Jeg blev diagnosticeret med HELLP syndrom samme dag, som jeg fødte min datter, præcis fire uger før tid ved akut kejsersnit. (Det kom som et chok, men jeg havde været død, hvis det var sket to dage senere, og jeg havde smerter af en anden verden pga. leversvigt og blodpropper i leveren - ville til enhver tid gå igennem en naturligt fødsel på 48 timer i stedet for det, som jeg var igennem - men det er en anden og lang historie...!)

Jeg havde haft mavesmerter i ca. 10 dage inden da, men min egen læge fandt ingen tegn på noget som helst i hverken urin eller blodtryk en uge før fødslen, så man skal passe meget på, hvis man 'bare' har ondt i maven, men ikke har andre symptomer på svangerskabsforgiftning! Højgravide kvinder er jo vant til at have ondt... :o/

Der står ofte, at man skal have tre symptomer, for at det er svangerskabsforgiftning, og det tog jeg selv desværre meget bogstaveligt... Jeg skriver også dette, for jeg har stort set intet brugbart fundet om HELLP eller beskrivelser af andre, som har været det igennem.

Oven i dette endte jeg med en efterfødselsreaktion pga. både den fysiske og mentale belastning, som det var at føde på den måde, så hvis der er andre, der har oplevet noget lignende, vil jeg meget gerne høre om det.

Må så lige tilføje, at jeg i dag har den skønneste og smukkeste tøs på 20 mdr., som aldrig fik mén af den lidt tidlige fødsel, er fuld af sjov og ballade, og forhåbentlig aldrig har mærket, hvad hendes mor var igennem...

Kære Fru Lykke.

Jeg har læst dit indlæg med interesse. Jeg har været gennem et forløb der ligner dit (havde også svær svangerskabsforgiftning og HELLP og lå med sindssyge mavesmerter i 10 dage før jeg blev diagnosticeret også). Jeg kunne godt tænke mig at høre mere om, hvordan du har taklet din efterfødselsreaktion, da jeg går og tænker, om jeg skal gøre noget ved min.

Jeg har en skøn dreng på 22 mdr - så vi er i samme båd på mange måder :)

Jeg håber at høre fra dig.

Vh. nina2222

Kære nina2222,

Ja, jeg har desværre ikke fået aktiveret notificering om svar på mine indlæg, og har derfor først set dit svar nu! Men 1000 tak for det!

Jeg vil rigtig gerne råde dig til at tage imod al den hjælp du kan få, uanset om du føler, at du har eller har haft en efterfødselsreaktion. Al snak med veninder og familie er dog også guld værd - jo mere man snakker om det, jo nemmer bliver det!

Min sundhedsplejerske fortalte heldigvis på vores første møde, at der var gratis psykologhjælp i min kommune, og allerede to dage efter det besøg, måtte jeg sande, at det havde jeg brug for! Jeg gik kun hos hende to gange, og fik det allerede bedre efter første besøg - det betyder nemlig noget at snakke med en 'prof', for alle i familien, min mand og vennerne, de skal jo sige, at jeg gør det godt... Men jeg havde det rædselsfuldt, og var slet ikke glad.

Jeg fik så også mulighed for at deltage i en særlig mødregruppe for mødre med efterfødselsreaktioner, hvor der deltog en sundhedsplejerske og en psykolog hver gang, og det var UDEN børn. Det var guld værd at høre, hvordan andre har fuldstændig de samme tanker, selvom deres forløb og reaktioner skyldtes nogle helt andre ting.

Nu har du jo også en dreng på min piges alder, kan jeg læse (hun er lige blevet to), men det er altså aldrig for sent. Du må også meget gerne kontakte mig, for jeg har slet ikke kunnet finde andre, som har oplevet HELLP - og nu er jeg nemlig selv gravid igen, og både jeg og min mand er MEGET nærvøse for den øgede risiko denne gang! :o/

Kh Fru Lykke

Kære Fru Lykke og Nina2222

Jeg har med faglig interesse læst jeres indlæg. Jeg er sygeplejerske på en observationsafdeling, hvor kvinder med svangerskabsforgiftning og HELLP er indlagt både før men oftest efter fødsel og kejsersnit.

