Min blog

Dårlige vuggestuer – kender I det?
Jeg har med rædsel fulgt den seneste tids debat om børnenes liv i vuggestuer landet over. Jeg har læst alt på b.dk  - og jeg har næsten læst hele artiklen om det gru-opvækkende studie, som Ole Henrik Hansen har lavet. Men kun næsten. For det smerter mig helt ind i hjertet, at han har dokumenteret på film, hvordan små børn må lukke af for følelser, fordi de ikke får hjælp fra pædagogerne i deres vuggestue.

En genkendelig situation
Måske gør det ekstra ondt, fordi jeg selv har flyttet begge mine børn fra institutioner, som jeg ikke synes fungerede godt. Og det er en virkelig svær beslutning. Og det er ikke sjovt.

Første gang var med Otto. Vi glædede os til at starte ham op i vuggestue, og Otto virkede klar til nye udfordringer efter et lille års barsel med mor og far. Legepladsen var fantastisk, rummene lyse og maden lavet på stedet. Han blev kørt ind i en sommerferie, og vi tænkte, at så var der måske mere ro på. Men…

Børn må godt sidde og græde lidt
Da vi mødte op første dag, fik vi at vide, at der ikke var en fast pædagog tilknyttet hans indkøring på grund af sommerferie. Det betød, at vi hver morgen afleverede ham til skiftende voksne, som i øvrigt var ansat på de andre stuer, end den Otto skulle gå på. Når vi mødte ind om morgenen, var det hver morgen til en ny stue, og det var umuligt for både os og Otto at finde ud af, hvad rutinerne var.

Måske kunne jeg have set gennem fingre med det praktiske. Jeg kunne måske godt have taget lidt let på, at børn har brug for rutiner og faste rammer, når de skal omstille sig og lære noget nyt, hvis vi blev mødt af omsorgsfuldt personale, som kunne kramme mit barn, når han var ked af det. Men i de første dage overhørte jeg udtalelser som ”hun kan godt lige sidde og græde lidt” om en pige, der var træt og ked af det under frokosten. Og da jeg spurgte ind til, hvordan de håndterede børnenes afsked med forældrene om morgenen var svaret fra en pædagog, at ”vi kan jo ikke give dem alle sammen et kram”.

Otto græd som pisket i 14 dage, og så endte det endte med, at vi flyttede ham. Heldigvis fik vi hurtigt tilbudt en anden vuggestue, hvor man ikke fik lov til at sidde alene og græde, og hvor der altid var plads til en krammer.

Hun fortalte os, at noget var galt
Anden gang jeg flyttede mit barn fra en vuggestue, var det langt værre. Karla startede som en ud af 7 nye børn på en stue med 20 andre i 2-3 års alderen. Og én pædagog. Pædagogen var mødt op på sin første dag på arbejde til beskeden om, at de to andre pædagoger på stuen var sygemeldt. Vi forsøgte at være positive. Måske var det ok? Ledelsen ville jo også sætte ekstra personale ind, så indkøringen kunne forløbe godt.

Men det skiftede lidt, om der var en eller to voksne på stuen. Og om der overhovedet var en pædagog. Den nye pædagog gjorde alt, hvad hun kunne for at imødekomme behovet for nærvær og omsorg hos de 20 små poder, men det siger sig selv, at det var en umulig opgave.

Efter en uges tid forvandlede vores ellers glade og sprudlende barn sig. Hun blev ked af det, når vi afleverede hende, ville ikke i vuggestue, vågnede ofte om natten og blev hurtigt vred og ked af det ved selv de mindste ting. Pludselig kunne hun ikke sove middagslur i vuggestuen længere. Hun var ikke træt, sagde en af de mange pædagogmedhjælpere, mens jeg så på min klatøjede datter, der ellers gladeligt sov mellem to og tre timers lur i weekenden. Når vi hentede hende, sad hun næsten altid tæt op ad – eller ovenpå en voksen.

Der var et inferno af børn og larm på stuen, og den faste pædagog virkede mere og mere stresset for hver dag, der gik.

