Hjælp! Jeg kan ikke lide min datter

Spørgsmål

Kære Gitte


Jeg har en datter på atten, som jeg har været alene med, siden hun var fem måneder gammel. I dag bor vi sammen med min kæreste gennem mange år. Vi har boet her siden, hun var fem, dog med en periode på fire år, hvor jeg boede for mig selv.
Mit problem er, at jeg ikke føler, jeg kan genkende noget som helst af mig selv i hende. Hun er meget selvstændig og klarer sig fint i skolen, har fritidsjob osv. Men mht. til værdier og interesser er der overhovedet intet tilfælles mellem os to. Jeg er efterhånden kommet dertil, at jeg ikke gider at prøve at finde noget, som evt. kunne interessere os begge. De ting hun kan lide, bryder jeg mig ikke om. Hverken film, musik, fag inden for skolen eller andet. Jeg kan nogen gange få det fysisk ubehageligt ved at se på hende, fordi hun (i mine øjne) er så leddeløs og magelig. Fraværende og uærlig. Jeg går ikke ind til hende mere, og jeg prøver ikke på at komme i kontakt med hende mere. Nogen gange har jeg sagt, at jeg savner at tale med hende, og hun kommer typisk med en historie om, at hun gerne vil, men at hun bare " glemmer" det og ikke kommer ud fra sit værelse. Jeg er første generation lønmodtager og første generation by-bo. Jeg er vokset op på landet og har meget svært ved at finde ud af at holde af bymenneskers forbrugerindstilling. Min datter kan kun forbruge eller se amerikanske film, og jeg gider ingen af delene. Jeg føler mig mislykket som mor. Heldigvis har jeg for et stykke tid siden forstået det kristne budskab, og det er en trøst, når jeg er allermest irriteret på hende. Jeg tror ikke rigtigt på, at vi har nogen fremtid med hinanden, men at den almindelige svækkelse af alle sociale relationer bare vil tage over. Jeg ville ønske, det ikke var sådan, men jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Især fordi jeg må indrømme, at jeg i mange situationer slet og ret bare ikke kan lide hende, hendes afslappede kropssprog.  Hun taler så mumlende, at jeg er nødt til sige " hvad" cirka hver fjerde sætning. Jeg er træt af at skulle anstrenge mig for at forstå hende, bare for at hun skal kunne slappe af og ikke gøre sig umage. Jeg bryder mig heller ikke om hendes værdier og interesser. Jeg ville ønske, at jeg var mere stolt af hende eller glad for hende. Det er jeg også en gang imellem, men der er efterhånden godt nok længe imellem. Jeg har flere gange foreslået hende at flytte, men det kan hun ikke overskue. Hun går i 3.G.
Hvad kan jeg stille op? Jeg har sagt undskyld mange gange, jeg har prøvet at tale med hende mange gange. Jeg har adskillige gange opsøgt diverse psykologer, og det får jeg ikke noget ud af, snarere tværtimod.
Jeg har opfordret hende til at gå til psykolog med mig. Det ville hun heller ikke, og hun vil heller ikke flytte over til sin far. Hvad skal jeg gøre?

