Spørgsmål

Hej Charlotte

Håber du kan hjælpe os, for vi giver snart op.

Vi har et delebarn (en datter på 4½), og jeg er bonusmoderen. Problemet er, at hun ikke vil spise. Vi har været inde og læse om alle kneb, ekspertråd og lavet en liste med ting, vi skal gøre i forhold til hendes mad. Vi har blandt andet skrevet følgende ned:

• Vi skal tilbyde hende grønt/frugt efter børnehave.
• Hun skal selv øse op og spise det, hun tager.
• Vi skal lave mad, som står i skåle, så hun selv tager, og der skal som minimum være én ting på bordet, som hun kan lide.
• Hun skal som minimum tage to ting, hvoraf en af tingene skal være sundt.
• Hun skal ingen ris og ros have for det, hun spiser, men derimod skal vi agerere neutralt, og når hun siger "tak for mad", siger vi "velbekomme" og "hop du bare ned".

Vi skærer tingene ud for hende, så hun selv kan stikke med gaflen. Vi fodrer hende ikke, og hun drikker sig ikke mæt i væske. MEN alligevel spiser hun intet og tager måske to ting (fx kød og agurk), og vi bliver faktisk nødt til at minde hende om, at hun skal spise det, hun øser op - hun spiser det ikke af sig selv.

Brækker sig af sult
Vi har også prøvet, at hun tager lige præcis det, hun har lyst til, men det ender så med, at hun kun tager kød, spiser tre bidder og siger tak for mad. Nogle gange kommer hun selv ved 19.30-tiden og siger, at hun er sulten, og andre gange spørger vi hende, om hun ikke skal have lidt mere at spise, inden hun skal sove. Hun får så rester af aftensmad, som vi har øst op på en tallerken og sat til side.

Men i og med, at hun ikke spiser nok til aften trods forskellige kneb, så kan hun finde på at vågne om natten og være sulten, eller hun kan ligge og have ondt i maven om morgenen inden børnehaven. Nogle gange brækker hun sig ovenikøbet af sult (noget slim, vand), der kommer op. Herpå sidder hun så og ryster, når hun spiser sin havregrød. Efter hun har spist grøden, er hun på dupperne igen.

Når hun brækker sig, har ondt i maven eller ryster af sult, minder vi hende om, at det sker, fordi hun ikke spiser nok om aftenen, og hun lytter da og bliver også ked af det, når hun har brækket sig. Men det er åbenbart ikke slemt nok, for næste dag sker det samme igen.

Vi har læst, at børn hurtigt fanger, at de ikke gider blive dårlige og derfor begynder at spise til aften, men det sker bare ikke her. Det her forsøg har vi prøvet i to måneder nu! Har du en bedre idé?

Blev presset til flaske som lille
Hun bor hver anden uge hos os, så moderen har hende den ene uge, og vi har den anden. Vi mistænker, at der hjemme hos moderen bliver serveret en rugbrødsmad, hvis ikke hun har spist nok og kvækker om aftenen af sult. Hun blev ifølge moderen presset ved 6-7-måneders-alderen til flaske og græd som en stukket gris, da far skulle forsøge med flasken, men hun tog den til sidst og nægtede den ikke efterfølgende.

Derudover har de, dengang de var sammen, sagt "to bidder mere, og så er du færdig" til hende. Og nogen dage har de kammet over og nærmest fodret hende med ske, mens hun græd, da de så var sikre på, at hun fik noget (det var nok mest far, der gjorde det).

Hun spurgte fx igår, efter at have spist kødet og stukket til kartoflerne, dyppet i remoulade, om hun måtte få en flødebolle til nissebanden. Men det afslog vi. Hun kunne i stedet få sin aftensmad, og efter julekalenderen kom hun og sagde, at hun ville have aftensmad. Så hun fik varmet det og sad alene ude i køkkenet og stak til maden, selvom hun sagde, hun var sulten. Hun endte med kun at spise kødet og vågnede så i nat på grund af sult, fortalte hun til morgen, og igen sad hun og rystede af sult under morgenmaden.

WHAT 2 DO???????

Venlig hilsen

Bonusmoderen

Svar

Kære Bonusmor

Jeg kan godt forstå, at du er bekymret for din kærestes datter og din desperation skinner tydeligt igennem i dit brev.

Jeg får det indtryk, at maden er blevet en kamp, der udspiller sig på alle tidspunkter og tager rigtig meget af jeres energi. Der er ikke noget mere frustrerende, end når børn ikke vil spise, da det jo har så stor betydning for deres velbefindende, og så påvirker det hele familien. Du har en lang liste over alle de fif og gode råd, I har forsøgt jer med de sidste to måneder. Foreløbig har de ikke haft den effekt, du håbede på.

Problemer med at spise kan være symptom på dårlig trivsel
Der kan være mange årsager til, at børn ikke vil spise, og det er svært at sige, hvad der lige præcist er på spil hos jer. I dit brev giver du en beskrivelse af en pige på 4½ år, der ikke har det godt. Det, at hun har svært ved at spise, kan være en (ubevidst) måde at fortælle omverdenen, at her er en pige, der ikke trives, og som har noget, hun gerne vil gøre jer opmærksomme på.

Jeg har en masse spørgsmål, jeg ikke kender svaret på, men som jeg synes er vigtige at stille: Hvordan er hendes hverdag, og hvordan fungerer det med at bo skiftevis hos jer og hendes mor? Er der noget mellem de voksne, I ikke har fået talt om? Har hun søskende? Hvordan trives hun i børnehaven? Hvordan vokser hun? Har hun haft perioder, hvor maden ikke var et problem?

Problemer fra spædbarnsalderen
Du fortæller, at hendes forældre, allerede fra hun var spæd, var bekymrede for, om hun fik tilstrækkelig mad og endte med at presse hende til at spise. Jeg kan derfor forstå, at det er noget, der har stået på det meste af hendes levetid, og at mad aldrig har været forbundet med noget rart eller lystbetonet. Er hun for tidlig født eller har været syg?

I dag er hun der, hvor hun næsten hellere vil kaste op og have ondt i maven end at spise. Når man er 4½ år og har det sådan, er det sjældent, at der lige er en nem løsning, der kan fikse det.

Forældrene skal søge professionel hjælp
Den problematik, du beskriver, kræver derfor professionel hjælp. Det første skridt kunne være, at hendes forældre blev enige om, at de skal have hjælp til at hjælpe deres datter. Det er deres fælles ansvar, hvordan hun har det og at sørge for at få den hjælp, der er nødvendig.

Jeg vil opfordre forældrene til at tage en samtale/undersøgelse hos den praktiserende læge, der vil kunne henvise til yderligere hjælp.

En anden mulighed er aktivt at inddrage børnehaven. Hvordan synes de, at hun trives, og hvad gør de, når hun skal spise? Børnehaven kan være med til at skabe kontakt til kommunen og derigennem iværksætte den støtte og hjælp, der er brug for.

Din bonusdatter er heldig, at du bekymrer sig for hende og kæmper for, at hun skal have det godt. Jeg håber, at mit svar kan være et skridt på vej i den rigtige retning.

De bedste hilsner

Charlotte Munch
Sundhedsplejerske

Stil et spørgsmål til Charlotte Munch, Sundhedsplejerske, i brevkassen

Se alle Charlotte Munchs brevkasse besvarelser

Del med andre