Jeg har i 2009 afsluttet en masteruddannelse med et projekt, hvor jeg undersøgte, hvilke stress-faktorer, der er under sådan en indlæggelse og om det er muligt at føle sig medinddraget. Der er skrevet utrolig meget om fysiologien bag svangerskabsforgiftning, men meget lidt om kvindernes erfaringer og oplevelser. I min undersøgelse, hvor jeg interviewede kvinder med svangerskabsforgiftning, fandt blandt meget andet ud af, at det er en meget chokerende oplevelse, hvor bekymring for barnet fylder rigtig meget i den akutte fase. Det betyder, at det først er bagefter, det rigtig går op for kvinden, hvor syg hun egentlig har været. På det tidspunkt er både sundhedspersonale, partneren og pårørende oftest lettede og fysisk evt. klar til udskrivelse. Dette betyder, at der hvor i som patienter har brug for at snakke og bearbejde, er jeres omgivelser et andet sted.

Der er helt nye studier, særligt fra Holland, der viser, at der er stor risiko for at udvikle psykiske reaktioner i efterforløbet.....så alt det, bare for at fortælle, at jeres reaktioner er helt forståelige og helt normale.

Jeg skriver på en artikel og er i skrivende stund ved at få godkendt en patientinformation, der forhåbentlig kan bruges individuelt og dermed bruges i efterforløbet også. Jeg tror, som du skriver Fru Lykke, at det er utrolig vigtig, at få fortalt sin historie og jeg håber, at planlagte samtaler i efterforløbet bliver sat mere i system i hospitalsverdenen fremover.

I skal vide at selv om der er risiko for atudvikle svangerskabsforgiftning i næste graviditet, er det oftest i mildere grad og i ved mere om kroppens signaler. Så tag symptomerne alvorligt.

Held og lykke videre til jer begge

Kære Jetzen,

Tak for dit indlæg!

Det lyder super relevant med det arbejde, du er i gang med, for jeg selv har søgt med lys og lygte efter mere information, især om HELLP, da al den information, som man godt kan finde om svangerskabsforgiftning, ikke helt ramte mit behov.

Overvejer desuden selv at gå videre med en bog omkring 'det svære fødselsforløb' sammen med andre kvinder, som jeg kender, med for tidligt fødte børn, handicappede børn mm. - der er helt klart et behov herfor, selvom det ikke altid er solskinshistorier.

Du må meget gerne vende tilbage med links eller info om dit arbejde, hvis det er muligt?

Kh Fru Lykke

Interessant læsning... Tænkte jeg lige ville dele min historie også.

Jeg blev i november mor til en dejlig dreng. Og fik også konstateret HELLP samme dag han kom til verden. Mit forløb var dog noget anderledes end jeres.

Min termin var den 21. november og i slutningen af 36. uge havde jeg et døgns tid, hvor jeg ikke følte normal aktivitet hos barnet, jeg blev derfor bedt om at møde på svangregangen på Hillerød hvor der blev kørt en strimmel på baby.. Alt var normalt. Til min jordmoderkonsultation i 37. uge var mit blodtryk lettere forhøjet (jeg har normalt meget lavt blodtryk) og jeg havde i weekenden haft mere brug for mine læsebriller end normalt. Igen blev der kørt en strimmel på baby, derudover fik jeg taget blodprøver og fik en kontrolscanning; alt var normalt.

9 dage før termin er jeg så til fest, har en del væske i mine fødder... Men jeg havde selvfølgelig også haft 8 cm hæle på -hvor dum kan man være ;) -så jeg fejer det væk med at det er nok meget normalt, når man som højgravid tror man kan det. Næste morgen er mine fødder dog stadig hævede, men igen fejer jeg det væk. Samme aften vågner jeg med smerter i den øvre del af ryggen, bagpå lige under ribbenene. Jeg står op og går lidt rundt, tænker at jeg måske har fået lungebetændelse. I løbet af natten bliver det dog gradvist meget værre og ved 5-tiden vækker jeg min kæreste. Jeg ringer op på svangregangen en time senere og bryder grædende sammen, da det nærmest kramper i hvad jeg stadig tror er min ryg. Jeg får besked på at komme ind, så de lige kan se på mig. 2 timer senere får jeg konstateret HELLP. Jeg er så heldigvis så lang henne i graviditeten, at de vælger at sætte mig i gang med det samme.

