"Panik når hun skal være hos sin far"

Spørgsmål

3. juli 2014

Kære Charlotte

Jeg skriver til dig, da jeg efterhånden er ved at miste troen på, at min datter nogensinde får det godt med hensyn til samvær med sin far.

Samværsordning
Kort fortalt gik hendes far og jeg fra hinanden for cirka et år siden, og vi har haft den samme samværsordning hele tiden. Vi har 10-4 ordning, hvor hun er ti dage hos mig og fire dage (fredag eftermiddag til tirsdag morgen) hos sin far. Vi fandt hurtigt ud af, at ombytningen gik bedst, når det foregik i børnehaven, som vi har et rigtig godt samarbejde med, eller jeg har i hvert fald.

Hun vil ikke ned til sin far
Mit store problem nu er, at min datter ikke vil ned til far. Hun græder og vil ikke slippe mig, når jeg aflevere hende! Jeg gør meget ud af, at afleveringen er så ensartet hver dag som overhovedet muligt.
Derudover bliver jeg nødt til, den uge hvor hun skal ned til far om fredagen, at fortælle/forberede hende på, at hun om fredagen skal ned til far og løbende igennem ugen snakke om det, ellers går hun nærmest i panik, når jeg pakke hendes tøj. Bare det at hun ser tasken, som jeg pakker i, gør hende ked af det. Og jeg aner ikke, hvordan jeg kan forbedre hele situationen for min datter?

Hun hører ikke et ondt ord om sin far
Hertil skal det siges, at hun aldrig hører et ondt ord om sin far. Jeg gør meget ud af, at være positiv omkring det hele, selvom det er meget svært. Ifølge hendes far er hun glad, når han henter hende, det er desværre ikke det, jeg høre fra hende, når jeg spørger, hvordan weekenden har været.
Til tider nægter hun at snakke om det, og det slipper hun så for. Er det forkert?

Det jeg mangler, er nogle råd til at hjælpe min skønne datter, så hun oplever skiftet mellem mig og hendes far, som noget godt. Jeg vil gøre alt for hende, og ved efterhånden ikke, hvad jeg skal stille op?

Jeg håber på hjælp, da jeg efterhånden er ved at løbe tør for ideer til, hvordan jeg kan hjælpe min datter.

På forhånd tak,
Heidi

 

Svar

Kære Heidi,

Først og fremmest mange tak for dit brev til mig, hvori du søger hjælp til at håndtere situationen omkring din datters følelser og reaktioner i forhold til samvær med sin far.

Jeg kan godt forstå, du er bekymret for din datter. Og jeg kan sagtens sætte mig ind i, at du vil gøre alt, hvad du kan for hende. Så det er godt, du griber ud efter hjælp.

Helt generelt vil jeg starte med at sige, at det jo ikke er unormalt, at et barn reagerer på en skilsmisse og den efterfølgende ordning om at skulle skiftes til at være hos mor og far. Det har den simple årsag, at det påvirker et barns tryghed at blive revet ud af den ene familie for derefter at skulle over og være hos den anden. Sådan helt praktisk set.

Når du skriver, at du og din eks kun har været fra hinanden i et års tid, fortæller det mig også, at din datter sagtens stadig kan være meget påvirket af familiens opbrud. Jeg synes dog, det lyder som om I har tænkt i at give hende så meget stabilitet som muligt ved at vælge en 10-4 samværsordning, når jeres datter ikke er ældre. Så det synes jeg er rigtig fint.

Dét har indflydelse på din datters reaktioner
For at kunne være helt konkret i min hjælp til dig, kunne jeg godt have tænkt mig lidt mere information omkring det samarbejde, du og din eks har generelt. Hvordan er stemningen imellem jer? Hvordan er kommunikationen? Hvordan har I det følelsesmæssigt overfor hinanden? For det kan godt have indflydelse på din datters reaktioner. Det kan også have en betydning for jeres datter, om du eller din eks har stiftet ny familie? Eller bare fået en ny kæreste, som også er der, når jeres datter er der? Der kan være så mange ting, der spiller ind, så jeres datter føler sig utryg – udover selve skiftet mellem jer. Men uden den viden vil jeg alligevel give dig mine umiddelbare tanker.

Start med en ærlig snak
Jeg vil først og fremmest anbefale dig, at du og din eks sætter jer sammen og får jer en rigtig god og ærlig snak om jeres datter og hvad det er, hun fortæller. Tal om, hvordan tingene foregår ovre hos dig, og hvordan de foregår hos hendes far. Fortæl hinanden hvad det er jeres datter siger til jer hver især. Lyt uden at dømme eller kommentere og tal også om, hvordan jeres datter i øvrigt har det, når skiftet er ’ovre’ og hverdagen sætter ind hos jer hver især.