En dag sad Karla i et hjørne på stuen. Hun havde klemt sig helt ind i det, havde lagt en dug fra et legebord over sig og holdt fast på en lille dukke.  Her betragtede hun stille de andre børn, som løb rundt på stuen i skrig og skrål, og som blev passet af en 19-årig pædagogmedhjælper. Som jeg ikke havde set før.

Dér besluttede vi at flytte hende. Ledelsen havde lovet bod og bedring, men når ens barn regredierer, lukker af, og med skrig og skrål forsøger at fortælle sine forældre, at noget er galt – så venter man ikke på, at der 'snart' kommer mere personale.

Det tog en måned, før vi kunne få en plads et nyt sted. Vi indkaldte alt, hvad vi havde af pasningsmuligheder, flextid og fridage, så hun skulle være der så lidt som muligt, men hun skulle jo afsted nogle dage alligevel. Jeg behøver ikke sige, hvor lidt jeg kunne koncentrere mig om mit arbejde i den laaaaange tid, det tog, før vi fik en anden plads.

Et godt børneliv
I dag har min datter det godt og trives i sin nye børnehave. Her er normeringen ikke bedre, men personalet (og lederen) er nærværende. De siger godmorgen, når hun kommer, de kender hendes behov for sin sut og ’putter’, for en middagslur og for at få en ekstra krammer de morgener, hvor det er svært at sige farvel. Er det ikke det, vi alle bør forlange af et sted, hvor vores børn skal være en hel dag uden sine forældre?

Jeg synes, det er godt, at der er fokus på det liv, som vores børn lever i institutionen. At der fokus på, at livet i vuggestuen ikke blot skal være opbevaring, men omsorgsfuld og nærværende udvikling af børnenes sprog, motorik og sociale kompetencer.

Forældre reagerer (ikke)
Når jeg har talt med andre forældre, der er utilfredse med deres institution, om det her, så fordeler reaktionerne sig meget forskelligt.

Nogen kan ikke overskue at se problemerne i øjnene, fordi en flytning koster energi og tid – og man ved jo reelt ikke, om det andet sted er bedre. For hvor skulle man vide det fra? Der findes ingen registre eller anmeldelser af institutioner, som der for eksempel gør af en restaurant.

Andre flytter deres børn uden et ord til medarbejdere eller ledelse, fordi de er bange for, at deres børn indirekte vil blive ’straffet’ for forældrenes utilfredshed. Derfor retter man ind og bakker pædagogerne op i håbet om, at de så vil kunne lide ens børn lidt mere. Indtil man har fået en anden plads – og forlader stedet uden feedback.

Atter andre kan ikke mærke nogen reaktion fra deres børn, og mener derfor ikke, at de bør reagere, selv om de måske nok personligt synes, at der er plads til ændringer.

Jeg synes, at vi forældre bør tale børnenes sag. Fortælle, hvad vi oplever. Videregive, hvad der bekymrer os. Fortælle om de ønsker, vi har til vores børns liv i institutionerne.

Lad os starte lige her på Alt om Børn. Hvad er din oplevelse med børn i institutioner? Og hvordan kunne du godt tænke dig, at det var?

Del din historie lige her nedenfor. Jeg vil glæde mig til at læse med. Tror jeg nok...

Jeg var 24, da jeg fik mit første barn. Han var ønsket, elsket – og planlagt (hvilket jeg ofte blev spurgt om af de lidt ældre 1. gangsmødre i mødregruppen) – og jeg synes da også, at vi gik ind til det med åbne øjne. Vi havde for eksempel været kærester i mange år, kendte hinanden godt, var begge under uddannelse, havde både tid og fleksibilitet.

Stines familie
Stine Skovbo er 36 år, veluddannet, single – og mor til Elisabeth på 16 måneder. Stine har fået sin datter ved insemination med anonymt donorsæd, og hun kaldes så fint for en selvvalgt solomor.

