Når barnet ikke vil sove

Må jeg tage mit barn op, når det græder om natten? Må jeg give det flaske? Og er det en god ide at lade børn sove i deres forældres seng? Her får du nogle tips og tricks, der måske kan bringe mere ro over nætterne.

Opdateret af:
Jane Lyngs
Sundhedsplejerske

Baseret på originaltekst af:

Læs også...

Hvad mener du?

Hvornår sov dit barn igennem om natten (ca. 8 timer i træk)
Fra fødslen
6% (105 stemmer)
Som 0-6 mdr. gammel
33% (594 stemmer)
Som 6-12 mdr. gammel
23% (411 stemmer)
Som 12-18 mdr. gammel
11% (196 stemmer)
Som 18-24 mdr. gammel
7% (130 stemmer)
Sover ikke igennem endnu
21% (388 stemmer)
Antal stemmer: 1824

Hvad kan man gøre?

Søvn er en vigtig ting for alle mennesker. Under søvnen hviler man og henter nødvendig energi til en ny dag. Men søvnen gør mere end det. Den hjælper også én til at bearbejde livets mange indtryk gennem drømmene.

Lige så træt, udmattet og irriteret man kan være efter en nat med alt for lidt søvn, ligeså frisk, udhvilet og fuld af overskud kan man være efter en god nats søvn. Det er derfor ikke mærkeligt, at forældre fokuserer meget på, om deres barn sover og sover igennem. Det har indflydelse på hele familiens liv og velbefindende.

Søvnen har altså stor betydning for barnets trivsel. Desuden sker der en øget udskillelse af væksthormon under søvnen om natten, hvorfor søvnen faktisk også har betydning for barnets vækst.

Hvor meget skal barnet sove?

  • Nyfødte børn sover typisk 15 – 18 timer i døgnet, men alt fra 10 til 23 timer kan være normalt. Spædbarnet har ingen døgnrytme, og søvnmønstret er ikke relateret til dagslys og mørke. I begyndelsen vågner de oftest med to til tre timers interval for at spise.
     
  • Fra 1 – 4 måneder sover barnet typisk 14 – 15 timer i døgnet. Barnet begynder at kunne kende forskel på dag og nat, når det er omkring 6 uger.
     
  • Fra fire-måneders alderen sover barnet typisk mellem 14 – 15 timer i døgnet. Spædbørnene begynder ofte at forlænge søvnperioderne, og døgnrytmen bliver mere stabil. 
     
  • I seks-måneders til et års-alderen vil de fleste børn kunne ”sove igennem”, hvilket er ca. 5 timers samlet søvn.
     
  • Børn i alderen fra et år til tre år kan sove 12 – 14 timer i døgnet.
     
  • Barnet mellem tre og fem år har oftest et søvnbehov på 11 - 13 timer per døgn.
     
  • Skolebarnet kan sove cirka 10 timer i døgnet, og dette søvnbehov holder sig op gennem hele skolealderen.

Det er vigtigt at holde fast i, at søvnen, dens længde og mønster er en meget individuel ting. Hvis barnet i et-års alderen sover 10 timer i døgnet og ellers er i topform, glad og rask, er det bestemt inden for normalgrænsen. Inden man helt fortvivler over, hvor lidt ens barn sover, kan det det være en god idé at se på de enkelte familiemedlemmers søvnmønstre. Måske kan man genkende mønsteret.

Hvad gør man, når barnet vågner med to timers interval?

Spædbørn

Hvis barnet er nyfødt, er der ikke noget at gøre. Det nyfødte barn har ofte behov for at spise med to til tre timers interval. Normalt forlænges spædbarnets søvn lidt efter lidt, og efter fem-måneders alderen er der ingen grund til at bibeholde natmåltider, selvom mange spædbørn foretrækker natte-amning. Hvis man gerne vil vænne sit spædbarn til at sove igennem om natten efter fem-måneders alderen, så væn det til, at alt er kedeligt om natten:

  • Undlad at tænde lyset, hvis barnet vågner.•Undlad at lege og tale med det.
     
