Din søgning gav:

 

Opdragelse og parforhold: Hvordan tackler jeg, at vi er forskellige?

Spørgsmål

Hej Gitte

Jeg lever sammen med min kæreste (en kvinde). Hun er 47 år, og har en dreng på ni år. Jeg kom ind i deres liv, da han var seks år, så har snart været her i fire år.

Sagen er den, at jeg er rigtig ked af den situation, jeg står i, og de måder vi lever vores forhold på.

Jeg kan lige fortælle lidt om min kæreste og hendes søn og deres baggrund, som er ret vigtig at kende til for at kunne danne sig det bedste indtryk af det hele. Min kæreste fik sin søn sammen med en tidligere kæreste, og de gik fra hinanden, lige inden han fyldte et år. Det tog rigtig hårdt på ham, at hun smuttede. Efter kort tid fandt hun sammen med en anden, som hun var sammen med, indtil han var cirka fire år, så smuttede hun også. Efter to store svigt har sønnen været som limet til min kæreste. Limet i den forstand at han har hylet og skreget, når hun har måtte efterlade ham i børnehave og skole, og de har altid sovet i samme seng. Ligegyldigt hvad.

Så kommer jeg så ind i billedet, og jeg flytter ind i deres lejlighed. Der er han seks år, og siden jeg ikke ville have, at alt blev lavet om, så ville jeg ikke have, at han så skulle ind på eget værelse og sove, så vi sov alle tre i samme seng de første to år. I dag er vi flyttet i hus sammen, da jeg i det sidste halve år har givet udtryk for, hvor træls jeg syntes, det har været, at han lå i vores seng, så blev vi enige om, at det skulle være en ny start for os alle, og derfor skal min kærestes søn nu ind på eget værelse. Det er noget, hun har forberedt ham på, så han har kunnet vænne sig lidt til tanken. Han er meget sensitiv og bryder sig ikke om forandringer.

I starten gik det ganske godt, men så begyndte min kæreste at nogle regler med sin søn (uden at dele dem med mig). F.eks. må han nu altid komme ind til os, hvis han vågner om natten. Han må desuden altid komme ind, hvis han er syg, når han ikke skal i skole dagen efter, eller hvis han er alt for ked af det, og når der er ferier. Også sommerferier som varer 6-7 uger.

Jeg bliver skuffet og rigtig ked af, at jeg ikke bliver inddraget, for jeg føler ikke, at jeg har nogen rolle herhjemme.

I dag sover han stort set hver dag sammen med min partner og jeg.

Derudover sætter min kæreste mig også på plads foran sin søn.

Hvis jeg for eksempel laver særmad til ham til aftensmad, og han er utilfreds over maden, kan han i nogle tilfælde få lov at vælge noget andet at spise, end hvad der står på bordet. Det synes, jeg er forkert, og jeg kan blive helt irriteret over det, når jeg lige har stået og brugt tid på at lave noget anderledes mad til ham. Egentlig laver jeg kun særmad, fordi min kæreste kan blive helt irriteret over, at jeg ikke laver hvidløgsbrød eller sådan noget til ham, for ellers spiser han jo ikke noget. Det er virkelig svært for mig det her. 

Min kæreste kan finde på, at fortælle mig, at jeg er ”født i går”, ”uansvarlig”, ”uselvstændig” og ikke i stand til at opdrage, og at hun ikke mener, jeg burde få børn. Alt sammen foran sin søn. Hun har også foran ham sagt, at det virker som om, han er meget ældre end mig.

Hvis jeg for eksempel har gjort alt for hende i løbet af dagen/aftenen, og jeg pludselig kommer til at sætte en ting på den forkerte plads, så kan hun tænde helt af og nærmest råbe af mig. Hun har rygproblemer og en nervelidelse, så jeg prøver at gøre mange ting for hende, som jeg ved kan lette hendes dag. Men hvis jeg så gør noget forkert, glemmer hun fuldstændig, alt hvad jeg egentlig har gjort for hende.

Det er SÅ svært for mig at leve sådan her!