Stine fortæller i et interview med Jyllandsposten om, hvilke overvejelser hun har gjort sig, da hun ønskede et barn. Og det slår min ’planlægning af første barn’ med flere længder. Jeg mener – hvor mange af jer havde overvejet følgende, da I gerne ville have det første barn:

1. Hun betalte sig lån ud på boligen, så hun kunne sidde i den økonomisk – hvis hun skulle blive arbejdsløs
2. Hun havde på forhånd sparet op til fertilitetsbehandlingen
3. Hun havde sørget for en barnepige, der ville træde til ved behov for pasning
4. Hun havde familie og venners opbakning

'Stine' er stigende
Ifølge Jyllandsposten er der over 1000 enlige kvinder, der hvert år får børn ved hjælp af donorsæd. Og tallet er stigende. Det er typisk kvinder, der ønsker et barn, men som ikke kan finde den mand, de ønsker barnet med. Og det er vel at mærke ikke, fordi de ikke ønsker en mand - de ønsker bare den rigtige mand. Kunne de sætte det biologiske ur på snooze, indtil han var dukket op, så ville disse kvinder næppe have tøvet med det. I stedet vælger disse kvinder at tage sagen i egen hånd.

Far er overflødig
I dag behøver man ikke en mand for at stifte familie, siger Dencik, der er professor i socialpsykologi på Roskilde Universitet, om den sag, og det har han jo i og for sig ret i. Men hvor kvinderne synes, at det er fantastisk, så mener både Dencik og sociolog/fremtidsforsker Birthe Linddahl, at det er bekymrende. Og hvorfor nu det?

Jo. Disse donorbørn vokser åbenbart op i en ifølge forskerne "amputeret familie", og derfor risikerer de at få "et vrangbillede af, hvad det vil sige at være familie".

En rigtig kernefamilie?
I dag er jeg del af en familie på fire. Ja, sådan en rigtig kerne-én af slagsen med far, mor, en dreng og en pige, som bor i et rækkehus lidt uden for byen, og som sociologisk set sandsynligvis er et helt rigtigt billede på, hvordan en familie skal se ud. Så…

Er vi en rigtigere familie, end Stine og hendes datter er? Næppe…
Elsker jeg mine børn højere end Stine elsker sit? Det tvivler jeg på…
Har mine børn en bedre barndom end Stines lille datter? Sandsynligvis ikke…

Måske får Stines datter en dag en papfar. Én som hendes mor elsker, fordi han er som han er – og ikke fordi han belejligt passede ind i tidsplanen om at få et barn. Måske gør hun ikke...

Men istedet får Stines datter noget meget mere vigtigt. Hun vokser nemlig op med en nuanceret opfattelse af, hvad det vil sige at være en familie. Hun får en fornemmelse af, at det er kærlighed, følelsen af at være accepteret, ønsket, respekteret og elsket betingelsesløst, der definerer en familie – og ikke, om der er en mor og en far (eller to af hver).

Er det ikke en god barndom?

Læs mere om solomødre og donorsæd:
"Jeg er enlig – og har valgt at blive gravid med donorsæd"

Alenemor – en benhård opgave

Insemination med donorsæd

Sådan siger en af USA's mest magtfulde kvinder, Sheryl Sandberg, i et interview. Hun er gift (med en mand), mor til to – og så er hun en af de højst rangerende chefer hos Facebook i USA. I interviewet afslører hun, at selv om både hun og hendes mand har vigtige jobs, så ligger de fleste af hjemmets opgaver stadig på hendes skuldre. Så ved siden af fuldtidsjob er det hende, der sørger for, at alle har tøj på, er mætte, glade, sunde og raske.

Vi deler da alt arbejdet
I min egen omgangskreds ser jeg masser af seje kvinder, der jonglerer med fuldtidsjob, børn og mand – og styrer alle tre ting med hård hånd. I disse familier bliver begges job prioriteret lige højt, begge henter/bringer børnene lige ofte og begge tager deres del af husarbejdet.

Mange af mine veninders mænd skifter bleer, giver børnene tøj på og laver mad. De deltager i forældremøder, tager barnets sygedag og tager med børnene til fritidsaktiviteter. De er simpelthen Hr. Ligestilling themselves!