  • Hvis barnet er vådt og skal skiftes, så skift det med så lidt ståhej som muligt.
     
  • Hvis barnet er tørstigt, så tilbyd det vand.
     
  • Det er godt straks at vænne barnet til, at det ikke behøver mad i munden for at falde i søvn, og at man ikke spiser om natten.

Det kan lyde lidt kontant, men det man gør, er blot at vænne barnet til, at man sover om natten. Man kan og skal naturligvis ikke gøre det, hvis man ikke kan gå ind for det.

Skal man lade barnet græde sig træt?

Nej. Et barn der græder, har altid brug for sine forældre. Bare det, at man kommer ind til det, giver barnet tryghed. Man kan stryge det blidt over hoved og ryg eller putte dynen om det, så det mærker, at man er der, og kan falde til ro igen. Et barn, der græder, skal have vished om, at det ikke er alene i verden. Det betyder dog ikke, at man behøver at give det mad eller underholde det. Det er også vigtigt at være sikker på, at barnet ikke er sygt.

Hvordan får man barnet til at sove igennem om natten?

Fra barnet er fire-seks måneder kan man begynde at vænne det til at sove igennem om natten. Den første ting, man skal tænke igennem, er, om man selv er klar til at gøre det. Det kan nemlig godt være hårdt både fysisk og psykisk at give sit barn en ny søvnrutine. Hvis man er klar, skal man beslutte sig for at gøre det, og for hvornår man begynder. I fire-seks måneders alderen er det formodentlig ikke noget, der tager mere end tre-fire nætter. Er barnet ældre end seks måneder, kan det tage en-to uger.

Forberedelse:

Det er godt at være forberedt på det, så man ikke giver op efter én nat. Man skal også have planlagt det med sin partner, så man er enige og kan støtte hinanden. Man skal have besluttet sig for, hvordan man vil gøre, og hvordan man fordeler natten mellem sig. Det er klogt at gå i seng på samme tid som barnet, så man kan være udhvilede til nattens strabadser. Bestem også på forhånd, hvornår morgenen begynder igen.

Begynd med den mindst indgribende handling:

Når barnet vågner, er det godt at begynde med den mindst indgribende handling, nemlig at stryge barnet blidt over hoved og ryg og putte dynen om det. Hvis det bruger sut, så giv det sutten. Det hjælper måske en time, og så vågner barnet igen. Forsøg samme procedure igen.

Hvis barnet ikke falder til ro, så skift det. Undlad dog at tænde lys eller at tale og underholde barnet. Måske sover barnet endnu en time. Begynd hele tiden med den mindst indgribende handling. Hvis det ikke virker, er det nu tid til at byde barnet noget vand at drikke. Vandet har to funktioner. Det signalerer til barnet, at man ikke spiser om natten, men at man godt kan få vand, hvis man er tørstig. Den anden funktion er, at den voksne ved, at barnet i hvert tilfælde ikke tørster.

De forskellige handlinger kan gentages, til natten er ovre, men husk, at natten skal være kedelig for barnet.

Går det an at lade barnet sove i forældrenes seng?

Der er ingen tvivl om, at det lille barn normalt føler sig mest tryg i forældrenes seng. Der er varmt, hyggeligt og selskab. Somme tider er maden også lige ved hånden.

Spædbørn

Sundhedsstyrelsen fraråder imidlertid, at spædbarnet sover i forældrenes seng på grund af risiko for vuggedød. Især i de første tre måneder er der øget risiko for vuggedød ved at sove sammen med sit spædbarn. Vælger man som forældre alligevel at sove sammen med spædbarnet, så sørg for, at barnet har lige så meget plads at sove på, som hvis det sov i sin egen seng. Barnet bør ikke sove mellem forældrene.

Små og store børn

Mange børn foretrækker åbenlyst at sove i forældrenes seng fremfor at skulle sove i sin egen seng i et stille rum, hvor man let kan føle sig ensom og forladt. Om barnet må sove i ens seng, afhænger helt af en selv og ens partner. Nogle føler, at det generer deres sexliv, mens andre blot finder andre steder og tidspunkter at boltre sig på.

