Spørgsmål

Kære Gitte

Jeg skriver til dig, fordi vores familie virkelig har brug for et rigtig godt råd angående min mands datter fra første ægteskab.

Hun lyver og fortæller grimme ting
Min mand og jeg har kendt hinanden i 12 år og har 3 sammenbragte børn. Jeg har to drenge fra et tidligere forhold på 17 og 15 år, og min mand har som sagt en datter på 15 år. Derudover har vi sammen en dreng og en pige på henholdsvis 7 og 9 år. 

Vores børn har altid fungeret godt sammen, og de har altid betragtet hinanden som "ægte" søskende. Vi har et godt forhold til de store børns andre forældre.

Efterhånden som børnene er vokset op, er der kommet flere og flere problemer med min mands datter, som indtil for ca. et år siden har boet hjemme hos sin mor. Nu er hun så flyttet hjem til os.

I den forbindelse har vi fundet ud af, at hun lyver og fortæller grimme ting om sin mors mand til os herhjemme, og om mig og mine drenge hjemme hos sin mor.

Vi var meget bekymrede
Hun flyttede hjem til os, fordi der var nogle problemer omkring hendes konfirmation. Efter hendes udsagn var hun bange for sin stedfar, og hun følte at hendes mor var ligeglad med hende og hendes ønsker omkring konfirmationen. Hun valgte at bo her, da hun ikke kunne holde ud at bo sammen med stedfaderen.

Vi var selvfølgelig meget bekymrede, da hun oprigtigt virkede bange og utryg ved stedfaderen. Vi brugte meget tid på at snakke med hende for at finde ud af, hvad hendes frygt bundede i, men det kunne hun ikke sætte ord på. Men hun ville ikke hjem til sin mor, og hun ville ikke have hverken sin mor eller stedfar med til sin konfirmation.

Vi herhjemme fik holdt konfirmation, og hendes familie på moderens side var med, men det var naturligvis en meget akavet situation.

Det kræver en undskyldning!
Efterfølgende fandt vi ud af, at alle de ting, hun havde fortalt os, ikke var rigtige, da hun en dag brød sammen, fordi hun savnede sin mor. Vi fik selvfølgelig kontaktet hendes mor og snakket tingene igennem og fandt i denne forbildelse ud af, at hun igennem mange år har fortalt usande ting til begge familier. 

Vi fandt også ud af, at hun i virkeligheden ikke var bange for stedfaren, men blot ønskede, at hendes far og mor kunne finde sammen igen (de blev skilt, da hun var 2 år). Vi satte os sammen med hendes mor og stedfar sammen med hende og fik talt tingene igennem. Her blev vi enige om, at hun skulle blive boende hos os i hvert fald et stykke tid endnu.

Vi sagde til hende, at hun måtte tage en snak med dem, som hun havde fortalt løgne om og give dem en undskyldning, blandt andet til mine to drenge og stedfaderen. Derudover fortalte vi hende, at hun var nødt til at bevise, at hun havde lært noget af denne historie, før det kunne komme på tale at skulle flytte hjem til sin mor igen.

Dette er den korte version.

Svært ved at finde veninder
Det skal lige siges, at pigen og moderen har flyttet meget rundt, og hun har skiftet skole 7 gange. Moderen har haft en del korte bekendtskaber med mænd, inden hun for 7 år siden fandt sin nuværende mand.

Pigen har derfor (tror jeg) også svært ved at finde veninder og har altså ikke ret mange.

Hun har knyttet sig meget til vores datter og har betroet sig til hende, som man nu engang gør med veninder i en alder af 15 år. Dette har vi snakket meget med hende om og fortalt, at det er dejligt, hun gerne vil være sammen med sin søster, men at hun ikke skal betro sig omkring kærester og menustration, osv. til hende, da hun er alt for lille til det endnu. Og efterhånden er det da også aftaget.

Det tærrer på ægteskab og familieliv
Det hele har tærret utroligt meget på vores ægteskab og vores familie i det hele taget, da der hver eneste dag skal tages stilling til et eller andet problem. Jeg føler ikke, at jeg har haft overskud til de andre børn, og det har også skabt en masse konflikter.

Der er ingen tvivl om, at pigen kæmper med en masse ting oppe i hovedet. Hun er utroligt ked af det hver dag og savner sin mor. Hun føler ikke, hun hører til her hos os og sidder helst på sit værelse, så vi nærmest skal tvinge hende til at komme ud og være sammen med os andre.