Hvorfor er det så, at mange kvinder alligevel føler, at de er primus motor på hjemmefronten?

Mor sætter dagsordenen
Måske ligger problemet i fordelingen - ikke af hjemmets mange opgaver, men af hvem der har ansvaret for dem? Far udfører som nævnt ovenfor mange af de praktiske gøremål – men ofte er det mor, der har sat dagsordenen i hjemmet. Det er hende, der har udvalgt den ble, som far sætter på (og størrelsen og pasformen), hende der har købt tøjet (og måske endda lagt det frem og sorteret ud i det, der er blevet for småt) og hende, der har lavet indkøbsseddel og madplan (samt været primus motor på, at der både er grønt og groft på bordet hver uge).

Det ser ud til, at det grundlæggende er mor, der bærer ansvaret, og det kan godt blive et problem. For begge parter. For mens far langsomt bliver kørt ud på sidelinien i hjemmet – så ønsker mor paradoksalt nok, at han tager mere over.

Giv slip – og tag plads
Hvis fordelingen i hjemmet skal ændre sig, skal der ske en holdningsændring inden for hjemmets fire vægge. Og faktisk kræver det store følelsesmæssige justeringer for både mor og far. Mor skal lære at give slip på ansvaret og erfare, at der kan være andre - men lige så gode - måder at gøre tingene på. Og at far også kan varetage, planlægge, lede og fordele husholdningen.

Til gengæld skal far så bruge lidt ekstra krudt på at komme på banen. I hvert fald i starten. Mange af de kvinder, jeg kender, har virkelig svært ved at give deres mand en chance, når det kommer til ansvaret for børnenes tøj, mad, sundhed og trivsel. For hold nu k... hvor er det da også svært, når man (undertegnede inklusiv) i årevis har tjekket op på den rigtige måde at gøre alt lige fra graviditet og amning til motorik, kost, sprog og opdragelse på. Tag bare et kig her på Alt om Børn.dk - det er næsten udelukkende kvinder, der diskuterer den bedste måde at gøre alt muligt på.

Faktisk er det vanskeligt at opstøve et større antal mænd med samme ildhu, når det drejer sig om at debattere børnenes trivsel. 

Det er jo vores børn, vores dyrebareste eje, vi kvinder skal give lidt slip på. Det kræver øvelse at holde mund og blande sig udenom. Og det er svært.

Til gengæld får både far og mor noget nyt og godt ud af situationen. Mor får mere overskud, mere tid til leg, til sig selv eller til sin mand. Far får en større rolle i hjemmet, point på far-kontoen og en glad(ere), mindre stresset hustru som belønning.

Vælg den rette
Sætter jeg det lidt på spidsen? Måske. Men parforholdet er ikke desto mindre en base for både os selv og vores børn. Den base kan være både krævende og drænende (for det er hårdt at have børn) – eller den kan være givende og løfte alle parter. Men den er i nok i de fleste tilfælde begge dele på skift.

Og netop derfor skal der et godt samarbejde til at klare to fuldtidsjobs, børn og parforhold. Så hvis du (også) vil være karrieremor med god samvittighed, så start med at følge Facebook-chefens bedste råd:

“The most important thing — and I’ve said it a hundred times and I’ll say it a hundred times — if you marry a man, marry the right one. If you can marry a woman, that’s better because the split between two women in the home is pretty even, the data shows.”

Du kan også starte med at få inspiration til, hvordan du slipper kontrollen derhjemme både her (noget med balance og prioritering) og her (noget med ugeplaner og fordelingen af pligter) og her (noget med hvordan man holder gnisten ved lige).

I dag er det et år siden, at Lille Sofie gav op.

Sofie blev født i 27. uge - og vejede 430 gram. Vi var mange, der fulgte lille Sofies kamp for livet og lyttede til hendes mor, Trines, tanker, bekymringer og små glæder.

Jeg har snakket med Trine, og hun synes, at det er dejligt, at vi minder Sofie i dag.

For jer, der ikke fulgte med for et år siden, så kig med i Sofies blog her

Tusind tanker herfra til dig, Trine - og til Lille Sofie