Når først barnet har vænnet sig til at sove i mors og fars seng, kan det til gengæld være svært at ændre på denne praksis. Derfor er det meget vigtigt at tale sammen om alle konsekvenserne. Hvor længe er det hyggeligt for alle parter? Hvad med forældrenes sexliv? Er der plads nok? Et kompromis kan i mange situationer være at stille barnets seng ved siden af forældrenes, så det alligevel er tæt på mor og far. Man skal gøre det, man selv og ens partner har lyst til.

Kan alle børn sove igennem?

Der findes børn, som først for alvor begynder at sove igennem ved halvandet-års alderen, lige meget hvilke krumspring forældrene foretager. De fleste børn kan dog lære det forholdsvis hurtigt. Der kan være mange andre faktorer, der gør, at et barn ikke sover igennem, og lige som voksne bliver børn også påvirkede af hverdagens udfordringer. Her kan det være en god idé at spørge en sundhedsplejerske til råds, så I kan få en dialog omkring jeres barns søvn.

Sover barnet ikke, fordi det er sygt?

Hvis man er urolig over barnets søvn eller har på fornemmelsen, at der er noget i vejen med det, skal man lade sin egen læge undersøge det. Der findes børn, der er urolige på grund af for eksempel blærebetændelse , tandpine, ørepine, kolik, forkølelse og hoste eller andre sygdomme.
Man skal naturligvis være sikker på, at barnet ikke fejler noget, inden man begynder at lave om på dets vaner.

Gode råd:

  • Sørg for, at sengelægningen forbindes med noget hyggeligt. Man kan læse en historie, give barnet babymassage, et dejligt varmt bad og så videre.
     
  • Overhold altid faste putterutiner omkring barnet.
     
  • Brug aldrig sengen som et sted, hvor man kommer hen, hvis man skal straffes.
     
  • Læg barnet til at sove, inden det er overtræt, og vent ikke, til barnet falder omkuld af sig selv. Et barn skal være frisk, når det går i seng, og frisk når det står op igen.
     
  • Lad bare barnet falde lidt til ro i sengen - det behøver ikke at sove omgående.
     
  • Beroligende klap eller vuggende bevægelser virker søvndyssende.
     
  • Dæmp lyset eller sluk det helt, når barnet lægges i seng.
     
  • Skru ned for den øvrige families aktivitetsniveau, det vil sige skru ned for fjernsyn, musik og højlydt snak.
     
  • Tag ikke barnet op igen, men bliv hos det, hvis det er ked af det.
     
  •  Barnet bør ikke græde sig i søvn. Trøst altid barnet, hvis det græder.

Kilder:

Sundhedsstyrelsen: Sunde børn, 2013

Sundhedsstyrelsen: Forebyg vuggedød – og undgå skæv hovedfacon og fladt baghoved. Til sundhedspersonale. 2011

3.5
Din bedømmelse: Ingen Gennemsnit: 3.5 (2 stemmer)


Del med andre

Facebook Twitter Twitter


3 kommentarer

Test bruger

14/07/10 - 13:35

Kommentaren er slettet af brugeren

Raetzel

24/01/11 - 01:40

Hvad så hvis barnet græder efter 1-3 min at have ligget der og ikke stopper med at græde med mindre det kommer op i ens arme og gås rundt med eller sover på ens mave? og dette gælder også selvom hun er faldet i søvn inden man lagde hende... Jeg får jo aldrig sovet hvis jeg skal gå rundt med hende på armen eller hun skal sove på mit bryst. For det er de to eneste løsninger hvis hun ikke må græde!!!

Linda Stæhr

09/10/14 - 22:24

I forhold til det, at børn ikke må græde sig i søvn om natten skal der skelnes mellem:

-at græde sig i søvn og

- at græde indimellem inden barnet sover.

Der er stor forskel!

- Børn der græder sig i søvn skriger på hjælp de ikke får og oplever afmagten og efterladtheden.

