Spørgsmål

Hejsa Gitte.

Jeg har en skøn søn på 3½. Han har faktisk altid været en meget selvstændig dreng og meget bevidst om, hvad han ville og ikke ville.

Da han var ca. 3 mdr. gammel, kunne han finde på at skrige i en time eller to, hvis der var bare to eller flere gæster på besøg, eller hvis vi var i byen. Så gik det lidt i sig selv, og der var ik noget længe, men så her i dag var vi til en fødselsdag på en restaurant med et selskab med ca. 30 mennesker. Og da vi ankom, var der kun kommet 3 gæster, og der starter det hele stille og roligt med, at han ikke vil stå eller sidde selv, og han bliver sur og gal.

Vil kun være hos sin far
Han vil kun være oppe hos sin far, eller sidde hos ham. Vi siger, han skal sidde sammen med de andre børn, fordi mor og far også skal have noget mad. Det er som om han slet ikke lytter, og han skriger og græder og vil absolut ingenting.

Det er enormt frustrerende, da vi vil ham det bedste, og da jeg spørger ham, hvad han så vil, siger han "jeg vil hjem". Først tænker jeg - nej han skal ikke vinde og siger derfor pænt, "det skal vi ikke nu, for nu er vi jo til fødselsdag". Vi bliver, og tager kampen op, og efter en times skrig og gråd, falder han ned og vil først der gerne lege med de andre børn. Men så tænker jeg nu - skulle jeg have haft en backup og fået min mor til at hente ham, eller skal han lære, at det ikke altid går efter hans hoved?

Jeg synes, det er så synd for ham, at han er så frustreret. Så håber virkelig på nogle gode råd til, hvad der måske kunne foregå oppe i hans hoved, og hvad vi som forældre kan gøre?

Hilsen fra en mor som er ulykkelig :( og som altid vil det bedste for sin søn..

Svar

Kære mor, som altid vil det bedste for sin søn

Tak for din mail om din søn på 3½ år.

Du rammer ned i en problematik, som jeg tror de fleste forældre kan nikke genkendende til. Hvordan vælger vi vores konflikter med vores børn, og hvordan håndterer vi dem - og så handler din mail måske også om, hvordan vi håndterer børn, der (indimellem) er indadvendte/generte?

Sunde børn kæmper for det de vil
Du skriver i dit brev, at din dreng er meget bevidst om, hvad han vil og ikke vil. Han lyder som en sund dreng, der kæmper for det, han vil. Sikkert fordi han oplever, at I lytter til ham. Så hvad skete der mon til fødselsdagen? Her meldte han jo også tydeligt ud, at han gerne ville være hos sin far.

Jeg sidder og tænker, hvordan kan det være, at det ikke var okay? Var det rent faktisk fordi, at I skulle spise? Eller var det måske mere et automatisk "sådan-bør-det-være-svar"? Jeg spørger, fordi det lyder som om, jeres søn havde brug for at indtage de nye omgivelser fra far som tryg base.

Udadvendte og indadvendte børn
Noget af det, jeg ofte oplever, er, at det i dag er et ideal for børn, at de er udadvendte og indtager nye rammer og mennesker med det samme. Det gør det nogle gange lidt svært for de børn (og deres forældre), som indimellem eller næsten altid er lidt forsigtige i nye situationer. Måske var det et enkeltstående tilfælde for jer, måske ikke. Men jeg tænker, om det mon har trigget noget i jer eller i en af jer, at han gerne ville være hos far og ikke nede blandt de andre børn? Og i givet fald, hvad er det så, han prikker til?

Tag ansvaret
Du skriver videre, at du til fødselsdagen spurgte ham, hvad han gerne ville. Vi får jo ofte svar, som vi spørger, og her svarede han dig igen også tydeligt, at han gerne ville hjem. Betyder det så, at han skulle hjem, og at du skulle have haft en back-up? Det mener jeg ikke. Jeg synes, det er helt fint, at I bliver til fødselsdagen. Men her er det vigtigt, at du tager ansvaret for den beslutning.

Måske kunne du lære lidt af hans tydelige udmeldinger og selv blive mere tydelig? Fx. "kære søn, jeg kan godt forstå, at du gerne vil hjem, det har jeg egentlig også mest lyst til lige nu, men JEG vil have, at vi bliver her", eller hvad der nu føles rigtigt for dig. Det lyder nemlig lidt som om, han er blevet "spist af" med et standard svar a la "nu er vi jo til fødselsdag...og så BØR man blive, det kan du vel nok forstå". Når du derimod taler personligt, så ved han, hvor han har dig - og det giver tryghed.

Giv ham lov til at være vred og ked af det
Han vil sikkert stadig græde og protestere. Det er der ikke noget galt i. Han er selvfølgelig ked af, at det ikke bliver, som han gerne vil. Det er en lille sorg for ham, som han skal have lov til at mærke. Hvis han får lov til at have de følelser, vil det som regel ikke vare mere end 5 minutter. Så ja, han skal lære, at det ikke altid kan gå efter hans hoved, OG at han ikke er forkert, selvom han bliver ked af det og hellere bare vil sidde hos sin far.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at du vil din søn det allerbedste, og jeg vil virkelig anerkende dig for at være nysgerrig efter at høre andres mening - og så vil jeg opfordre dig til at lære af situationen uden at banke dig selv oveni hovedet. Jeg håber, du kan bruge mine tanker.

Bedste hilsner

Gitte

www.narrativeminds.com

Stil et spørgsmål til Gitte Krogsgaard Andersen, Familierådgiver, i brevkassen

Se alle Gitte Krogsgaard Andersens brevkasse besvarelser

Del med andre