Hendes mor og min mand har nu besluttet at tage kontakt til en psykolog for at se, om vi måske kan få åbnet op for nogle ting og måske få nogle redskaber til at hjælpe hende bedst muligt.

Jeg synes, det er rigtig svært det hele og har brug for nogle råd nu!

Er det det rigtige, vi har gang i??

Med venlig hilsen
En frustreret mor

Svar

Kære frustrerede mor

Tak for din mail angående din mands 15-årige datter fra et tidligere ægteskab.

Noget af det, der slår mig, når jeg læser din mail, er, at pigen har en masse kærlighed omkring sig, men jeg bliver lidt i tvivl om, hvorvidt hun mærker den kærlighed, som, jeg synes, skinner så tydeligt igennem i din mail.

Hold op med at straffe hende
En ting er de kærlige følelser, vi kan opleve indeni overfor vores børn og bonusbørn. Noget andet er, hvordan de, altså børnene oplever den kærlighed. Trænger den igennem til dem?

Det lader til, at I, da I blev klar over din mands datters løgne, satte jer ned og havde en god samtale. Men jeg sidder tilbage og tænker - gad vide, hvordan det var for hende? Det lyder som en sårbar teenager, der har løjet, fordi hun gerne ville se sine forældre sammen igen. Det er et ønske, som mange skilsmissebørn kan have, men derfor kan det stadig være godt at spørge ind til, hvad det er barnet/den unge savner? Hvad er det ønske udtryk for? Hvad er det for en smerte, der ligger bag?

Hvem var det, der blev enige om, at hun skulle blive boende hos jer? Det lyder ikke som pigens ide, men mere som en straf, siden du skriver "at hun var nødt til at bevise, at hun havde lært noget af denne historie, før det kunne komme på tale at flytte hjem til sin mor igen". Hvis din mands datter oplever det som en straf - og det forestiller jeg mig, at hun gør - så er det ikke underligt, hvis både hun og I ikke nyder at bo sammen. Men endnu vigtigere, så tænker jeg, at det har sat skår i jeres relation til hende.

Spørg jer selv
Det allervigtigste for børn (og i særdeleshed også teenagere) er, at de har brug for, at der er to mennesker i denne verden, de altid kan regne med vil elske dem og acceptere dem - og det er naturligvis deres mor og far. Jeg ved ikke, hvordan jeres pige har det, men jeg forestiller mig, at det har været svært at lyve, sårbart at blive afsløret og ensomt at blive straffet.

Hvis det er pigens ønske at bo hos sin mor, og der i øvrigt ikke er noget til hinder for det, så lad hende dog flytte. I kan naturligvis vælge at holde fast i, at hun skal blive boende, men så tror jeg, det er vigtigt, at I spørger jer selv - hvad er det, vi gerne vil have ud af det? Og hvad er det for en relation, vi gerne vil have til hinanden, ikke bare nu, men også i fremtiden? Og endelig - vil det, at hun bor her og savner sin mor få os tættere på den relation eller længere væk fra den?

Vi kan ikke altid tåle sandheden
Når børn lyver overfor deres forældre, skyldes det som regel, at der ikke er plads til sandheden. I stedet for at komme med moralske formaninger, når vi tager vores børn i at lyve, kan vi med fordel være nysgerrige og spørge ind til, hvad der gjorde, at de følte det nødvendigt at lyve. Vi kan spørge os selv, hvad det var, der ikke var plads til i familien?

Det gør ondt, når børnene ikke trives, og det kan være ubehageligt at kigge indad og tage ansvaret for det som forældre, men der er ingen vej udenom, hvis vi ønsker en nær og sund relation til vores børn.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at I gør jeres bedste, og at I gerne vil gøre det rigtige. Det er din mands datters held. Jeg synes, det lyder som en god ide at tale med en psykolog om, hvordan I bedst kan støtte pigen, men jeg vil varmt anbefale jer, at I ikke prøver på at "fixe" hende. Hun har begået en fejl ved at lyve, men tænk hvilken gave det er at opleve, at man er okay og elsket, som man er - også når man begår fejl.

Held og lykke til jer!

Bedste hilsner
Gitte Andersen

Stil et spørgsmål til Gitte Krogsgaard Andersen, Familierådgiver, i brevkassen

Se alle Gitte Krogsgaard Andersens brevkasse besvarelser

Del med andre