Jeg er 29 år gammel, og jeg ønsker selv et barn, men fordi jeg i snart fire år konstant har fået at vide, at jeg ikke egner mig, har det resulteret i, at jeg faktisk tvivler på, hvorvidt jeg selv ville kunne blive mor. Jeg har også lidt svært ved at se hvordan det ville gå for hende og jeg, hvis vi fik et fælles barn sammen. For hvis der er problemer nu, så tror jeg også, vi får det med et fælles barn. Hun ønsker at opdrage vores eventuelle fællesbarn på samme måde, som hun opdrager sit barn. Sådan ønsker jeg bare ikke at opdrage.  

Er virkelig forvirret og aner simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg vil ikke miste hende, men vil heller ikke fortsætte et forhold som fuldstændig ændre mig som person. Det bryder jeg mig simpelthen ikke om, og jeg synes det er skræmmende, hvordan en person fuldstændig kan ændre på en.

Jeg har prøvet at forklare, hvordan jeg har det, men hun er mere eller mindre ligeglad og mener ikke, at hun bør ændre sig, men samtidig mener hun også, at jeg skal ændre på en hel del ting, og at jeg er en ubehagelig person, fordi jeg ikke virker glad. 

Hvad skal jeg gøre?

Jeg føler mig ikke god nok, og jeg føler heller ikke, at jeg har nogen speciel rolle herhjemme.

Mvh.

D.

 

Svar

Kære D.

Tak for dit spørgsmål. Det korte svar på, hvad du skal gøre er, at du skal stå ved dig selv. Det er vigtigt, at du tager den fornemmelse af, at du er ved at miste dig selv alvorligt. Du er flyttet sammen med din kæreste og hendes søn – og de har noget med i bagagen i form af tidligere svigt. Det lyder som om, at din kæreste lader der sætte dagsorden for, hvordan I har det i jeres lille familie nu – og det forsøger du at bekæmpe, men det er svært. Det lyder som om, at du er dybt splittet mellem på den ene side at lytte til dig selv og på den anden side falde til og være en del af familien.

Din kæreste og hendes dreng har en tæt relation, så tæt, at drengen kommer imellem jer – og det er ikke godt og holdbart for hverken ham eller jer. Han er ni år gammel, og det kan godt være, at han har lyst til at sove inde hos jer, men han har ikke behov for det. Han har derimod behov for voksne, der kærligt tager styringen og sætter rammerne. Jeg vil opfordre dig til at se konflikterne om, hvor han sover, og hvad han spiser som røde flag/ tegn på, at her er noget I skal lære. De er udtryk for, at det er lige her, at I tre sammen har det allersværest, men de er kun symptomer. For at finde årsagen, må I kigge lidt dybere – og min erfaring er, at det er sårbart og svært. Derfor er det vigtigt, at man undersøger den slags sår kærligt og omsorgsfuldt. 

Din kæreste har gode grunde til, at hun synes, det er svært at sætte grænser og se sin søn være ked af det. Du har gode grunde til, at du synes, at han skal have faste rammer, og at det er okay at være ked af det. Det vigtige er, at I to sammen sætter jer ned og bliver klogere på hinanden og på, hvordan I vil have det sammen i jeres lille familie. I skal med andre ord kommer op fra hver jeres side af skyttegraven og holde op med at skyde på hinanden, men kæmpe sammen. Når jeg læser dit brev, kan jeg se, hvor hårdt det er for dig at blive kritiseret – ikke mindst foran drengen. Det er vigtigt, at din kæreste holder op med det, for som du selv skriver, så går det faktisk ud over din og drengens relation. Og det duer jo ikke. 

