Bonusmor: Min kæreste sætter ikke grænser for sin søn

Spørgsmål

Hej Gitte.

Jeg er bonusmor til en rigtig dejlig dreng på 5. Hans far er det mest kærlige og omsorgsfulde menneske, jeg kender, både som mand, men også som far. Han er dog (efter min mening) lidt doven, når det kommer til hans søn.

Det skal lige siges, at han gik fra drengens mor for snart to år siden. Han har nu en 9/5-aftale, hvor han har ham de 5 dage. Jeg forstår godt man må føle at man har svigtet sit barn, når man er gået fra ham og mor, så jeg kan godt sætte mig ind i, at man gerne vil gøre alt så konfliktfrit og hyggeligt, når barnet er der, at man gerne vil være "hyggeforælderen", men det er jo at gøre barnet en bjørnetjeneste.

Sønnen får for lang line
Når han er hjemme hos os er der for eksempel ingen faste sengetider. Han kommer ofte sent i seng (mellem kl. 22 og 24), og står op samtidig med os (vi har en meget fleksibel hverdag). Hvis ham og hans far ikke kommer i svømmehallen, som de plejer, får han heller ikke rigtigt et bad i de dage, han er der. Han får sukker alle fem dage han er der, tandbørstning bliver meget ofte glemt og han kommer ikke i børnehave osv.

Jeg ved jo godt, at jeg ikke er drengens mor, men jeg har aldrig set noget lignende. Jeg har mange veninder, der har børn og de siger, at den dagligdag ville være fuldstændig uhørt hjemme ved dem!

LÆS OGSÅ: Min søns putning tager over en time

Han reagerer med vrede
Jeg har selvfølgelig talt med min kæreste om det, men enten har han råbt og er blevet rigtig vred eller også forsvarer han det med, at han gerne vil bruge tid med sin søn og at de ting jeg nævner i virkeligheden er mit behov og ikke barnets. Det synes jeg er et lidt sløvt argument, da jeg ikke synes det handler om nogens behov, men om ens pligt som den voksne at give barnet nogle ordentlige vaner og rutiner, som de kan tage med sig.

Jeg er af den overbevisning, at man skal lære dem disse ting fra de er små, fordi jeg blandt andet tror at det er lettest at lære dem det på det tidspunkt. Min kæreste er af en anden opfattelse. Han synes man skal lære dem disse ting, når de er mere "relevante". Hvad han præcis mener er jeg ikke rigtig klar over, for jeg kan heller ikke se irrelevansen i det, som det er nu?

Er det fair, at jeg bare skal tie stille? 
Nu venter vi en lille pige og lige meget hvordan vi vender og drejer det, så er vi jo en familie, hvor jeg synes alle skal høres, også mig, selvom jeg ikke er drengens mor. Min kæreste siger, at når hun kommer, så kan jeg være "primos motor" på hende og ikke blande mig i, hvordan han gør med sin egen søn. Men ærligt, så synes jeg ikke det er okay. Vi er en familie og vi skal ikke køre to forskellige løb under samme tag. Derudover passer jeg jo drengen, når far vil sove længe, se fjernsyn, ud og hygge sig eller andet. Jeg trøster ham, når han bliver ked af det, putter med ham inden han skal sove og laver mad til ham. Er det fair at jeg bare skal tie stille, når der er noget han ikke er enig i?

Jeg bærer over med ham af flere grunde, men de to største er, at han savner sin søn. Så er det jo klart at han bare gerne vil have det hyggeligt med ham og mere eller mindre kun have gode dage, men sådan er det ikke altid at have børn. Nogle gange må man være bussemanden, når man som den voksne ved, hvad der er bedst.

Den anden grund er, at vi har haft stik modsat opvækst. Hans mor har, ifølge ham, ikke været særlig meget tilstede og heller ikke faderen. Moren har så vidt jeg forstår været enormt large, nærmest i samme grad som han selv er nu, dog uden at være lige så meget sammen med ham, som han er med sin egen søn nu. Jeg har derimod har fået en lidt strengere opvækst. Min mor har altid gået op i at vi fik nogle faste rammer og rutiner med alt hvad dette indebærer. Så jeg forstår at vores "clashes" også kan spille en rolle her.

LÆS OGSÅ: Min datter er kærlig over for fremmede

Jeg er begyndt at stikke af
I starten gav jeg dem to af dagene kun for dem selv, men nu stikker jeg af alle dage, fordi jeg er bange for der skal ske en konfrontation og han bliver lige så vred som sidst, hvor man slet ikke kan tale med ham. Når han først har set rødt så VIL han ikke høre mere, og han ser rødt ret hurtigt, når det kommer til det her emne, så jeg når aldrig særlig langt.