Kærlig hilsen
K

Svar

Kære K

Tak for din mail om relationen til din datter. Min umiddelbare reaktion når jeg læser din mail er, at det er modigt, at du skriver om noget, der for mange er så tabubelagt. Jeg kan faktisk ikke helt gennemskue i hvor høj grad, du er villig til at tage ansvar for, hvordan jeres relation er. Jeg sporer en vis villighed. Ellers ville du vel ikke skrive, tænker jeg. Når du spørger til, hvad du skal stille op, så er mit korte svar; du skal tage ansvar. Det er dig, der er forælderen. Det er dig, der er den voksne. Det vigtigste, børn har brug for, er, at de oplever, at deres forældre elsker dem, for dem de er – og ikke for dem, som forældrene ønsker, de skal være. Når man som forælder ikke kan elske sit barn ubetinget, er det min erfaring, at det hænger sammen med, at man heller ikke elsker sig selv, som den man er. Og det igen hænger jo ofte sammen med, at man heller ikke selv har fået tilstrækkelig kærlighed fra ens egne forældre. At man ikke er blevet rummet, som den man er. Det kan være, at der ikke har været plads til vrede, egoisme, grådighed osv. Alle forældre oplever, at deres børn konfronterer dem med følelser og egenskaber, som de selv for længst har gemt væk. Måske fordi der ikke var plads til de følelser eller egenskaber i ens første familie – altså den familie, hvor man som forælder var barn. Det fantastiske ved vores børn er, at de på den måde viser os de steder, hvor vi har allermest brug for at udvikle os, for at vi som voksne kan give os selv (og vores børn!) den omsorg og kærlighed, som vores egne forældre ikke magtede. 


Giv slip på gamle forestillinger og tag ansvar
Hvis du vil din datter, og hvis du vil jeres relation, er det afgørende, at du er villig til at give slip på nogle af dine gamle overbevisninger om, hvordan du er, hvordan din datter er, og hvordan ”man” ”bør” være. Du skriver i dit brev, at du ikke rigtig tror på, at I har nogen fremtid med hinanden, ”men at den almindelige svækkelse af alle sociale relationer bare vil tage over”. Jeg tænker, at det afhænger i høj grad af dig, om I har en fremtid sammen, og jeg føler mig også forpligtet til at skrive, at hvis du slipper relationen, fordi du ikke kan rumme din datter, som hun er –  så er det vigtigt, at du er bevidst om, at det er et selvcentreret valg. Alle forældre kan være selvcentrerede (også jeg!), men det gør det ikke mere kønt. Jeg tænker, at det er en del af den udvikling, man går igennem som forælder med ens børn; at man støder på ens ømme punkter, og så kan man blive vældigt fokuseret på sig selv – og når man så får øje på det, må man tage ansvar som voksen og lægge egne sårede følelser til side. Dem kan man vende tilbage til senere, men uden at holde børnene ansvarlige. 

 I forhold til det du skriver om svækkelsen af alle sociale relationer, bliver jeg i tvivl om, hvad du mener og egentlig også bekymret for, hvordan du egentlig har det. Måske er du i en tilstand, hvor du virkelig har brug for hjælp, inden du kan være noget for din datter eller andre. Jeg vil invitere dig til at tage et par dybe vejrtrækninger og overveje følgende grundigt; 

- Hvor villig er du på en skala fra 1-10 til at tage de skridt, der skal til for, at du og din datter får det bedre? 
- Hvilket enkelt skridt kan du tage for at tage ansvar for dig selv? Vær konkret (det kunne fx være; kontakte læge eller psykolog, skrive dagbog, gøre noget kærligt for dig selv osv.)

Kig indad

Hvis du virkelig er villig til at gøre det, der skal til for at skabe en bedre relation til din datter, er der ingen vej udenom; så må du kigge indad. Du skriver, at du ikke kan genkende noget af dig selv i din datter. Jeg er helt sikker på, at din datter – som alle andre børn – spejler dig. Nogle gange spejler vores børn os direkte; fx en genert mor med et genert barn. Andre gange spejler de os modvendt; fx en genert mor med et meget udadvendt barn. Hvis moren i eksemplet har det dårligt med at være genert, måske har hun altid fået at vide ”hold nu op med at være så genert, du skal da bare…”, så vil hun reagere på sit eget generte eller udadvendte barn. Hun vil simpelthen mærke følelser rumstere inde i sig, når hun bliver konfronteret med det generte/ udadvendte. Hvis hun tager sine reaktioner seriøst og finder ud af, hvad det egentlig handler om, kan hun bruge det til at hele gamle sår og sætte både sig selv og sit barn fri. 
Når du oplever din datter som fx leddeløs, magelig, fraværende og uærlig handler det om at kigge på, hvor du selv er med alle de ting. Hvor i dit liv er du uærlig? Hvis du bare ryster på hovedet og tænker, at det er du da ikke, så kig igen. Spørgsmålet er ikke om du er det, men hvor du er det. Det, du har allermest modstand mod at vedkende dig, er det vigtigste sted at starte. Så hvis du fx tænker ”meget kan man sige om mig, men fraværende er jeg i hvert fald ikke”, så begynd med det. Fx skriver du i dit brev, at der har været en periode, hvor du ikke boede med din datter – og der kan man vel godt sige, at du var fraværende … Bogen Kast lys over skyggen af Debbie Ford guider dig igennem gode, konkrete øvelser, der støtter dig i at kigge på, hvor du selv er og viser, at det er alt det, du ikke kan lide i din datter. Det lyder ubehageligt – og det kan det også være, men det er endnu mere befriende, og så er det faktisk ikke til at komme udenom, hvis du vil din datter og dig selv og jeres relation.

