At tisse i sengen kan være en ydmygende oplevelse for et barn. Det er derfor vigtigt, ikke at gøre et stort problem ud af det. For de fleste børn, er sengevædning da også noget, der hurtigt går over igen. For andre, kan det være nødvendigt at tage hjælpemidler i brug.

Original forfatter Carl J. Brandt, læge
Seneste opdateret 29. April 2004

Er det almindeligt at tisse i sengen?

Når ens barn tisser i sengen, må man være opmærksom på, at det er helt almindeligt op til seks års alderen. Pas på ikke at gøre et problem ud af noget der retter sig selv. Derfor skal man ikke stresse hverken barnet eller sig selv, før efter den alder.

Husk også på at barnet ikke gør det med vilje.

Hvad er sengevædning?

Når barnet tisser ufrivilligt i sengen om natten, kaldes det sengevædning, ufrivillig vandladning eller enuresis nocturna (latin).

Vær opmærksom på at sengevædning ofte er arveligt. Så mange som 85 procent af tilfældene er arvelige. Det vil sige, at en eller anden nær slægtning har haft det samme problem. I 57 procent af tilfældene har enten søskende eller et af forældrene haft det samme problem.

De fleste børn, der tisser i sengen, er drenge. Man har fundet ud af, at cirka 15 -20 procent af børn på fem til seks år tisser i sengen. For teenagers er der tale om én procent.

De fleste børn, der tisser i sengen, har altid gjort det, og oftest findes der ingen årsag.

Der findes dog nogle få børn, der pludselig begynder med nattevædning, selvom de tidligere har kunnet holde sig tørre om natten. Det skyldes oftest en medicinsk eller psykisk årsag, som for eksempel en blærebetændelse, sukkersyge, skoleproblemer eller skilsmisse.

Hvorfor tisser nogle børn i sengen?

Generelt er der tale om større natlig urinproduktion end urinblærens kapacitet. Der er forskellige typer af nattevædning.

En typisk arvelig form medfører, at der er en manglende natlig stigning af antidiuretisk hormon og dermed stor natlig urinproduktion. Hos andre er disse forhold normale, men urinblærens kapacitet er simpelthen bare for lille.

Der findes også typer, som skyldes en for høj udskillelse af calcium eller natrium, hvilket trækker væske med sig og dermed øger mængden af urin.

Desuden kan luftvejslidelse øge udskillelsen af saltudskillende hormon, og dermed øge urinmængden.

Endelig findes der blandingstyper og typer, der (endnu) ikke findes nogen årsag til.

Hvad kan man gøre for at hjælpe barnet?

Lad være med at gøre sengevædning til et stort problem i familien. De fleste børn er i forvejen selv kede af, at de tisser i sengen. Det er fint, hvis familien kan støtte og være positivt indstillet. Fortæl barnet, at der er mange andre, der har det på samme måde. Hvis der er eksempler i familien, er det godt at fortælle barnet, at den og den også havde det sådan, da han/hun var yngre. Det hjælper barnet at vide, at det ikke er den eneste, der har dette problem.

I nogle tilfælde kan det mindske eller fjerne nattevædningen, at barnet drikker mere væske først på dagen og mindre væske sidst på dagen. Mange børn drikker næsten intet vand, før de kommer hjem om eftermiddagen, og den store væskemængden udskilles så om natten. Enkelte børn kan blive tørre ved at lade være med at drikke mælk efter middagstid, og enkelte børn bliver tørre af at få jerntilskud.

Om barnet skal sove med ble afgøres nemt af det enkelte barn sammen med familien. De fleste børn vil hellere sove med ble end at hele sengen er drivende våd. Hvis barnet ikke vil bruge ble, kan man bruge et vaskbart underlag - "tisselagen".

Hvornår skal man gå til læge med barnet?

• Hvis barnet fortsætter med at tisse i sengen, efter at det er blevet seks år.
• Hvis barnet har ligget tørt om natten og pludselig begynder at tisse i sengen.
• Hvis der er stærk lugt af barnets tis, hvis barnet klager over svien eller smerter når det tisser, eller når det lige har tisset.
• Hvis barnet begynder at tisse i bukserne om dagen.
• Hvis barnet tisser mange gange både om dagen og om natten.
• Hvis barnet har forstoppelse eller ufrivillig afgang af afføring i bukserne.
• Hvis du er urolig, og synes at der er noget unormalt på færde.

Hvad undersøger lægen?

Lægen vil begynde med at spørge forældrene ud om barnet. Hvornår det fik kontrol over vandladningen om dagen, om der er andre problemer, om nogen anden i familien har haft lignende problemer og så videre. Dernæst vil han undersøge barnet. Føle på dets mave og undeliv. Lægen vil som regel også bede om en urinprøve for at udelukke, at der er bakterier/blærebetændelse. Eventuelt vil lægen også foreslå en blodprøve.

Hvilke behandlingsmetoder anvendes?

Hvis der er lille blærevolumen er behandlingen ringeapparat. Brugen af ringeapparat vil gradvist øge blærevolumen. Udformningen af apparatet kan være forskellig. Nogle er et lille kobbernet, der lægges under lagenet og via en ledning til et lille ringeapparat ringer, når den første dråbe tis rammer lagenet. Andre har en lille føler, der placeres i underbukserne, og via en ledning aktiverer en klokke eller lignende.

Vær opmærksom på at det kan tage flere uger, før effekten af ringeapparatet viser sig. Man skal således væbne både sig selv og barnet med tålmodighed. Husk også på at de fleste børn holder op med at tisse i sengen af sig selv, når der er gået lang tid nok. Det man gør, ved at behandle med for eksempel ringeapparatet, er at fremskynde denne proces.

Hvis der er høj natlig urinproduktion kan man afprøve behandling med antidiuretisk hormon (for eksempel minirin eller desmospray). Hormonet er ufarligt og uden bivirkninger selv ved lang tids brug. Det kan indtages som tabletter eller eller som næsespray. Næsespray giver den bedste medicinoptagelse i kroppen, men ved hævelse af næseslimhinden (for eksempel forkølelse) kan medicinen ikke optages og behandlingen svigter. Tabletbehandlingen giver meget individuel medicinoptagelse. Cirka 99 procent af medicinen ødelægges i tarmen, hvorfor det kan betale sig at prøve store doser tabletter.

Læs også...
Skilsmisse - sådan fortæller I det til børnene
Kosttilskud til babyer og små børn
Renlighed hvornår og hvordan?

Del med andre

0 kommentarer