Selve fødselsforløbet var meget barskt, da jeg både nåede at få en epidural, der ikke virkede og vestimulerende drop, for til sidst alligevel at få ham forløst ved akut kejsersnit. Men da personalet på Hillerød var meget kompetente og top-proffesionelle, var situationen ikke så stressende og skræmmende, som den kunne ha' været. Ydermere var opfølgningen helt super! Vi fik samtaler med både den kirurg, der foretog kejsersnittet, samt afdelingsjordmoderen i dagene efter fødslen. Begge gennemgik forløbet fra indlæggelse og til jeg blev udskrevet fra intensiv. Vi fik også en kopi af journalen og mulighed for at stille spørgsmå til hele forløbet. Jeg kan kun sige, at det at få lov til at sætte så mange ord på og at tale forløbet igennem flere gange; specielt med dem, der var til stede var helt i top. Og jeg tænker heldigvis ikke tilbage på det som traumatiserende, men jeg tror det har meget at gøre med de rammer som personalet på Hillerød skabte, både under og efter forløbet. Derudover har vi også herhjemme talt det hele igennem utallige gange. Mit råd er kort og godt: fortæl om det, til alle der vil lytte.. sæt ord på igen og igen. Og hvis I ikke har en kopi af journalen, så rekvirer en og få en jordmoder til at gennemgå den med jer, således at I ikke har nogen tvivl og ubesvarede spørgsmål i forhold til forløbet.

Jeg ved godt at dette kan virke omsonst, når nu det er så længe siden at I har været igennem forløbet, men jeg tænker at specielt dig; fru Lykke, kan have stor gavn af at få sat ord på?!

Min eneste umiddelbare frygt, er nøjagtig det du påpeger: risikoen næste gang (som du jo er i fuld gang med: TILLYKKE!). Og specielt hvis de er nødt til at forløse babyen meget tidligt, da moderen jo prioriteres frem for babyen. Men som Jetzen skriver, så selv om du skulle være så uheldig at være blandt de 30% der får HELLP igen, så er det ofte i en mildere grad anden gang.

Puha.. Det blev vidst noget længere end planlagt. Håber I kunne bruge det til noget.

/Deci

Hej fru Lykke.

Jeg er en pige på 21 år og jeg er gravid i uge 23 +2. Jeg var til læge her den anden dagen, hvor der blev fundet +2 protein i mit urin. aften inden fik jeg rigtig ondt i min mave nede i underlivet da jeg var gået i seng, jeg vågnede flere gange om natten fordi jeg havde smerter. Men lægen undersøgte mig og sagde at det hele var som det skulle være, men at jeg dog skulle slappe af i weekenden og så skulle jeg vende tilbage hvis jeg stadigvæk havde ondt efter weekenden. +2 protein i urinen er det ingen ting eler hvordan hænger det sammen, jeg har for det meste ondt når jeg ligger på ryggen.

Nu hvor jeg har læst de forskellige indslag herinde tænker jeg mere over hvad nu hvis lægen ikke tager det seriøst nok, hvad ville du gøre i min situation.

Kærlig hilsen maarlenepiien.

Kære Marlenepiien,

Hmmm, notifikationerne virker altså bare ikke på denne tråd for mig - derfor mit sene svar.

Dine symptomer virker heldigvis SLET ikke som tegn på HELLP (blot min helt uprofessionelle vurdering), men du skal i hvert fald ikke undervurdere, at der kan være mange forskellige tegn på en (alm.) svangerskabsforgiftning - og det kan være problematisk, at de ofte mener, at man skal have flere af disse, før de bliver bekymrede...

Mit råd er generelt, at man hellere skal være en lidt besværlig gravid, end at opdage noget alvorligt for sent - min største læring var, at der altså nogle gange skal tages en blodprøve (hos mig fandt de absolut intet i hverken urin eller blodtryk, før samme dag, som jeg fødte min datter!), men nu kræver jeg gerne at give lidt blod, hvis de/jeg er i tvivl... ;o)

Smerter er jo desværre meget normalt, især jo længere henne man er, men hvis du allerede nu viser proteiner i urinen, så bør de i hvert fald også følge op på dette. Mht. HELLP så var mine symptomer MEGET stærke smerter omkring solar plexus eller til højre herfor, hvor leveren netop sidder, men dine smerter lyder som noget helt andet.

Pøj pøj!

Kh Trine