Jeg håber, du kan bruge mit svar til at tage det første skridt videre, og du skal vide, at du er meget velkommen til at skrive igen. Jeg ønsker, at du og din datter må opleve kærlighed. 

Bedste hilsner

Gitte


Del med andre

Facebook Twitter Twitter


Mødregrupper
Debat
Blog
Køb/salg

10 seneste indlæg i mødregrupperne

Dato:Emne:Mødregruppe:
11/1Pige polterabend i København med Escape RoomJuli 2009
11/1Pige polterabend i København med Escape RoomJuli 2009
26/11Flipper 21 ! Hvad mener duSeptember 2007
26/11Hvad mener du med at få satSeptember 2007
23/11Det kan være svært at kommeApril 2004
23/11Sofies blogFebruar 2011
22/11Fedt!Juni 2004
5/11Hemmmm linket virker ikeJuli 2009
5/11God side med ideer!Juli 2009
27/10Hej,  Jeg har købt helårsMarts 2004
Se seneste 100 mødregruppe-indlæg

10 seneste indlæg i debatterne

Dato:Emne:Skrevet i:
15/1"Psykiske" symptomerGraviditet
14/1Denne gynge hjalp vores sønLivet med børn
13/1Åndedrætsbesvær Ordet er frit
11/1Lavt stofskifte under graviditetGraviditet
5/1Legat til enlige mødreOrdet er frit
4/1Den lille med ombordOrdet er frit
2/1Valg af urOrdet er frit
30/12KøbenhavnLivet med børn
29/12Udforske Livet med børn
23/12Jeg er forvirret!Graviditet
Se seneste 100 debatindlæg

10 seneste køb/salg annoncer

Dato:Titel:Pris:
23/7Leander-seng3.500 kr.
23/7Silvercross barnevogn4.000 kr.
17/7Barnevognspuder199 kr.
13/4Salg af nye Kennedy Sko til lagerpriser 175 kr.
2/8LÆKKER BODYPILLOW PÅ UDSALG!!399 kr.
2/6drenge cykel 250 kr.
2/6trammeseng 100 kr.
24/5Hjemmelavet personlige bamser250 kr.
4/5Sød vugge i træ100 kr.
4/5God barnevogn sælges nu900 kr.
Gå til Køb&Salg

Seneste fra brevkassen

Blødning i graviditeten
Jordemoder HejJeg er gravid i 12. uge. Vi har været til nakkefoldsscanning og alt...
Min søn er farsyg
Sundhedsplejerske HejJeg har en dejlig dreng på 20 måneder. Han er altid en meget glad d...
Min 4-årige datter stimulerer sig selv
Sundhedsplejerske HejJeg har en datter, som er selvstimulerende. Hun blev 4 år i decembe...

Seneste spørgsmål i ekspertdebatterne

  • Panisk behov for hjælp med søskende-konflikt!
  • Ferie
  • Hvordan forbereder jeg mig bedst til fødslen?
  • Jeg glæder mig til jeres spørgsmål!
  • 7 år, delebarn og storebror.

Annonce