Aftensmad - 2-årig vil ikke spise med!

Spørgsmål

Hej Gitte
Jeg er mor til en lille dreng på 2 1/2 år, som har store vanskeligheder med at sidde ved bordet og spise aftensmad.Det er hver dag og nogen dage ved alle måltider at dette problem opstår.

Min mand og jeg aner ikke, hvad vi skal stille op med vores søn, da vi selv føler, at vi har prøvet alt for at få aftensmåltidet til at fungere.

Som eksempler kan jeg nævne:

  • at han har fået lov til at have et stykke legetøj ved bordet
  • at han må gå til og fra bordet og tage bidder, når han kommer forbi sin tallerken
  • at skabe en hyggelig stemning ved bordet
  • at sætte ham på en "timeout- pude", når han nægter at spise eller spytter maden ud på gulvet eller med vilje, vælter sit glas med indhold
  • at fortælle ham han kommer i seng, hvis han ikke spiser eller opfører sig pænt ved bordet
  • at han har fået lov til at spise inde i stuen ved tv (dette virker, men er afgjort ikke den bedste løsning)

Vi er sådan i vildrede, med hvordan vi bedst muligt kan få løst problemet. Vi har også en storesøster på 6 år, som kritiserer maden og også "nægter" at spise maden. Dette har nok også en indvirkning på vores søn.

Jeg håber, du kan give os noget konstruktiv kritik på vores problem, som er blevet en ond cirkel i vores familie.

Med venlig hilsen
Mjamor

Svar

Kære Mjamor

Tak for dit spørgsmål om de udfordringer, I oplever omkring især aftensmåltiderne. Det er noget, som mange småbørnsforældre kender til.

Helt overordnet kan man sige, at når vi oplever så mange udfordringer omkring måltiderne så skyldes det blandt andet, at det er et af de områder, hvor børn selv kan bestemme. Vi kan ikke tvinge dem til at spise, ligesom vi ikke kan tvinge dem til at sove.

Derudover så er aftensmåltidet ofte det tidspunkt, hvor hele familien samles, og det er derfor også her, at vi mærker hinanden og kan tage "temperaturen" i familien. Det mærker børn meget tydeligt.

Hvis de ikke vil sidde med ved bordet, kan det skyldes, at de ikke bryder sig om stemningen, men det kan selvfølgelig også være, at de bare ikke er sultne på det tidspunkt. Hvis det sidste er tilfældet, kan man kigge på, om der bliver snacket for meget i løbet af eftermiddagen, og om måltidet skal rykkes frem eller tilbage.

Tving ikke børnene til at blive siddende eller til at smage på maden
Jeg tror ikke på tvang - heller ikke i forbindelse med måltider. Måske kan det lade sig gøre at tvinge børnene til at blive siddende ved bordet eller til at smage på maden i nogle familier. Men hyggeligt bliver det ikke! Derimod kan vi være sikre på, at hvis vi begynder en magtkamp, så bliver det netop en kamp med en vinder og en taber, og dét gør ikke noget godt for nogen i familien.

Læs også: Er små børn mindre kræsne?

Jeg ser det derfor mere som vi forældres opgave at skabe nogle rammer, som gør det hyggeligt at mødes omkring måltiderne, hvad enten man er sulten eller ej.

Stemningen
I forhold til stemningen omkring bordet, så skriver du, at I allerede har forsøgt jer med at skabe en hyggelig stemning ved bordet. Jeg vil alligevel skrive lidt om det her, fordi der jo kan være mange opfattelser af, hvad der er en hyggelig og rar stemning.

Lige nu er I - som mange andre - inde i en lidt ond cirkel, hvor der er meget fokus på børnene i forbindelse med aftensmåltiderne. Dét i sig selv kan være med til at det ikke er særligt hyggeligt.

Læs også: Hysteri og vrede - reagerer hun på dårlig stemning?

Forestil dig, at du er til et middagsselskab, hvor værten holder øje med alt, hvad du gør - og måske endda kommenterer på det og irettesætter dig. Det er ikke særligt rart. Og det er faktisk sådan, at vi kan komme til at være overfor vores børn, når vi tilpas længe har oplevet, at de ikke spiser maden eller sidder med ved bordet. Derfor tror jeg, at det kan være en god ide at stoppe den gamle problem-historie og simpelthen holde op med at tænke og tale om det som et problem.