Jeg lader dem også være fordi jeg er bange for at drengen føler jeg tager hans far fra ham. Vi kan ikke kysse eller grine eller noget som helst uden at han kommer løbende eller hiver i sin far, afbryder når vi snakker osv. Det tænker jeg er et tegn på, at han gerne vil have ham for sig selv? Og det skal han have lov til.

Jeg tror også at drengen er anderledes, når han er alene med sin far. Så er det klart at der kommer nogle andre sider af ham, når der pludselig er en anden, som far også vil bruge tid med og som også vil bruge tid med far.

Skal jeg bare makke ret?
Mit spørgsmål er så; kan jeg tillade mig at blande mig? Og hvor meget må man egentlig sige, når man er så langt væk fra hinandens verdener? Er det ikke rimeligt at man finder et kompromis, så vi alle kan være sammen i samme hus? Eller er det mig, der skal makke ret?

Jeg har også talt med veninder, der også har bonusbørn. De siger, at de ALDRIG ville passe deres kæresters børn og at de ikke er deres problem og heller ikke vil være sammen med dem osv. af den simple grund, at de ikke er deres. Er det så mig, der er for large? Er det virkelig dit-og-mit, når man er en sammenbragt familie?

Håber du kan hjælpe.

Hilsen Blomst

Svar

Kære Blomst

Tak for dit spørgsmål om din rolle i forhold til din kæreste og hans 5-årige dreng. Du beskriver nogle problemer, som jeg er sikker på, at rigtigt mange i sammenbragte familier kan genkende og det er rigtig godt, at du adresserer dem inden jeres familieforøgelse.

Jeg tror, at alle forældre kender til at have dårlig samvittighed over for deres børn (jeg gør i hvert fald) – og så kan vi som forældre komme til at please vores børn, fordi vi så gerne vil have, at vi ”har det godt”. Den fælde kan man ofte endnu nemmere hoppe i, hvis man er skilsmisseforælder og derfor ikke har så meget tid sammen med ens barn/ børn som man måske gerne ville. I jeres tilfælde lyder det lidt som om, at alt andet tilsidesættes, når din kærestes barn er hos jer – jeg kan endda forstå, at du simpelthen stikker af, mens han er der. Jeg tænker, at det er rigtigt vigtigt, at I får brudt den (onde) cirkel.

Der er forskel på lyst og behov
Du har ret i, at børn har brug for struktur og nogle rammer – det trives de simpelthen bedst med. Selvfølgelig synes børn umiddelbart, at det er herligt at få masser af sukker og lov til at se film sent, for det er det, de har LYST til, men det er ikke det, de har BEHOV for. Og det er de voksnes ansvar at sørge for, at børnene får det, de har behov for. Det er bl.a. nærende mad, god søvn, rutiner m.m. – og allervigtigst: kontakt.

Det er jo rigtig godt, at din kæreste tilbringer en masse tid med sin søn – OG det er også vigtigt, at han kan tage lederskabet på sig og sige nej og tage ansvar for både sig selv og sin søn.

LÆS OGSÅ: Hysteri og vrede - reagerer hun på dårlig stemning i familien?

Familieterapeut Jesper Juul har skrevet en fremragende bog om kunsten at sige nej – og heri skriver han bl.a., at vi kan ikke sige helhjertet ja, hvis vi ikke også kan sige nej. Måske kender du de mennesker, der altid siger ja og aldrig siger fra - og det kan faktisk være lidt svært at vide, hvor man har dem. Og når man ikke ved, hvor man har andre mennesker, så er man heller ikke rigtigt i kontakt med dem.

Med andre ord – din kæreste vil gøre alt det bedste for sin søn, men det bliver på bekostning af den autentiske kontakt, tror jeg. Det kan simpelthen være svært for et barn at vide, hvor det har sin far eller mor henne, hvis vi som forældre ikke kan sige til og fra.

Lige nu lyder det til, at alt går efter sønnens hoved, og det er faktisk synd, for det er han slet ikke gammel nok til at tage ansvar for. Du har fuldstændig ret i, at han har brug for nogle voksne, der guider ham og viser ham, hvordan man gør – og det indebærer unægteligt at sige nej og sætte nogle rammer.

Din kæreste gør sit bedste
Du skriver, at din kæreste bliver meget vred, når du prøver at tale med ham om de problemer, du oplever. Og det kan jeg godt forstå, at han gør. For det gør utroligt ondt at få at vide – og få øje på de steder, hvor vi ikke slår til som forældre. Sådan er det for alle forældre – og alle forældre har de her ømme punkter, hvor vi begår fejl.