Hun mærker dine følelser
Jeg tænker også, at du måske skulle bruge lidt mindre tid og energi på at forberede din datter på at skulle over til far. For det kan godt blive lidt et selvopfyldende profeti. Forstået på den måde, at hun instinktivt kan mærke din nervøsitet og bekymring, når du begynder at forklare. Og det bekræfter hendes utryghed ved skiftet. Prøv i stedet at være så afslappet som mulig (jeg ved godt, det er svært), når du pakker hendes ting sammen – uden at forklare og fortælle. Og hvis/når hun så går i panik eller bliver ked af det, så forholder du dig helt rolig og tager hende ind til dig og trøster hende. Stadig uden forklaringer. Og uden udsagn som ”jamen, du kommer snart hjem til mor igen”, eller ”det skal nok blive hyggeligt ovre hos far" eller hvad det nu er, du siger til hende. Vær der blot for at rumme hendes følelser og sig blot ”såh lille skat” med den overbevisning, du kan mobilisere lige dér.

Udstrål tryghed ved hinanden som forældre
Det er ekstremt vigtigt, at både du og din eks UDSTRÅLER, at I har styr på situationen. At I selv synes, det er en god idé, at jeres datter har samvær med jer begge to. Og at I er trygge ved hinanden som forældre. Og trygge ved skiftesituationerne. Også selvom I måske ikke lige føler det lige nu. Prøv at komme væk fra ønsket om at ’gøre det let’ for jeres datter. For det er ikke let at være skilsmissebarn. Stræb derimod heller mod at hjælpe hende til at rumme sine følelser og hele situationen, ved at I rummer det og dermed viser hende vejen. Giv det lidt tid med din nye ’strategi’ for det tager tid, før tingene ændrer sig, når vi begynder at gøre noget andet, end vi plejer. Men vid at DIN og din eks’ indstilling og holdning til hele situationen er altafgørende for, hvordan jeres datter håndterer det hele. Hvis du eller I har brug for at få mere dybdegående og helt konkrete råd baseret på flere detaljer, er du meget velkommen til at kontakte mig enten på telefonen eller på min mail.

Jeg ønsker jer alt det bedste.

Kærlig hilsen Charlotte

www.profilcoaching.dk

Stil et spørgsmål til Skilsmisse-coach, Charlotte Berg, i brevkassen

Se alle Charlotte Bergs brevkassebesvarelser


Del med andre

Facebook Twitter Twitter


Mødregrupper
Debat
Blog
Køb/salg

10 seneste indlæg i mødregrupperne

Dato:Emne:Mødregruppe:
10/1BadedragtNovember 2004
20/12Hej Lillemoar  Jeg faldtMarts 2005
16/12P-piller, mini-piller og at amning April 2004
13/12BMIJuli 2004
26/11Hej :) Jeg er helt nyNovember 2006
23/11Hysterisk (eller ked?) datter :-(September 2015
15/11Godt arbejdeJuni 2004
8/11Uge 37,3Oktober 2007
27/10Lidt om osMaj 2016
27/10Hej igen. Det er faktiskAugust 2016
Se seneste 100 mødregruppe-indlæg

10 seneste køb/salg annoncer

Dato:Titel:Pris:
23/7Leander-seng3.500 kr.
23/7Silvercross barnevogn4.000 kr.
17/7Barnevognspuder199 kr.
13/4Salg af nye Kennedy Sko til lagerpriser 175 kr.
2/8LÆKKER BODYPILLOW PÅ UDSALG!!399 kr.
2/6drenge cykel 250 kr.
2/6trammeseng 100 kr.
24/5Hjemmelavet personlige bamser250 kr.
4/5Sød vugge i træ100 kr.
4/5God barnevogn sælges nu900 kr.
Gå til Køb&Salg

Seneste fra brevkassen

Hvor slemt er rygning for sædkvaliteten?
Jordemoder Kære CamillaMig og min mand prøver at blive gravid og vi har forsøgt i...
Blødning under graviditeten
Jordemoder Hej Camilla Härtel.Jeg skriver til dig, da jeg for en lille uge siden ...
Hjælp til tyrannisk teenager
Familierådgiver Kære Gitte.Jeg er så ked af det. Igennem det sidste år har min nu 16-å...

Seneste spørgsmål i ekspertdebatterne

  • Panisk behov for hjælp med søskende-konflikt!
  • Ferie
  • Hvordan forbereder jeg mig bedst til fødslen?
  • Jeg glæder mig til jeres spørgsmål!
  • 7 år, delebarn og storebror.