Hvis det er svært, kan I for eksempel sige til jer selv, at I vil prøve noget nyt i de næste 2 måneder og så derefter se om der stadig er nogle udfordringer, som I har brug for at arbejde videre med. Altså - drop den gamle historie og giv det et par måneder.

Når det er sagt, så er det naturligvis en god ide, at I forældre gør noget andet de næste par måneder, for hvis I bliver ved med at gøre det, I hele tiden har gjort, får I bare mere af det, I hele tiden har fået.

Her er et par ideer til, hvad I kan gøre

  • Skru ned for forventningerne
    Børn kommer til at vælte mælken og spilde, og ofte er det først omkring skolealderen, at de kan blive siddende.
  • Sluk fjernsyn ca. en halv times tid inden I spiser. Det giver lidt ro og så trækker fjernsynet ikke, når der skal spises.
  • Fortæl børnene, at I gerne vil være sammen med dem
    Hvis de alligevel ikke kommer, så gør ikke en stor sag ud af det. Hvis stemningen er hyggelig ved bordet, skal de nok komme.
  • Hav tillid til, at de selv kan mærke, hvornår de er mætte
    Undersøgelser har vist, at børn er gode til selv at regulere deres madindtag og spiser det, de har brug for.
  • Vis maden frem
    Børn foretrækker ofte, at de kan se, hvad det er de spiser. Derfor kan det være en god ide med små skåle, så man fx. har agurker i én skål, gulerødder i en anden, kød i en tredje og pasta i en fjerde osv. Så kan de selv tage det, de gerne vil have og behøver ikke afvise en hel gryderet.

Jeg håber, du kan bruge mine forslag, og at I får en masse hyggelige måltider sammen.

Mange hilsner

Gitte

Se flere af Gittes brevkassesvar her

Se mere om Gittes familierådgivning på www.parentcompany.dk


Del med andre

Facebook Twitter Twitter


Mødregrupper
Debat
Blog
Køb/salg

10 seneste indlæg i mødregrupperne

Dato:Emne:Mødregruppe:
10/1BadedragtNovember 2004
20/12Hej Lillemoar  Jeg faldtMarts 2005
16/12P-piller, mini-piller og at amning April 2004
13/12BMIJuli 2004
26/11Hej :) Jeg er helt nyNovember 2006
23/11Hysterisk (eller ked?) datter :-(September 2015
15/11Godt arbejdeJuni 2004
8/11Uge 37,3Oktober 2007
27/10Lidt om osMaj 2016
27/10Hej igen. Det er faktiskAugust 2016
Se seneste 100 mødregruppe-indlæg

10 seneste køb/salg annoncer

Dato:Titel:Pris:
23/7Leander-seng3.500 kr.
23/7Silvercross barnevogn4.000 kr.
17/7Barnevognspuder199 kr.
13/4Salg af nye Kennedy Sko til lagerpriser 175 kr.
2/8LÆKKER BODYPILLOW PÅ UDSALG!!399 kr.
2/6drenge cykel 250 kr.
2/6trammeseng 100 kr.
24/5Hjemmelavet personlige bamser250 kr.
4/5Sød vugge i træ100 kr.
4/5God barnevogn sælges nu900 kr.
Gå til Køb&Salg

Seneste fra brevkassen

Hvor slemt er rygning for sædkvaliteten?
Jordemoder Kære CamillaMig og min mand prøver at blive gravid og vi har forsøgt i...
Blødning under graviditeten
Jordemoder Hej Camilla Härtel.Jeg skriver til dig, da jeg for en lille uge siden ...
Hjælp til tyrannisk teenager
Familierådgiver Kære Gitte.Jeg er så ked af det. Igennem det sidste år har min nu 16-å...

Seneste spørgsmål i ekspertdebatterne

  • Panisk behov for hjælp med søskende-konflikt!
  • Ferie
  • Hvordan forbereder jeg mig bedst til fødslen?
  • Jeg glæder mig til jeres spørgsmål!
  • 7 år, delebarn og storebror.