Jeg vil anbefale, at du sætter dig ned med din kæreste og fortæller hende, hvordan DU har det. Det er vigtigt, at du ikke bebrejder hende, men hele tiden bliver på din egen banehalvdel. Hvordan føler du? Hvordan er det at være dig? Hvad længes du efter? Det er også vigtigt, at du får fortalt, at du hverken kan eller vil sove sammen med drengen længere, og at du ikke vil lave særlig mad. Men at du derimod gerne vil høre, hvorfor hun gerne vil sove sammen med ham. Hvad er hun bange for der sker, hvis han sover alene? Det er vigtigt, at du virkelig lytter. Og det kan være svært – især efter en periode, hvor man har såret hinanden. Så er det vigtigt at finde ind til de gode intentioner hos hinanden. Hvorfor er det vigtigt for din kæreste, at han får lige præcis den mad, han gerne vil have? Hvad føler hun ved tanken om, at han er ked af det? Vær nysgerrig – og prøv sammen at finde ud af, hvad det hele egentlig handler om. Er hun bange for at lukke dig ind – bange for, at du måske smutter? Fortæl, hvordan du føler, at du bliver skubbet ud, og fortæl hvordan du er kommet til at tvivle på dig egen evne til at vær mor – og at selvom du holder af hende, så vil du ikke miste dig selv.

Jeg håber, at din kæreste vil være lydhør. Hvis I ikke sammen kan finde ud af det, kan det være en ide at tale med en udenforstående, fx en par- eller familieterapeut. Og hvis du ikke kan komme igennem, men får skudt i skoene, at du ikke forstår noget, fordi du ikke selv er mor, så overvej, hvor mange krænkelser du vil finde dig i. Det er vigtigt, at du står ved, hvordan du føler og tænker.

Jeg ønsker dig og jer alt det bedste.

Mange hilsner

Gitte


Del med andre

Facebook Twitter Twitter


Mødregrupper
Debat
Blog
Køb/salg

10 seneste indlæg i debatterne

Dato:Emne:Skrevet i:
15/8Alt Om Børn | Sauna og damp badJordemoderens debat
14/8Cheap NFL Jerseys From ChinaINAKTIV - SKRIV IKKE HER: Gravid - igen
14/8Cheap NFL Jerseys China WholesaleINAKTIV DEBAT - SKRIV IKKE HER: Kolik hos børn
13/8Alt Om Børn | Sauna og damp badJordemoderens debat
13/8Alt Om Børn | Sauna og damp badJordemoderens debat
13/8Alt Om Børn | Sauna og damp badJordemoderens debat
13/8Alt Om Børn | Sauna og damp badJordemoderens debat
13/8Alt Om Børn | Sauna og damp badJordemoderens debat
13/8Alt Om Børn | Sauna og damp badJordemoderens debat
13/8Alt Om Børn | Sauna og damp badJordemoderens debat
Se seneste 100 debatindlæg

10 seneste køb/salg annoncer

Dato:Titel:Pris:
23/7Leander-seng3.500 kr.
23/7Silvercross barnevogn4.000 kr.
17/7Barnevognspuder199 kr.
13/4Salg af nye Kennedy Sko til lagerpriser 175 kr.
2/8LÆKKER BODYPILLOW PÅ UDSALG!!399 kr.
2/6drenge cykel 250 kr.
2/6trammeseng 100 kr.
24/5Hjemmelavet personlige bamser250 kr.
4/5Sød vugge i træ100 kr.
4/5God barnevogn sælges nu900 kr.
Gå til Køb&Salg

Seneste fra brevkassen

Opdragelse og parforhold: Hvordan tackler jeg, at vi er forskellige?
Familierådgiver Hej GitteJeg lever sammen med min kæreste (en kvinde). Hun er 47 år, o...
Tidlige tegn på graviditet
Jordemoder Kære CamillaJeg har de sidste 2 uger gået med lidt ondt i maven, lidt ...
Mulige problemer ved sen graviditet
Jordemoder Hej Camilla Jeg er snart 39 og mor til 3 piger på 3, 5, og 7 år. ...

Seneste spørgsmål i ekspertdebatterne

  • Panisk behov for hjælp med søskende-konflikt!
  • Ferie
  • Hvordan forbereder jeg mig bedst til fødslen?
  • Jeg glæder mig til jeres spørgsmål!
  • 7 år, delebarn og storebror.

Annonce