Din kæreste gør sit bedste – og som du selv skriver: han giver det videre, han selv har fået. Og selvfølgelig gør han det, for det er sådan han har lært at det er at blive elsket og holdt af. Men selvom det gør ondt, er det vores opgave som forældre at forholde os til, hvordan vi påvirker vores børn. For at vi kan gøre det, så kræver det, at vi vil det – og også at vi kan tale med nogen, som ikke dømmer os.

LÆS OGSÅ: Opdragelse - tag styringen, forældre!

Tal personligt og bliv på din egen banehalvdel
Derfor er det selvfølgelig vigtigt, at du ikke begynder at bebrejde din kæreste og fordømme ham. Så inden du taler med ham om det – for det er vigtigt, at du gør det – så må du finde ind til det sted inde i dig, hvor du kan gøre det kærligt og uden at dømme. Når du har fundet det sted, så husk også på, at det er vigtigt, at du taler personligt og bliver på din egen banehalvdel. Det vil sige, at du siger ”jeg oplever det sådan og sådan, og jeg kan mærke, at jeg bliver bange for, om vi kan finde ud af at skabe nogle fælles rammer eller hvad du nu vil sige.

Det vigtige er, at du IKKE siger ”du gør sådan og sådan, og du er også altid…”. Lyt til hvad han siger – og læg en fælles plan for, hvordan I kan støtte hinanden. Vær tålmodighed – husk, at de her mønstre er indlært gennem et helt liv, så det kræver tålmodighed og vedholdenhed at ændre det.

Så svaret på dit spørgsmål er: JA, du kan godt tillade dig at blande dig. I er en familie sammen, men det er fint, at du tager den med din kæreste, så sønnen ikke ender som en lus mellem to negle. I behøver jo ikke være fuldstændig enige om alt (det er de færreste, og det er kun godt), men det er vigtigt, at I kan sætte nogle fælles rammer – ellers tror jeg faktisk også, at det bliver lidt ulideligt for jer alle sammen. Selvfølgelig skal du og din kæreste kunne grine sammen og kysse hinanden.

Så når sønnike protesterer over det, så overvej, hvad det egentlig er han protesterer over og forhold jer til det, der ligger nedenunder frem for bare at lade være med at grine og kysse.

Jeg ønsker jer alt det bedste og håber, at I kan bruge hinandens forskelle som en styrke. Held og lykke med familieforøgelsen.

Bedste hilsner Gitte, Familierådgiver 

Stil et spørgsmål til Gitte Krogsagaard Andersen i brevkassen

Se alle brevkassebesvarelserne fra Gitte Krogsgaard Andersen  


Del med andre

Facebook Twitter Twitter


Mødregrupper
Debat
Blog
Køb/salg

10 seneste indlæg i mødregrupperne

Dato:Emne:Mødregruppe:
10/1BadedragtNovember 2004
20/12Hej Lillemoar  Jeg faldtMarts 2005
16/12P-piller, mini-piller og at amning April 2004
13/12BMIJuli 2004
26/11Hej :) Jeg er helt nyNovember 2006
23/11Hysterisk (eller ked?) datter :-(September 2015
15/11Godt arbejdeJuni 2004
8/11Uge 37,3Oktober 2007
27/10Lidt om osMaj 2016
27/10Hej igen. Det er faktiskAugust 2016
Se seneste 100 mødregruppe-indlæg

10 seneste køb/salg annoncer

Dato:Titel:Pris:
23/7Leander-seng3.500 kr.
23/7Silvercross barnevogn4.000 kr.
17/7Barnevognspuder199 kr.
13/4Salg af nye Kennedy Sko til lagerpriser 175 kr.
2/8LÆKKER BODYPILLOW PÅ UDSALG!!399 kr.
2/6drenge cykel 250 kr.
2/6trammeseng 100 kr.
24/5Hjemmelavet personlige bamser250 kr.
4/5Sød vugge i træ100 kr.
4/5God barnevogn sælges nu900 kr.
Gå til Køb&Salg

Seneste fra brevkassen

Hvor slemt er rygning for sædkvaliteten?
Jordemoder Kære CamillaMig og min mand prøver at blive gravid og vi har forsøgt i...
Blødning under graviditeten
Jordemoder Hej Camilla Härtel.Jeg skriver til dig, da jeg for en lille uge siden ...
Hjælp til tyrannisk teenager
Familierådgiver Kære Gitte.Jeg er så ked af det. Igennem det sidste år har min nu 16-å...

Seneste spørgsmål i ekspertdebatterne

  • Panisk behov for hjælp med søskende-konflikt!
  • Ferie
  • Hvordan forbereder jeg mig bedst til fødslen?
  • Jeg glæder mig til jeres spørgsmål!
  • 7 år, delebarn og storebror.