- Børn der fx græder nogle minutter, når de bliver lagt i sengen, laver en konstruktiv protest imod det der sker... for selvfølgelig er det kedeligere end at ligge i mors/fars arme!

Faktisk kan man efter min mening gøre mere skade end gavn, hvis man af al magt forsøger at undgå, at barnet må græde i egen seng! For det forstyrrer unødvendigt at reagere på den mindste gråd.

Et godt trick til at håndtere denne problemstilling er at afkode sit barns unikke gråd. Gråd er kommunikation: Jeg er vred, jeg er ulykkelig, jeg keder mig og jeg er sulten/tørstig... kan afkodes sammen med barnets øvrige kropssprog, hvis man som forælder øver sig i at kende forskel.

Vrede og protest er sund og naturlig reaktion, når vi voksne forsøger at ændre rytmen. Men ulykkelig gråd, afmagt, frygt og ensomhed skal vi ALTID reagere på.

Alle indtryk lagrer sig: Hvis barnet lærer at far og mor mener det de siger/kræver, så lærer det at tilpasse sig positivt. Men hvis det lærer at det bliver ignoreret når det er allermest har brug for hjælp, så lagres en opgivende holdning og lavt selvværd.

Venlig hilsen Linda Stæhr - familierådgiver i Trivselifamilien.dk

Du skal være logget ind for at kommentere.
Klik her for at logge ind eller oprette en ny konto.


Mødregrupper
Debat
Blog
Køb/salg

10 seneste indlæg i mødregrupperne

Dato:Emne:Mødregruppe:
22/5Lynoral | Purchase DirectionsJuni 2008
22/5Noge tid siden, men alligevelJuli 2007
13/5Nem hårvask :)April 2004
11/5Hårvask.. et problemApril 2004
8/5Tøj til fødslenSeptember 2007
3/5Airshells elller Baby GolightlyOktober 2006
3/5Lej klapvogn hos Baby GolightlyAugust 2003
2/5Så nu skulle linket gerneApril 2008
2/5Sydsverige er vildt godt. DerApril 2008
25/4Stå fast indtil 13-14 årJuni 2003
Se seneste 100 mødregruppe-indlæg

10 seneste indlæg i debatterne

Dato:Emne:Skrevet i:
19/5KEFIR!Graviditet
12/5Jeg fandt dette indlægINAKTIV - SKRIV IKKE HER: Amning
11/5PuslebordLivet med børn
10/5Nu kan jeg se indlægget erGraviditet
10/5Chicachica jeg tror det erGraviditet
9/5Jeg har brug for din hjælp...Livet med børn
8/5Måske gravid, 5 mdr. efter senabort ifm misda...Graviditet
6/5Har lige været ude for detGraviditet
4/5Gravid 11+3Graviditet
4/5Jeg synes 8 år er en finOrdet er frit
Se seneste 100 debatindlæg

10 seneste køb/salg annoncer

Dato:Titel:Pris:
23/7Leander-seng3.500 kr.
23/7Silvercross barnevogn4.000 kr.
17/7Barnevognspuder199 kr.
13/4Salg af nye Kennedy Sko til lagerpriser 175 kr.
2/8LÆKKER BODYPILLOW PÅ UDSALG!!399 kr.
2/6drenge cykel 250 kr.
2/6trammeseng 100 kr.
24/5Hjemmelavet personlige bamser250 kr.
4/5Sød vugge i træ100 kr.
4/5God barnevogn sælges nu900 kr.
Gå til Køb&Salg

Seneste fra brevkassen

Hvordan beregner jeg ægløsningen?
Jordemoder Hej CamillaJeg er ret så ny i hele dette univers, men min kæreste og j...
Er dræn den rigtige beslutning?
Sundhedsplejerske Hej JaneJeg er den stolte far til en dreng på 5 år og tvillingedrenge ...
Datter vil være en søn
Sundhedsplejerske Hej Jane.Jeg har en datter på 6 år. Hun har siden, hun var 2½ givet ud...