Spørgsmål

Hej Charlotte

Jeg er mor til en pige på 7 år, der går i 1. klasse. Hun er glad for at 'gnubbe', og det betyder ikke noget for hende, om det sker alene, eller mens der er andre.

Det har stået på i mange år nu, og vi kan ikke rigtig få hende til at forstå at det er noget, man gør, når man er alene. Hun gør det sågar i frikvarterer, i timerne, når hun sover sammen med andre osv.

Vi har gjort alt
Vi har prøvet at tale med hende om det i forhold til, om hun kender andre der gør det i fuld offentlighed, eller om hun er den eneste. Vi har talt med sundhedsplejersken, der mente, at vi bare burde lade være med at italesætte det, vi har prøvet at fortælle hende, at det er helt naturligt, men at det foregår, når hun er alene. Og lige meget hjælper det.

Vi har prøvet at lokke med ting, hvis hun holdt op med at gøre det i det offentlige rum, fortælle hende at vi er bange for, at der er nogen, der skal grine af hende, når alle kan se på, vi har skældt ud og råbt højt. Kort sagt vi har prøvet alt.

Bange for hvad der kan ske
Hun er en kvik pige, der bestemt ikke er tabt bag en vogn, men vi kan ikke trænge igennem med budskabet om, at 'det er ikke forkert eller farligt, bare noget man gør når man er alene'.

Vi er kede at det og bange for, hvad der skal ske i forhold til venner, klassekammerater og den største skræk: at der skulle komme én, der udnytter hende, fordi hun udstiller sig selv, som hun gør.

Jeg er grædefærdig og har ondt i maven. Bare tanken om at der er nogen, der vil gøre hende ondt, fordi hun ikke kan forstå, hvorfor hun skal holde det for sig selv.

Læreren har også set det
Jeg er blevet ringet op af læreren på skolen, der har fortalt, at hun ikke kom ind til time, fordi hun sad og gnubbede ude på legepladsen. Hendes klassekammerater har spurgt mig, hvorfor hun sidder så mærkeligt på stolen.

Det gør ondt, at man som mor ikke kan trænge igennem og passe på sit barn i den verden, vi nu engang lever i. Jeg ved ikke, hvad vi skal stille op. Jeg synes, vi har prøvet alt det, vi kunne komme i tanke om, men uden held.

Jeg håber at I kan hjælpe med et godt råd, for vi aner ikke vores levende råd.

Mange frustrerede hilsner
Den bekymrede mor

Svar

Kære bekymrede mor

Det er naturligt, at børn onanerer, og det er forældrenes opgave, som I også har forsøgt, at lære jeres datter, at onani er en privat sag, og at det er noget, man foretager for sig selv i enerum. Det er vigtigt at gøre det på en måde, så barnet ikke føler sig forkert.

Omfanget bekymrer
Din datters onani er i et sådan omfang og på steder og i situationer, hvor det bekymrer både jer forældre og din datters lærer. Du skriver, at det har stået på i mange år, og jeg forstår derfor godt din desperation og ønske om at stoppe den uhensigtsmæssige adfærd.

Jeg vil derfor anbefale, at I søger professionel hjælp til at se på, hvad det er for signaler, din datter giver og til at få snakket om hendes generelle trivsel. Jeg synes, at I skal søge rådgivning hos en psykolog med forstand på børn, fordi en sådan vil kunne give jer kvalificeret rådgivning og redskaber, der passer til jeres families specifikke situation.

De bedste hilsner
Charlotte Munch
Sundhedsplejerske

____________________________________________________________________

Har du spørgsmål? Så send det til Charlottes brevkasse her

____________________________________________________________________

Se Charlottes andre besvarelser

Tisser om natten efter skilsmisse

3-årig dreng bange for at gå på toilettet - hvad gør jeg?

Hvor meget laktulose til nyfødt?

Del med andre