Spørgsmål

Hej Gitte
Jeg deler samvær med min datter på 6 år i en 5/9 deleordning (5 til faren). Min datter har boet hos mig siden hun var 9 måneder gammel. Jeg har hele tiden kunnet mærke på hende,at hun synes, at skift fra den ene til den anden forælder er vanskeligt for hende.

Siden for omkring 2 år siden har hun også udtrykt det selv helt klart. Den seneste tid græder hun som pisket og tigger mig om at flytte sammen med faren igen. Hun vil ikke altid savne den ene og så den anden. Jeg tror hun konstant går med et savn i maven. Jeg mærker, at hun måske er tynget af dette savn i hendes hverdag, og at det gør, at hun generelt er mindre glad.

Når hendes far er på banen virker hun ekstra glad og sprudlende. Hun er dog oftest glad og hengivende overfor mig, når jeg henter hende hos ham. Hun giver nogle gange udtryk for, at hendes far aldrig skælder ud, og jeg altid gør, samt at hos ham må hun gerne få slik hver dag.

Vi har forskellige grænser
Hendes far og jeg lever vidt forskelligt, og vores grænser er også forskellige. Jeg fornemmer og hører, at hun bliver behandlet som et weekendbarn, altså at grænserne ligger langt ude i perifirien hos faren. Jeg har nogle klare grænser, som jeg kun fraviger i sjældne tilfælde ved ferie og lignende (almindelige grænser som madvaner, sengetider og værdier for social omgang med medmennesker etc.)

Jeg har snakket med hende og udtrykt forståelse for, at det er svært at savne og fortalt hende, at hendes far og jeg ikke kan finde ud af at leve sammen. Jeg har spurgt ind til hendes følelser og anerkendt samme overfor hende. Jeg gør alt for hende og sørger for sunde fritidsinteresser, rejser med hende og giver hende gode kulturelle oplevelser - og alligevel er det de oplevelser, hun har med sin far, hun husker bedst - og nævner i flæng.

Jeg lytter naturligvis og stiller interesserede spørgsmål, selv om det ærger mig, at faren skal gøre så lidt, men alligevel få den største opmærksomhed

Et elsket barn
Hun får stor kærlighed og opmærksomhed fra begge sider. Jeg føler, hun har svært ved at give slip i afleveringssituationer - også i børnehaven. Hun synes at være velfungerende i børnehaven, men brød sig ikke om at være der - selvom den var helt fantastisk og omsorgsfuld. Hun nævnte for nylig, at de jo ikke gav hende kærlighed.

At hun skal i skole efter sommerferien har måske også indflydelse, selv om hun glæder sig meget, og var virkelig glad for at afslutte børnehaven.

Hvordan kan jeg hjælpe hende?
Jeg kan ikke ændre på det faktum, at faren og jeg ikke bor sammen, men måske kan jeg på en eller anden måde hjælpe hende med at takle hendes savn?

Jeg kunne godt tænke mig at det fyldte langt mindre for hende, og at hun bliver mere velafbalanceret. Jeg har meget svært ved at tackle hendes hurtige humørskift - hun kan give sig til at græde ved ingenting, hvor det viser sig, at det er savnet i maven, der kommer til udtryk

Kan du give mig nogle nøgler til at nå ind til hende og til at styrke hendes urolige sjæl??

Kærlig hilsen
Inge

Svar

Kære Inge

Tak for dit spørgsmål vedr. din 6-årige datter, der bor skiftevis hos sin far og dig. Dit brev indeholder mange tanker og refleksioner, som viser, at du har en god forståelse for din datter, og at du har en fornemmelse for, hvordan hun har det. Jeg vil prøve at komme med et bud på, hvordan du kan støtte din datter i forhold til det savn, du oplever, at hun lever med i sin hverdag.

God kontakt mellem mor og far vigtig for delebørn

Noget af det første, jeg bliver nysgerrig efter, når jeg læser dit brev, er, hvordan relationen er mellem dig og din datters far? Det fremgår tydeligt af dit brev, at du er fuld af omsorg overfor din datter, og at du er opmærksom på, hvordan hun har det. Men på og mellem linjerne er der noget, der får mig til at tænke på, hvordan du mon har det med hendes far? Forskellige undersøgelser viser, at børn trives bedst i en deleordning, når forældrene har en god kontakt.

Sæt pris på, at I er forskellige

Du skriver, at du og din datters far gør tingene forskelligt. Jeg tænker, at det i sig selv ikke er et problem. Vi er forskellige, og typisk gør mor og far tingene forskelligt, men det er klart, at det kan give nogle konflikter, især hvis man ikke har øje for de kvaliteter, der er i at være forskellige. Når jeg skriver dette, er det fordi, jeg fornemmer en del irritation over din datters far. Du skriver blandt andet, at du gør alt for din datter, og at det ærgrer dig, at det er oplevelserne med hendes far, hun husker bedst og nævner i flæng, selvom han gør så lidt.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det lyder, som om du bruger en del energi på at sammenligne jer som forældre, og selvom det er svært, så vil jeg opfordre dig til at kigge nærmere på dine egne følelser i dette, både for din egen, men også din datters skyld.

Din datter vil fornemme eventuel modstand mod hendes far - også selvom du ikke udtrykker den højt. Børn har en medfødt evne til at mærke os og kan gennemskue følelser, vi måske ikke engang selv er bevidste om. Og børn er utroligt trofaste, så derfor vil hun forsvare sin far og fremhæve alt det gode ved ham, hvis hun føler, at du ikke ser alt det, hun elsker.

For din datters og din egen skyld er det vigtigt, at relationen mellem dig og hendes far er præget af respekt og god kommunikation. Så hvis der er noget, der forhindrer dette, vil jeg anbefale dig at få ryddet op i relationen.

En måde at gøre det på, kunne være at skrive et brev, som du ikke sender, til faren. Det er et brev udelukkende til dig selv, hvor du får afløb for alt det, som du synes er irriterende ved ham. Lad det ligge nogle timer eller nogle dage og vælg så at give slip på det. Skriv nu et nyt brev, som du heller ikke sender, hvori du skriver alt det ned, du er taknemmelig for, at han gør for din datter, og for den han er i hendes liv.

Nøglen til din datter ligger inde i dig

Du spørger mig, om jeg kan give dig nogle nøgler til at nå ind til hende - som jeg har været inde på ovenfor, så tror jeg, at nøglen ligger i dig og i de tanker, du gør dig om både dig selv som mor og om hendes far. Når du kan møde din datter uden nogle ideer om, hvordan hun bør have det og være okay med, at hun savner sin far og elsker at være sammen med ham, tror jeg også, at hun vil være mere villig til at lukke dig ind.

Det bedste, du kan gøre for hende, er at lytte og rumme det savn, hun føler, uden at forklare hvorfor det er, som det er - bare vær med det og med hende.

Det er måske, måske ikke, et savn, hun skal lære at leve med i mange år fremover, og det kan du ikke tage fra hende, men du kan vise hende, at hun ikke behøver at være alene med sine følelser ved at sørge for, at der er plads til dem alle - og også hendes far, selvom han gør tingene anderledes end dig.

Held og lykke.

Bedste hilsner

Gitte, 

Familierådgiver

www.narrativeminds.com

Del med andre