det efterfølgende forældresamarbejde på, som bestemmer, hvorvidt vores skilsmissebørn bliver ’tabere’ – eller ej.

For når alt kommer til alt er det det dårlige samarbejde mellem forældrene, som børnene lider allermest under; når mor og far hænger fast i gamle følelser af svigt eller had; når mor og far ikke kan finde ud af at tale ordentligt til hinanden; når mor og far ikke kan finde ud af at tage de beslutninger sammen, som er nødvendige for børnene; og når mor og far konstant sætter deres egne egoistiske behov for hævn eller retfærdighed over, hvad der er bedst for børnene.

Flyt dit fokus
Hvis du er sikker på, at du ikke længere kan være i forholdet til din kæreste, vil jeg invitere dig til at flytte dit fokus væk fra angsten for, hvad jeres brud vil medføre og hen på overvejelserne om, hvordan du kan bidrage til, at bruddet mellem dig og din kæreste bliver ordentligt. Og hvordan du kan sørge for, at jeres forældresamarbejde bliver fornuftigt og konstruktivt – både under og efter bruddet.

Hvordan kan du på en god måde hjælpe din kæreste til at forstå, at du vil ’skilles’? Hvordan kan du imødekomme hans følelser og reaktioner, samtidig med at du holder fast i din beslutning? Hvordan kan du bidrage til en fornuftig snak om jeres børns bopæl og en samværsordning? Og hvordan kan du fremadrettet holde fokus på at kommunikere pænt, være kompromissøgende og tænke i helheden frem for i dine egne behov?

Forbered jer sammen på jeres brud
Når du har gennemtænkt situationen er næste skridt at tage den svære snak med din kæreste på en anerkendende måde. Lad ham vide, at du ønsker, at I sammen finder en god løsning for jeres børn. Men husk på, at ’en god løsning’ handler om, hvad der er bedst for børnene – ikke for jer...

LÆS OGSÅ: "Hvordan fortæller vi vores datter, at vi skal skilles?"

Det er min erfaring, at denne del af snakken er den sværeste for de fleste forældre. Så her skal I være villige til at sætte jeres egne følelser af sorg og angst for at miste børnene til side for at kunne fokusere på, hvad der er bedst for børnene.

Forbered børnene på jeres brud
Når du og din kæreste er kommet overens med de praktiske detaljer, skal jeres børn informeres. Nu nævner du ikke i dit brev, hvor gamle børnene er, så der kan selvfølgelig være tale om, at helt små børn ikke skal have samme informationer som større børn.

Men tænk generelt i at være sammen om at fortælle børnene om bruddet. At informere dem om, hvad I har besluttet af praktiske forhold omkring bopæl, samværsordning osv. Sørg for at holde børnene frie for ansvar i jeres brud – det er udelukkende en voksen beslutning, og I står 100% inde for den.

Vær forberedt på, at jeres børn vil reagere på beskeden. Og vær klar til at rumme deres følelser. Vær samtidig ikke bange for at vise jeres børn, at I også er kede af det. Men at I som deres forældre nok skal sørge for, at jeres familie kommer godt ud på den anden side til en anderledes måde at være familie på.

Fokuser på jeres samarbejde
Det er en rigtig god ide, hvis du og din kæreste kan sætte jer ned og tale om, hvordan I hver især kunne tænke jer, at jeres fremtidige samarbejde skal se ud. For det er vigtigt, at I begge erkender og anerkender, at det forhold, I hidtil har haft som kærester ikke længere er. Men at I skal til at opbygge et nyt forhold; nemlig forholdet som samarbejdspartnere.

I den forbindelse kan jeg henvise dig til min hjemmeside www.profilcoaching.dk og især blogindlæggene ”Hvordan får vi etableret en god samværsordning efter skilsmissen?” og ”Hvordan kommunikerer vi efter skilsmissen”, som du/I kan tage udgangspunkt i, når I skal finde frem til, hvad der fungerer for jer.

Der findes ikke noget quick-fix
Der findes desværre ikke noget quick-fix på en skilsmisse, når der er børn involveret. Og det kan til tider være vanskeligt og smertefuldt. Men netop derfor er det så vigtigt, at I får skabt et godt fundament fra starten for en god dialog og en hjælpsomhed imellem jer.

For husk på, at der ikke er noget, der er så galt, at det ikke er godt for noget andet. Og den bedste måde, hvorpå I kan lære jeres børn at håndtere livets svære udfordringer, er ved at vise dem vejen gennem egne handlinger.

Jeg ønsker jer alt det bedste i processen.

Kærlig hilsen

Charlotte

Stil et spørgsmål til Charlotte Berg, Skilsmisse-coach, i brevkassen

Se alle Charlotte Bergs brevkasse besvarelser

 


Del med andre

Facebook Twitter Twitter


Mødregrupper
Debat
Blog
Køb/salg

10 seneste indlæg i mødregrupperne

Dato:Emne:Mødregruppe:
24/4FødselsforberedelseJanuar 2012
21/4Hej Så fik jeg endelig meldtOktober 2017
11/4Alle gratis babypakkerFebruar 2005
2/4Mødregruppe maj/juni 2017Maj 2017
28/3Hej. Jeg er ny herinde.Maj 2004
26/3Hej. Jeg synes det vil væreOktober 2017
24/3Teksten og akkorderne, hvis man har lyst :)November 2004
19/3Kære dig. Åh hvor er det enNovember 2017
19/3Kære du. :) Wow i førsteNovember 2017
18/3Har også termin sidst iOktober 2017
Se seneste 100 mødregruppe-indlæg

10 seneste køb/salg annoncer

Dato:Titel:Pris:
23/7Leander-seng3.500 kr.
23/7Silvercross barnevogn4.000 kr.
17/7Barnevognspuder199 kr.
13/4Salg af nye Kennedy Sko til lagerpriser 175 kr.
2/8LÆKKER BODYPILLOW PÅ UDSALG!!399 kr.
2/6drenge cykel 250 kr.
2/6trammeseng 100 kr.
24/5Hjemmelavet personlige bamser250 kr.
4/5Sød vugge i træ100 kr.
4/5God barnevogn sælges nu900 kr.
Gå til Køb&Salg

Seneste fra brevkassen

Datter vil være en søn
Sundhedsplejerske Hej Jane.Jeg har en datter på 6 år. Hun har siden, hun var 2½ givet ud...
Konflikt, kærlighed eller splittelse?
Familierådgiver Hej GitteJeg har været sammen med min mand igennem 22 år, hvoraf vi ha...
Skal mit barn vaccineres mere?
Sundhedsplejerske Kære JaneJeg har et lille spørgsmål, som jeg har søgt at finde svar på...

Seneste spørgsmål i ekspertdebatterne

  • Panisk behov for hjælp med søskende-konflikt!
  • Ferie
  • Hvordan forbereder jeg mig bedst til fødslen?
  • Jeg glæder mig til jeres spørgsmål!
  • 7 år, delebarn og storebror.